Leonard Thyberg
Leonard Ossian Nielsen Thybjerg (1863-1915). Dansk opfinder, digter, kunstmaler og cykelsmed, f. 26. maj 1863 i Tybjerglille, som søn af skræddermester August Theodor Nielsen og hustru Henriette Clothilde Mortensen. D.7. juli 1915 i Brøndbyvester. Fra faderen, som på egnen blev opfattet som lidt af en særling, havde han arvet sin umættelige nysgerrighed, sin kombinatoriske begavelse og sin reserverede natur, fra moderen sit praktiske håndelag. L.Th. elskede at fordybe sig i faderens bogsamling; men da der var fem søskende og få midler, måtte han renoncere på sin drøm om at blive ingeniør.
I 1888 var det lykkedes ham at nedsætte sig som beslagsmed i Fakse Ladeplads; og efterhånden som det kom på mode blandt landliggerne at dyrke cykling som sport og adspredelse, udvidede han med reparation og salg af cykler. Det gav ham efterhånden så trygge økonomiske kår, at han var i stand til at ansætte folk til at passe forretningen i det daglige og selv hellige sig sin interesser: portrætmaleri og opfindelser.
L.Th. var en overgang en del søgt som portrætmaler for det mondæne publikum i både Fakse Ladeplads og det fjernere beliggende Rødvig. I dag er han næsten glemt af alle andre end kunsthistorikere, men på den tid løb priserne på hans arbejder op i ganske anselige beløb. Et rygte vil vide, at såvel Holger Drachmann og hans Amanda som brygger Carl Jacobsen skal have ladet sig portrættere af L.Th. I følge mundtlig overlevering blev disse billeder solgt i Tyskland og skal have befundet sig i slægten von Ribbeck zu Ribbecks eje og være forsvundet efter 2. verdenskrig - muligvis hjemført af russiske soldater til Sovjetunionen. I 1999 lykkedes det Claus Carstensen at opspore en håndfuld af L.Ths billeder, hvad der resulterede i en eksklusiv udstilling på Fyns Kunstmuseum. (Se P. Juul Holm: "Professoren gør afbigt". Dansk Kunst, 2000, p.135).
I højere grad end på hans ret konventionelle, omend dygtigt udførte, portrætmalerier fra denne periode, beror hans betydning imidlertid på dels hans forbløffende, men oversete, opfindelser, dels på hans konstruktion af blodpumpepenselen og dermed som igangsætter af den væsentlige omend kortlivede sanguinisme.
Thybjergs opfindervirksomhed omfattede naturligvis forsøget på at skabe en evighedsmaskine (tilsyneladende obligatorisk for ikke-akademiske opfindere), en krykke til gangbesværede dværgvagtler, stænklappen samt forskellige forslag til forbedringer af håndvåben. Denne interesse for det militære skyldte han nok sin ven og protektor gennem de sidste år, fortmester Peter Mathiesen ved Fredskrudtmagasinerne i Vestvolden. Denne lod L.Th. arbejde i Vestvolden, og det var et hårdt slag for L.Th., da Peter Mathiesen i 1914 gik gennem isen og druknede.
Thybjerg havde på det tidspunkt forlængst måttet opgive sin forretning i Fakse Ladeplads og var flyttet til Brøndbyvester, angiveligt for at være nærmere en vis Cæcilie Meijer-Staverskov, som han havde truffet i Rødvig, og som var datter af en velhavende kaffeimportør i Sundby.
Det er uvist, hvorledes L.Th. skaffede sig sit udkomme efter at være flyttet til Brøndbyvester. Man har gættet på, at han i disse år faktisk havde en mere officiel kontrakt med forsvaret om konstruktion af våben og militærkøretøjer; men der er aldrig blevet fundet papirer, der har kunnet bekræfte formodningen.
Kendtest blandt hans opfindelser er hans kamfermotor, hvis fremdriftsmiddel i følge hans egne og vidners udsagn bestod af kamfer (uvist om laurinekamfer, baraskamfer eller n´gaikamfer) og en ikke identificeret væske. Nogle har hævdet, at en serieproduktion af hans kamfermotor havde kunnet ændre udfaldet af de to verdenskrige og/eller afhjulpet nutidens energikrise, og at hans spektakulære selvmord i virkeligheden var et attentat, foranlediget af CIA eller olieselskaberne og udført af agenter, sendt med tidsmaskine (kronoportering) fra vor tid. Andre har indvendt, at de træer, hvoraf der udvindes laurine- og baraskamfer, vokser for langsomt til at kunne udgøre en kommercielt lønnende energikilde, og at n´gaikamferplanterne trives bedst i Kina, hvor de skulle konkurrerere med andre, primære konsumafgrøder. Thybjerg-kamfermotoren findes dels i et helt eksemplar på Teknisk Museum, dels i adskilte enkeltdele, der opbevares i hans barndomshjem i Tybjerglille.
Man har gættet på, at hans selvmord skyldtes uigengældt kærlighed til Cæcilie Meijer-Staverskov. Men hun syntes faktisk at have været tilgængelig for en tilnærmelse fra L.Th.s side efter hendes faders død.
Derimod kan L.Th.s langvarige arbejde med kamferdampe have udviklet impotens - en tragisk hindring for realisering af forholdet til hans livslange kærlighed.
Hans sidste billede var et selv(mords)portræt, malet, i ordets egentligste forstand, med hans hjerteblod ved hjælp af en såkaldt blodpumpepensel. Billedet, der var dedikeret til Cæcilie, fik sin farve leveret direkte fra kunstnerens eget kredsløb.
Teknik og materiale blev en overgang hyppigt imiterede. Man talte om sanguinismen som en ny retning. Og den konservative anmelder Vilh. Rodenkop skrev i Berlingske Tidende (september 1917), at hvad man end kunne mene om denne såkaldte kunstretning rent æstetisk, så måtte man dog indrømme den den fordel, at den regulerede bestanden af degenererede kunstnere. "Disse menneskers selvdestruktion synes at udgøre deres sidste reservoir af sundt instinkt," skrev Rodenkop.
Thybjergs digte, der i hans levetid var blevet trykt i tidsskrifter og provinsblade, blev efter hans død udgivet af Martin Emil Juul som "Samlede digte" (1918, Gyldendal). De omfatter både tidlige, traditionelle digte og senere, formelt set, forbløffende moderne tekster i frie rytmer. En genoptryk i 2002 med kommentarer af Pia Fraus overvejes af Forlaget Fenris på Nørrebro.
br
|
|
|