Bernhard Ribbeck
SFC-prisen 2002 til Palle Juul Holm
for Livslang indsats for science fiction

Niels Dalgaard: Det er med stor glæde at jeg på priskomitéens vegne motiverer tildelingen af SFC-prisen 2002 til Palle Juul Holm
som en beskeden tak for en livslang indsats
for science fiction-genren.



Palle har markeret sig på næsten alle tænkelige områder indenfor sf-verdenen. Han var med i den allerførste ur-fandom i årene før SFC blev stiftet, og da foreningen opstod, var han blandt foredragsholderne på den allerførste sf-festival i Huset i København. Det var i 1975, og samme år udkom på Notabene den banebrydende lille bog Syzygy og den sorte stjerne: Temaer og motiver i science fiction. Det var den første bog på dansk om genren, og dens gennemgang af genrens indretning og variation blev stående i mange år.

Præstationen blev ikke mindre af, at der på daværende tidspunkt ikke fandtes ret mange danske sf-bogudgivelser, man kunne henvise til, så udvalget af eksempler var baseret på en omfattende international læsning på området. Bogen var så lærd, at en anmelder opfordrede Palle til at indlevere den som disputats, hvad hans medfødte beskedenhed dog forbød ham.

I de følgende år udfoldede Palle stor aktivitet som sf-kritiker - bl.a. i Proxima - og eksperimenterede også med at undervise i genren i gymnasiet. Nogle af resultaterne af disse eksperimenter har han beskrevet i Ole Lindboes og Svend Kreiners essaysamling Virkelige eventyr (1978), hvor man også ser hans kærlighed til psykologisk orienteret science fiction - især Philip José Farmer - demonstreret.

Arbejdet med sf i undervisningen førte også til antologien Faseskift (1984), en glimrende samling af sf-noveller, der demonstrerer en bred vifte af genrens muligheder. Herpå fulgte en årrække, der var præget af Palles ret omflakkende tilværelse og optagethed af den frembrusende horrorgenre. Men det blev da også til science fiction-kritik - nu især udgivet i odenseanske fanzines - og til skønlitterære arbejder, såvel science fiction som horror. En del af disse blev skrevet under navnet Bernhard Ribbeck, det navn der også figurerer på novellesamlingen Isen mellem øerne (nov 1999).

Palle har lavet meget andet end det her nævnte, bl.a. rocktekster og kunstkritik. Og han er stadig i bevægelse - den sidste halve snes år har han således sammen med kunstneren Frank Tomozy udviklet en helt ny form for science fiction, der bruger museumsudstillinger, installationer og happenings som medium. Man må håbe, at der engang bliver råd til en stor flot bog der dokumenterer Ribbeck-projektet ordentligt, for det er virkelig en enestående ting.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Palle har rundet støvets år. Men han er ikke blevet støvet - lige så lidt som den genre, han har omfattet med så megen kærlighed (såvel af den forstående art som af det man kalder tough love). Med denne pris udtrykker de danske science fiction-interesserede håbet om, at vi endnu har mange gode idéer, historier og skarpsindige bemærkninger til gode.

Niels Dalgaard

Læs mere om Prisuddelingen på SFC's website: www.sciencefiction.dk
 Intro 
 Aktuelt 
 Kontakt 

 Ribbecks rejser 
Noveller 
Sagprosa 
Galleri 
Live Museum 

Familiale  relationer 
 Bibliografi 
 Biografi 
 Links