I virkeligheden er jeg ikke Palle,
og Bernhard er ikke...
H. H. Løyche interviewer Palle Juul Holm
 Dansk science fiction havde været både fattigere og tristere uden vores grand old master, Palle Juul Holm. Med sine værker, kundskaber og personlighed har han både tiltalt læserne og inspireret sine kolleger. Det fik han SFC-prisen for lørdag den 23. november. Ugen forinden, før PJH vidste, at han skulle modtage prisen, traf H.H. Løyche ham hos en fælles ven og havde 'tilfældigvis' en båndoptager i tasken. De benyttede lejligheden til at improvisere et interview, der kom til at omfatte så forskellige emner som cyberpunk, rocktekster, vampyrisme, metaforik og svenske skove.
HHL: Nu har du beskæftiget dig med science fiction i ret mange år, og været rundt i dens mange afkroge. Så kan du fortælle lidt om bredden af din aktivitet indenfor genren?
PJH: For det første vil jeg sige, at jeg ikke udelukkende har beskæftiget mig med science fiction. Jeg tror, at det er mindst sytten år siden jeg systematisk læste eller arbejdede med genren. Siden slutningen af 80'erne har jeg også beskæftiget mig med andre former for fantastikaer - horror- og fantasy-litteratur opfattet som fantastik i bred almindelighed. Før den tid læste jeg alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, men selvfølgelig langt fra alt, hvad der blev udsendt. I en årerække udkom der tredive nye science fiction-bøger månedligt i USA, hvilket ingen er i stand til at læse sig igennem. Men hvad mener du med bredde?
HHL: Jeg tænker på, at du har skrevet faglitteratur, oversat, redigeret antologier, digtet science fiction-tekster for rockbands, arrangeret kunstudstillinger osv. Du har gjort stort set alt, hvad man kan indenfor genren. Det er dét jeg mener med bredde eller alsidighed.
PJH: Nå på dén måde. Ja okay, jeg har lavet science fiction-kunstudstillinger, men dem var altså ikke alene om. Jeg ved ikke om det er det rigtige tidspunkt, at afsløre noget på, men jeg kan da godt sige, at Frank Tomozy har leveret kunsten og jeg har skrevet teksterne til. Selvom vi har holdt mange udstillinger, har jeg kun arbejdet ud fra tre koncepter: Arkivalier fra Ribbecks rejser-udstillingsserien, én om den imaginære cykelsmed, portrætmaler og opfinder Leonard Thybjerg fra sidste århundrede - det var ham der opfandt kamfer-motoren og var gode venner med fortmester Peter Mathisen, som døde ved at gå gennem isen i 1917 - og endelig Farvergade-hulerne eller Tidernes korsvej med foreløbig én udstilling i Næstved Museum i det gamle Helligåndshus.
Projektet bygger på den idé, at alle mulige sager fra alle perioder og steder på Jorden, af en eller anden mærkværdig grund er havnet eller blevet suget ind i et hulesystem under Næstved, helt præcist under Farvergade, som blev fundet sidste år, idet man fjernede en gammel parkeringskælder i åbrinken ned til Susåen, dengang man afdækkede Susåens nedre løb. Hvad var det andet, som du snakkede om?
HHL: Altså, det var ...
PJH: Nåhja, så var der rockteksterne. Jeg ved godt, at Dansk Rock skrev, at mine tekster er meget science fiction-prægede. De er metaforiske, men det er imidlertid kun et fåtal af dem, der er science fiction. Mest er de jo, som sådan nogle skal være, ulykkelige kærlighedshistorier. Jeg synes selv, at de er udmærkede, men det er selvfølgelig en smagssag.
HHL: Måske læner de sig mere op ad horror-genren?
PJH: Der er et par horror-historier imellem, ja, og vampyrer.
HHL: Og en elevatortur lige lukt ned i helvede.
PJH: Korrekt.
HHL: Et andet vidnesbyrd om din alsidighed, er dit teoretiske fundament, som viser sig i din faglitteratur, når du anmelder bøger osv. F.eks. var Syzygy og den sorte stjerne et af de tidligste, danskskrevne værker om science fiction og betragtes som det første, der forsøgte sig med en akademisk tilgang.
PJH: Det var vist den anden bog, der kom på dansk om science fiction. Den første var Palle Rasmussens, som ikke var specielt fremragende, ikke byggede på dybere kendskab til science fiction osv. Det medvirkede til at jeg besluttede, at skrive Syzygy.
HHL: Hvori du fremlagde din egen, nye teori omkring motiver og temaer i science fiction.
PJH: Nu ved jeg ikke, hvor ny den er. Altså, jeg opfattede science fiction som en metaforisk litteratur og mente, at man kunne skelne mellem to lag i genren, nemlig dels et, som skulle tages for fulde pålydende og som jeg kaldte for realplanet. Det andet, dét der faktisk stod på siden, kaldte jeg for billedplanet, og det skulle opfattes som en metafor for realplanet. Det er vistnok ikke min idé, at dele litteratur op på dén måde, men det kan godt være, at det var mig, der navngav planerne dengang. Mit scoop var, at jeg fandt på at kategorisere science fiction efter, hvad det handlede om på billedplanet. Jeg inddelte genren efter kategorier, og det havde ingen foretaget før.
HHL: Efter forskellige motiver: Kyborgen som metafor for mennesket, tidsrejsen som ...
PJH: Ligesom det altid har været min opfattelse, at uanset hvor og hvornår en science fiction-tekst foregår, så handler den strengt taget om her og nu, blot i overført forstand. Det var nok dét, der gjorde, at jeg ganske langsomt slap genren i slutningen af 80'erne eller begyndelsen af 90'erne. Med cyberpunken fik jeg fornemmelsen af, at science fiction gled fra at være en metaforisk litteratur til at være en slags forvrænget virkelighed. Der var ingen undertekst eller 'dybere' mening med teksten.
HHL: Det er blevet sagt om cyberpunk, at i stedet for at begive sig ud i fremtiden eller ud i rummet, var det et spørgsmål om at rejse til en større by.
PJH: Ja. Når visse dele af cyberpunken skildrede ungdomsbander med grønt hår, med indbyggede anoder og katoder i hovedet, som spillede vild og vanvittig elektronisk musik, stak hinanden ned osv., så var det jo egentlig kun nogle få centimeter fra gadebanderne i Los Angeles. Egentlig var virkeligheden blot blevet forvrænget en smule - dramatiseret eller tivoliseret lidt. Der var ikke lagt distance til den, der var ingen metafor for noget, men kun en, som jeg sagde før, forvreden eller fordrejet gengivelse af reality.
HHL: Dermed ophører den vel, efter din mening, ikke blot med at være metaforisk. Den ophører også med at være fantastisk?
PJH: Det er et spørgsmål om, hvad man forstår ved fantastisk. Men jeg opfatter det således, at science fiction blev et alt for tydeligt udtryk for nogle tendenser i nutidens samfund og kultur, som jeg ikke bryder mig om, nemlig den der hævder, at der ikke er anden mening med tingene, end den du lige akkurat kan se. Altså, a rose is a rose is a rose og livet er, hvad det er, det gælder om at gribe det her og nu, enhver er sin egen lykkes smed osv.
HHL: Gennem din kritik af cyberpunken kan man forstå, hvad du syntes var interessant ved science fiction.
PJH: Ja. Hvilket selvfølgelig ikke betyder, at der ikke stadigvæk skrives god science fiction. Der er bare for langt mellem snapsene til at jeg orker at læse den systematisk. Jeg mener også, at der i begyndelsen af 90'erne skete det, at horror-genren på en eller anden måde overtog mange af de spændende problemstillinger som science fiction hidtil havde arbejdet med. De helt elementære essentielle og eksistentielle problemstillinger, som hvad meningen med tilværelsen og os er. Det blev så en overgang dén jeg kastede mig over, men jeg synes desværre også, at den er stagneret, og det har måske at gøre med, at de tematiske muligheder er begrænsede indenfor overnaturlig horror.
HHL: Det bringer os naturligt videre til et andet område, hvor du har udfoldet dig, nemlig som antologist. Du har faktisk stykket flere antologier sammen, deriblandt Faseskift, der stadig står som en af de ypperste science fiction-samlinger på dansk.
PJH: Ja, det var en underlig historie med den. Den blev lavet til Dansklærerforeningen i sin tid. En af mine gamle elever, Erik Erstrup, som på det tidspunkt var medlem af Dansklærerforeningens redaktion, blev opmærksom på, at jeg arbejdede med science fiction. Han henvendte sig til mig, og så gik jeg i gang med at lave den. Jeg oversatte den ikke selv. Jeg udvalgte historierne, men under voldsomt pres, for den havde et bestemt pædagogisk sigte. Der skulle være noget moderne, noget gammeldags, udpluk af længere tekster, plus at der selvfølgelig skulle repræsenteres forskellige tematiske undergenrer osv.
Det var et hårdt job. Både Dansklærerforeningen og jeg kom under tidspres og resultatet blev, at der i anhanget bagi er hårrejsende mangler. F.eks. er oversigten over forfatterne ikke anbragt i den oprindelige alfabetiske rækkefølge, jeg havde arrangeret dem i - siderne blev hæftet forkert sammen. En tegning, som jeg bad om at få med, kom ikke med. Der står bare "Tegning". I sig selv altså næsten et stykke science fiction.
HHL: Som "Ice Cream Stand" fra Dicks Time Out of Joint.
PJH: Haha, ja netop. Det var ærgerligt, at det gik sådan, men vi var altså pressede. Jeg er mest ked af, at Niels Brunse ikke blev krediteret for sin oversættelse af Varsjavskis tekst. Jeg nævner det her, så uretten kan blive gjort god igen.
HHL: Jamen stadigvæk er det jo et af de forbløffende få eksempler på et sagligt og litterært kvalitativt udvalg vi har herhjemme. Der er selvfølgelig kommet enkelte i de senere år, bl.a. Dalgaard og Mogensens De smukke drømmes palads osv. Men der er langt imellem.
PJH: Jo, men det er vel sådan meget fancy sagt, for de fleste antologier laves til undervisningsbrug for skoler, gymnasier eller højere læreanstalter. De lægger nogle helt andre kriterier til grund for udvalget end det litterære, f.eks. målgruppetænkning, pædagogiske overvejelser eller, hvad der eventuelt sælger bedst.
HHL: Eller undtagelsesvist - det ses hyppigere i udlandet - temaantologier over et-eller-andet emne. Der er mange frygtelige eksempler på samlinger med historier om ny teknologi, som man har kaldt science fiction. Et andet emne i forlængelse heraf: Du har selv skrevet noveller.
PJH: Ja, nu ved jeg ikke, om jeg skal afsløre det, men det er sandt. Jeg har skrevet lige siden jeg var barn. Jeg har skrevet digte, som aldrig blev trykt, og rocktekster, som egentlig er engelske digte mere end ordentlige rocktekster. Men jeg har altså skrevet digte, rocktekster og noveller. Den første fik jeg færdig tilbage i 1975. Den var bygget over en fuldstændig grotesk oplevelse, hvor jeg var med et psykologilærerhold i Berlin. Jeg var egentlig ikke opsat på, at tage derned, men sagde alligevel jatak, fordi jeg ville stikke af fra et brudt, ulykkeligt kærlighedsforhold.
Omtrent det første jeg oplevede dernede var, at deltage i et møde i den bygning, hvor min ekskæreste voksede op. Det var selvfølgelig ikke tilsigtet fra turledelsens side. Det kom bare sådan. Og der var jeg ligesom mentalt bearbejdet, så jeg kunne skrive en science fiction-historie, der også udsprang af, at jeg et par dage efter så nogle mexicanske gudestatuer i meget dramatisk belysning på Museum Balem [uhørligt].
Så gik der et stykke tid inden jeg skrev den næste. Jeg lavede et par stykker i 1981 og der kom et ordentligt ryk, forøvrigt på din foranledning, i efteråret 1984. Du skulle bruge en novelle til 64 SIDER, så jeg skrev en og sendte til dig. Og du sagde tak - den var udmærket. Men jeg mente, at kunne gøre det bedre, og derfor skrev jeg tre-fire stykker til. Så varede det igen et stykke tid inden jeg skrev noget. Der kom egentlig kun én til, nemlig "En blå og skyfri himmel", i januar '96.
HHL: Som jeg her må indskyde er blevet udvalgt til en antologi med europæisk science fiction, der skal udkomme i USA.
PJH: Ja. Den sidste jeg skrev, "Var er et stort ord", blev ikke optaget i min novellesamling, som kom på Klim i november 1999. Men den blev trykt andre steder, bl.a. i PHANTAZM og i NORTH-DEBAT, som redigeres af Torben Weirup.
HHL: For at tale om din alsidighed eller bredde på en anden måde: Din bredde er også din dybde. Når jeg læser dine noveller mener jeg, at kunne spore mange af de interesser, der iøvrigt optager dig. F.eks. går kunstinteressen fra Ribbeck-udstillingerne igen i "En blå og skyfri himmel" og historien om dubarka'erne. Interessen for psykologi er tydelig i "Fotostat". Andre noveller er påvirket af geografi, etnografi, nationalsprog og dialekter, og - måske er det bare fordi jeg kender dig - din optagethed af kommunismen. Eller er det en lidt hadefuld indstilling overfor kapitalismen?
PJH: Ja, den kan du i hvert fald se i novellen "Bølger". Uden at jeg hverken nævner Karl Marx, kommunismen eller socialismen nogle steder, så er det rigtigt, at historien lige så godt kunne foregå blandt bjergbønder i Columbia eller Mexico. Min sympati er helt afgjort på de undertrykte og fattiges side. Jeg ved ikke om den politiske holdning, som jeg har og står ved, kan spores i andre af mine værker, men i dén kommer den i hvert fald tydeligt frem.
HHL: Og så har du en helt forbløffende - jeg ved ikke om man kan kalde den for en novelle, for den er stærkt eksperimenterende mht. sprog og komposition - lad os sige tekst, som også er koblet til din interesse for serial killers, nemlig "Zingerle". Vil du fortælle lidt om den?
PJH: Idéen med at skrive en novelle uden et eneste punktum er hverken ny eller noget jeg har opfundet. Når jeg brugte det, var det fordi det forekom naturligt. Det bakkede historien op og var med til at understøtte en bestemt, forventet reaktion hos læseren. Reaktionen er også kommet, i hvert fald hos mange, mens andre derimod reagerede ved at lægge den fra sig efter at have læst et par minutter i den. Selve temaet - eller billedplanet - er hugget fra en faktisk serie af begivenheder. Det var en sydtyrolsk seriemorder, Guido Zingerle, som jeg læste om i avisen engang i 50'erne og kunne huske.
Dengang var jeg ung og følsom og lod mig påvirke af skrækkelige ting, der stod i pressen. Hårene rejste sig i nakken på mig, da jeg læste det. Men historien rendte mig ihu, som det hed i gamle dage, da jeg kom ud for en pige, der fortalte, at hun havde været i seng med en kannibal. Jeg havde netop foreslået, at vi skulle tage på en rejse sammen i udlandet, og fik noget der nærmest mindede om et elektrisk stød. Så snart jeg kom hjem til Odense satte jeg mig ned og skrev denneher. Først skrev jeg den som et digt - blank verse i femfodede jamber. Jeg fandt ud af, at metoden var besværlig og nok heller ikke alment tilgængelig.
Men så skrev jeg den ud i ét stræk i stedet for de meget stramme, shakespeareske blank verse. Så kørte den bare af sig selv. Jeg skrev fra klokken tretten om eftermiddagen til klokken ét om natten. Tolv timer, uden stop, undtagen når jeg skulle på toilettet eller have et glas vand. Da den endelig var færdig var jeg nærmest trekvartpsykotisk og ude af stand til at reagere fornuftigt i en hel uge efter. Jeg viste den til damen, som blegnede og skyndsomst anlagde en ny frisure, så hun ikke kunne identificeres, hvis nogen skulle læse historien.
Men det er ikke så meget den private baggrund, der er interessant. Det interessante i denne sammenhæng er, at novellen rører dels ved visse kvinders motivationer for at indlade sig med en bestemt type mænd - Zingerles ofre fulgte med ham op på toppen af bjerget, hvor han boede i en hule, ikke på trods af, at han var nærmest åndssvag, uklippet, gik med langt skæg, gryntede og var uvasket, men fordi han var sådan - og dels ved noget i mænds måde, at reagere overfor kvinder på. Begge dele synes jeg kom godt frem i teksten og jeg tror, at det betinger den voldsomme virkning, som den har på nogle mennesker. Men også, at nogle straks lægger den fra sig og synes, at den bare er en forskruet historie i et forskruet sprog.
HHL: Et forskruet sprog - det må man sige - men også et gennemkomponeret sprog, der foregår i en bestemt, nærmest hypnotisk rytme. Den er svær at få ud af hovedet igen, når man har læst historien.
PJH: Ja. Det skal også lige siges, at mine sønner kigger mine noveller igennem og kommer med rettelsesforslag. Jeg lagde både "Fotostat" og "Zingerle" foran min søn Michael Juul Holm. Hans forslag bestod næsten udelukkende i at stryge, simpelthen. Som regel er det også, hvad der skal gøres når en novelle er færdig. Der skal meget sjældent tilføjes noget. Så man kan sige, at han var god til at skære det overflødige væk, også i "Zingerle", uden at det gik ud over rytmen. I andre tilfælde har jeg vist teksten til min yngste søn, Thøger Juul Thorsen, der også er en god, omend streng kritiker af, hvad farmand laver.
HHL: Andre af dine noveller er skrevet i en fuldstændig anderledes stil, f.eks. "Assantis lov" eller det virkeligt slående eksempel, titelnovellen fra Isen mellem øerne. Den er nærmest gammeldags, som var den blevet til i 40'erne eller tidligere.
PJH: Sikkert endnu længere tilbage. Jeg skrev den i forlængelse af, at have siddet en hel juleferie og læst en af mine yndlingsforfattere, den meget oversete Sofus Bauditz, som i virkeligheden er en slags dansk discountudgave af Turgenjev. Det har også at gøre med min gode ven, Carsten Poulsen, der er en intelligent kritiker af mine ting, men præget af sin opvækst i et arbejdermiljø. Han mente, at de fleste af mine noveller simpelthen ikke var ulæselige for 'almindelige' mennesker. Så jeg besluttede, at skrive en historie, som selv Carsten kunne læse, og jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvordan ville Bauditz eller Turgenjev have skrevet en vampyrhistorie?
Jeg mener, at jeg havde cirka en halv side liggende i forvejen - på det tidspunkt må den have været fire-fem år gammel eller sådan noget - som jeg tog op igen, og som blev til slutningen af historien. Det vil sige, at jeg fem år tidligere havde slutningen på en historie, men ingen begyndelse til den. Samtidig læste jeg nogle engelske eller amerikanske digte, for jeg har det med at bladre i tykke bøger med engelsk og amerikansk lyrik, og tysk med for den sags skyld.
Der fandt jeg et digt, som handlede om, hvordan alt dét, der bliver tilovers fra en proces ligesom forgifter jorden og menneskesjælen. Og alt dét, der ikke er blevet gjort, ikke er blevet forbrændt, ikke er levet, det kunne jeg bringe i forbindelse med hovedpersonen, den ensomme, sydfynske husmand Alexanders skæbne, at han ikke havde levet sit liv ordentligt ud. Samtidigt med, at jeg hentede vampyren ind fra den præfabrikerede slutning, opstod der ligesom en tænding mellem de to poler. Og så var historien der.
HHL: Jeg ved, at du har gjort dig overvejelser om, hvordan vampyren har forandret sig som metafor igennem tiden. Fra at være et billede på udsugeren, den perfekte aristokrat eller kapitalist, der udbytter bønderne, er den med tiden forfaldet til måske mere at være et billede på uforløst kærlighed. Har jeg ret i, at du med "Isen mellem øerne" forsøgte at revitalisere vampyren, ved at forlene den med en ny metafor?
PJH: Det er klart, at vampyren stadig kan fungere som metafor for den eller dét, der udsuger andre. Men jeg syntes, at der var en overset mulighed i at fremstille vampyren som den der, om jeg så må sige, skal have sit stof. Det kan være en afhængighed af drugs, af kærlighed, spillelidenskab, porno, ildspåsættelse, you name it. En vampyr er - også på billedplanet - en skikkelse, der skal have sit stof. Hvis vampyren ikke får blod, så dør den - eller forsvinder, for den er jo død i forvejen.
Det er sådan, at narkomaner opfatter det, og det er vel også sådan, at mennesker, der er hooked på et eller andet har det. Så den kvindelige hovedperson i "Isen mellem øerne", Tsujo, eller Laura, som hun også bliver kaldt, er i virkeligheden en slags narkoman. Jeg har selvfølgelig dekonstrueret vampyrtemaet - pillet det fra hinanden og samlet det igen på en ny måde. Og vampyren er anbragt i et lidt overraskende régi eller scenarie. Det er jo ikke så tit man kommer ud for en vampyr på Sydfyn.
Jeg har også udvidet vampyrmetaforikken eller -symbolet til at gælde alt. Vampyrens tilsyneladende offer, Alexanders eneste håb om overlevelse fra hans sygdom, knytter sig jo til, at hun virkelig er den vampyr, som hun udgiver sig for eller han mener, at hun er. Hvis hun bider ham, og han derved selv bliver til vampyr, har han ingen grund til at frygte kræft-døden, for så overlever han når blot han får blod. Samtidig har jeg udvidet det til at gælde hele universet. Vinterens kulde vampyriserer på frugtbarheden, grøden og livet. De sorte huller vampyriserer på resten af universet. Det er kørt helt igennem.
HHL: En overgang blev vampyren trendy igen. Forfattere som Anne Rice skrev en hel stribe romaner, hvormed hun forsøgte at modernisere vampyren ved at ændre på dens egenskaber. F.eks. introducerede hun vampyrer, der kunne tåle dagslys, og hensynsfulde vampyrer, som levede af griseblod eller rotter i storbyernes gyder osv. Præcis som du beskrev med cyberpunk blev det til nogle ret tamme historier, fordi de ikke fungerede som metafor.
Men i "Isen mellem øerne" mener jeg, at du formår at sammenkæde vampyren med et par aktuelle problemstillinger. Her tænker jeg ikke på stof-afhængighed eller videreførslen af skinliv. Den ene af dine små genistreger er, at så tvivl om, hvorvidt Tsujo rent faktisk er vampyr eller bare undveget fra en sindssygeanstalt. Den anden er at associere vampyrisme med illegale indvandrere.
PJH: Åhja. Jeg skal lige sige, at historien tog den vending, uden at jeg lagde noget specielt i det. Der kan godt være noget om det, uden at jeg ved det - forfattere er tit dårlige til at fortolke deres egne tekster. Men Alexander var nødt til at finde på noget, hvis han skulle forklare sin omverden, heriblandt sin familie, at der pludselig boede en ung, eksotisk udseende pige på gården dernede på Horneland. Også hendes mærkværdige vaner, hendes angst for at blive set af andre, for dagslys osv., kunne undskyldes med, at hun var på flugt. Det var nærliggende, at gøre hende til en flygtning, der var gået under jorden.
HHL: Men det er et udbredt syn, ikke bare indenfor Dansk Folkeparti, at indvandrere suger på lappen hos os ... de behøver ikke engang at komme fra Transsylvanien.
PJH: Det har du ret i - det er oplagt, så du har lov til at knytte forbindelsen - men jeg må tilstå, at det ikke slog mig, mens jeg skrev.
HHL: Der er en anden omstændighed, som præger flertallet af dine noveller og røber din interesse for science fiction og anden fantastisk litteratur. Du benytter fantastiske indslag til at sammenkæde forskellige dagligdags-fænomener på en overraskende måde. Det får din skønlitteratur til at fremstå som en blanding af Ray Bradbury og Steven King.
PJH: Det er helt klart. King-aspektet er måske ikke hans evne til at fremkalde horror, for det er jeg ikke specielt god til, men snarere den udpenslede, naturalistiske beskrivelse af ting og sager, specielt sanseindtryk. Jeg bestræber mig altid på at gengive lyde, vejr, lugte - dufte - fordi det giver en plastisk eller sanseligt fornemmelse af dét som teksten handler om. Men jeg har også altid elsket de gamle russiske forfattere fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, altså Lamontov, Tjekov [? uhørligt], Turgenjev, Dostojevskij, Gorbatjov, Gorki, Andrejev, you name them.
Jeg har læst dem om og om igen. Specielt er jeg meget begejstret for Turgenjev. Som du også kunne forstå, da jeg snakkede om Bauditz, vil jeg gerne kombinere fantastikken med de gamle russiske forfatteres måde, at gengive situationen sanseligt. Det træffer man også hos de bedste, amerikanske action-, thriller- og krimi-forfattere. Sansen for detaljen, arbejdet med sproget og det rette udtryk på det rette sted, møder du f.eks. hos en spændingsforfatter som James Burke.
HHL: Jeg nævnte et andet sammenligningsgrundlag, nemlig Bradbury, der også har en umådelig sans for detaljer, men måske ikke så udpenslende. Han bruger den mere til at anslå en stemning. Og er der noget man kan sige om din novelleproduktion, så er det, at den er uhyre stemningsfyldt.
PJH: Ja, men det er nok også min akilleshæl. For øjeblikket arbejder jeg på en ny novellesamling, hvor jeg kører syv-otte noveller simultant. Det betyder, at det går langsomt med at få dem færdig. Jeg håber, at jeg når det. Problemet er, at jeg ofte har stemningen eller et scenarie, men ingen pointe. Eller også har jeg pointen, men intet af resten. Jeg kan godt lide, at kæle med beskrivelser af landskabet og sådan noget, og håbe på, at skildringen af sig selv lægger op til et klimaks. Det er jeg nok ikke ene om.
HHL: De rette personer osv. kan have en dynamik eller logik, der uværgerligt vil føre til handlingen. Sommetider får man det simpelthen foræret.
PJH: Ja. I efterårsferien var jeg i Sverige sammen med en af mine gode venner og hans familie, og iøvrigt en familie som de var venner med deroppe. De har to ødegårde, der ligger ved siden af hinanden midt i Småland, og det var fantastisk, at komme derop i oktober måned - det hele er tre uger før resten af Danmark, til trods for, at Småland ikke ligger nordligere end Skagen. Der stod jeg en dag og snakkede med Agnete, den elleveårige datter af huset, som er en vældig kvik pige. Vi har mange interesser tilfælles, f.eks. at sidde og kigge på ild.
Og så forærede hun mig en historie. Men den er svær, at skrive, hvis ikke den skal være enten ultrakort - og så fungerer den ikke - eller bare køre ud i beskrivelser af susende grantræer, frost og sne og alt muligt andet. Det vanskelige bliver, at forbinde stedet, stemningen, naturen og Agnetes idé. Og den skal bygges så langsomt op, at man får noget ud af den, selvom man er forberedt på pointen, fordi man har læst mange horror-historier i forvejen.
HHL: Nu har du altså gjort mig nysgerrig. Hvad gik hendes idé ud på?
PJH: Det var mens vi stod dér - bagved ligger de store, Steven King-agtige skove med knoglegråt lav og mos henover en masse sten, så der ligesom ligger en million hovedskaller nedenunder - så spurgte jeg Agnete:
"Det må være nemt, at gå vild heroppe, ikke? Er I aldrig gået vild?"
"Jamen det er det også. Og jo, det er vi."
"Hvordan kom I så ud?"
Så kiggede hun sig omkring til alle sider
og lænede sig frem imod mig og sagde:
"Shhh, du må ikke sige det til Poul, men vi kom ikke ud."
"Hvad skal det sige?"
"I virkeligheden er jeg overhovedet ikke Agnete og min far er ikke Jesper. Vi ser bare sådan ud. Dem, der kom ud af skoven var nogle helt andre."
|
|
|
|
|