Assantis lov
Lavrans - lyt et øjeblik til din gamle morfar:
Jeg lovede din mor at passe godt på dig, mens hun var på kursus, så jeg har ikke blot kunnet lade dig strejfe omkring uden opsyn i en by, du ikke kender. Jeg er blevet for gammel til at løbe rundt med dig den udslagne dag; og pensionen rækker ikke til biografer og is og burgerbarer. Ikke hver dag, i hvert fald.
Det var derfor, jeg syntes det var sådan en god idé at vise dig alle serierne fra min egen ungdom og barndom. Måske kunne jeg have valgt noget lødigere. Forspildt Weekend med Ray Millan, for eksempel, De Små Ræve med Bette Davis eller Casablanca. Men dem havde du nok ikke fået noget ud af. Alkoholisme og kærlighed siger dig ikke så meget endnu, og vær du glad for det.
Så jeg tog altså de film frem, som jeg selv var mest glad for som dreng: Tarzanfilmene - de rigtige, selvfølgelig, med Johnny Weismuller - Jens Lyn og Lermændene og The Phantom Empire. Og det er gode film, Lavrans, for det tilfældes skyld, at du ikke skulle have opdaget det. Jeg var vild med dem dengang, og de gør mig nostalgisk nu; og at være nostalgisk betyder, at man har hjemve, også når man er hjemme. På en måde har de været med til at gøre mig til den, jeg er. Og du kan spare dig dine flabede bemærkninger.
Første gang, jeg så lermændene vokse ud af væggene i den underjordiske gang, var jeg stiv af skræk og henrykkelse. Jeg drømte om dem hver nat i en hel uge; og senere fandt jeg på at skrive små historier om dem. Det var nok sådan, jeg begyndte.
De filmiske virkemidler var selvfølgelig ingenting mod, hvad vi er vant til i dag. Man kan tydeligt se, at porten til Murania er lavet af papmaché, og du har ret i, at man simpelt hen ikke kan lande en rumslæde, som Jens Lyn gør det. Til gengæld kan Muranias haller næsten måle sig med arkitekturen i Hellbound. Og lyset - det bar på hele billedets betydning. Det ser du ikke i en moderne film.
Og du må i hvert fald ikke fortælle mig, at de film ikke har noget med virkeligheden at gøre, blot fordi de er i sort-hvidt. For det første er de ikke i sort-hvidt. Det er et ufølsomt udtryk. Og unøjagtigt. De er i en skala af gråtoner med blødt glidende overgange fra det næsten sorte til det næsten hvide. Og for det andet så fandtes farverne slet ikke dengang.
Det er noget, man kan læse om i enhver historiebog; og jeg er sikker på, at du nok skal komme til at høre om det i skolen. Det er ikke noget, folk skænker mange tanker i dag, fordi de ikke tillægger det nogen praktisk betydning. Og min generation er vel også den sidste, der med egne øjne har set denne blide, silkegrå verden, hvor det var lyset og ikke farverne, der herskede. Men vi taler sjældent om den for ikke at virke endnu ældre.
Og selv om vi ingen farver havde i min barndom - eller i hvert fald kun de første, blege - så var tilværelsen hverken så ensformig eller så trist, som du måske kunne tro, skønt den naturligvis var meget forskellig fra den, du kender. På mange måder var den bedre, Lavrans. Som du kan se på filmene, bevægede vi os også hurtigere, uden at det trættede os. Der var nemlig mere energi i universet på den tid. Det betød, at vi fik arbejdet hurtigere fra hånden - og bagefter kunne vi tage den mere med ro.
Egentlig var udviklingen så småt begyndt, allerede mens jeg var lille. Men den foregik så langsomt og umærkeligt, at ingen hæftede sig ved det. Den gik heller ikke lige hurtigt overalt - vi ved jo, at der er noget, der hedder usamtidighed - og også i dette tilfælde var den længst fremme i de store byer.
Så det var næppe noget tilfælde, at det var en amerikaner ved navn Lou Assanti, som først blev opmærksom på, at en enestående proces var i gang. Assanti var en fysiker, der havde fotografering som hobby, eller måske en fotograf, der interesserede sig for fysik; jeg husker det ikke så nøje. Men i hvert fald var det den kombination, der satte ham i stand til at beskrive og forklare fænomenet.
En dag havde han taget sin samling med nøgenfotos af cirkusdværge frem for at ordne den efter forskellige typer - lilliputter, kondrodystrofiske dværge osv. - da han bemærkede en uoverensstemmelse, der gjorde ham svimmel, fordi han ikke kunne forklare sig den, fordi han ikke havde ord for den. Fordi der ikke fandtes ord for den.
I dag ved vi, at det, der var sket, var, at de første dæmpede, brune farver var ved at dukke frem.
Hvis du ser på de gamle portrætter fra dine tip- eller tip-tipoldeforældres tid, vil du lægge mærke til, at de ikke længere er sorte og hvide, men fremstår i alle mulige schatteringer af mørkorange og grumset rødt: leverbrunt, dodenkop og madeira, og på det ældste, billedet af min oldemors bror, Mathias Andreas Ipsen, i kødfarvet og birkehvidt. Det er netop, fordi de er så gamle, at farverne begynder at træde frem. Hvis de får lov til at ligge længe nok, vil de ende som rigtige farvefotos, Lavrans. Og det er det samme, der er sket med universet, i hvert fald vor del af det: det er blevet gammelt. Det modtager ikke mere ny energi (det er, hvad Assanti siden fandt ud af) og må tære på de reserver, der til nu har været bundet i arbejdet med at holde tingenes iboende, uvigtige egenskaber - som farver og perspektiv, for eksempel - borte fra det bombardement af indtryk, vi kalder virkeligheden.
Hvordan jeg kan kalde farverne uvigtige?
Jamen, det er de, min dreng. Og, værre endnu, de er forstyrrende for vores dømmekraft.
Har du nogensinde set en reproduktion af Mona Lisa eller af Géricaults billede af de forliste på tømmerflåden?
Hm. Og hvad husker du? Mona Lisas smil, ja, ikke farven på hendes øjne; udtrykket i de skibbrudnes ansigter, ikke om havet er blåt eller grønt. Prøv så at forestille dig en sort-hvid gengivelse af et moderne maleri - og hvad bliver der tilbage at huske? Intet, for farven er det eneste budskab.
Assanti blev ved med at skabe kunstfotos i sort-hvidt; og det samme gør de bedste fotografer i dag. De ved nemlig, at de grå nuancer får et billede til at hænge sammen, mens farverne får opmærksomheden til at flakke hid og did. Ja, de er faktisk ved at nedbryde alt, hvad det er lykkedes os at bygge op gennem 30.000 år.
Gråtoneskalaen ligger dybere i menneskets sjæl end kulørerne (en hvilken som helst farvelære kan fortælle dig, at de fleste har en meget dårlig farvehukommelse), den har været med os, mens vi kæmpede os op på to ben, både i den ene og den anden forstand, har været model for vores følelser, og vores moralske vejleder.
Hvad sort-hvide billeder har med moral at gøre?
Ser du. Der er sort, og der er hvidt. Og der er alle afskygninger derimellem. Perlegråt og tågegråt og koksgråt træder frem med hver deres egenskaber, klart skelnelige og ikke til at forveksle. Alligevel er de indbyrdes beslægtede og hver for sig i familie med sort og hvidt. De lyseste og de mørkeste kan danne kontraster; men de er ikke kvalitativt forskellige, ikke uforenelige. Sådan er det jo også, når vi skal afgøre, om noget er rigtigt eller forkert. Vi ved, at meget er helt sort og en lille smule helt hvidt, og at resten består i en blanding af de to, og kun af dem. Det giver forståelse for andres følelser, omend ikke nødvendigvis overbærenhed med deres handlinger, og det tvinger os til at trække en grænse et eller andet sted på skyggeskalaen.
Men farverne. Hvor meget de så end glider over i hinanden i spektret, så er der ingen bro og intet slægtskab imellem dem. De er ikke kapitler af den samme store fortælling. De kæmper indbyrdes om vores opmærksomhed og hævder, hver for sig, deres enestående værdi, hinsides godt og ondt. De er sig selv og adskilte. Og det er kun gennem graden af beskygning, de kan bringes til at videregive en mening. Den ligger ret beset ikke i dem selv, men i den gråværdi, de snylter på.
Der findes ikke noget tommere end den rene, mættede farve, intet, der er mere fremmed for vores menneskelighed. Hvad skal der blive af os, hvis vi for alvor antager farverne som model?
Hvis nogen vil hævde, at hans handling hverken er sort eller hvid, men turkis, og derfor unddrager sig enhver moralsk vurdering, hvad er der så at stille op?
Forstår du mon overhovedet, hvad det egentlig er, jeg snakker om?
Hvad siger du? At dét har jeg da lov at mene, at flotte farver er cool, og at den ene vel kan have lige så meget ret som den anden?
Der ser du: du er purpur, og jeg er orange, og hvad er der så at snakke om?
Gråtoner skaber kontrast. Farver skaber uforenelighed.
Det er ikke det samme.
Nå, men det var selvfølgelig ikke noget tilfælde, at farverne begyndte at komme til syne på netop dét tidspunkt, og at udviklingen tog mere og mere fart.
Det var noget, der var gået for sig altid, omend i mindre målestok: tiden bruger jo energi alene ved at gå. Hvis du kigger på et billede fra middelalderen, vil du blive klar over, at perspektivet endnu ikke eksisterede dengang og sådan set heller ikke var nødvendigt - det, der betød mest, var simpelthen størst: Den Himmelske Kærlighed, Den Jordiske Retfærdighed.
Men nu begyndte så farverne at tone frem, og det gik stærkt, hvad der selvfølgelig hang sammen med, at befolkningstallet steg, at industrierne bredte sig, og fabrikkerne forbrugte mere og mere af den lokale energi.
Måske, men jeg er ikke helt sikker, var der også en forbindelse mellem energitabet og farveeksplosionen på den ene side og de dramatiske begivenheder, der fandt sted på den tid, på den anden. Jeg tænker på krigene, Lavrans, og på arbejdsløsheden, på lovløsheden i storbyerne, på forlystelsesindustrien og jagten på oplevelser. Jeg tænker på, at vi begyndte at bevæge os langsommere, arbejdede hårdere og nåede mindre, og på at folk tænkte i et stadig længere perspektiv, fordi de ting, der var mest betydningsfulde, ikke synede af nok her og nu.
Og sammen med farverne kom former for ondskab, man knap havde kendt før, men som der ikke længere var energi til at stænge inde: mænd, hvis sjæle brændte som spektrale farver, men som ikke kunne holde deres indre lys vedlige uden fra tid til anden at slukke andres.
Mennesker har altid dræbt: af sult, grådighed, hævnlyst eller skinsyge. Men aldrig før for at sætte kulør på tilværelsen.
Der går en lige linie fra de mættede kulører til mænd som Ted Bundy og Andrej Tjikatilo.
Den rene, spektrale farve er billedet på det ensomme, grandiose Selv.
Og verden gik i farvechok, da først Assanti havde henledt opmærksomheden på de gryende kulører. Fra uge til uge fulgte man spændt, hvordan nye valører skilte sig ud og voksede i styrke og intensitet. Behovet for farver blev umætteligt, og forskning og industri arbejdede dag og nat for at efterligne og gengive de naturlige farver på fotos, i film og på tryk.
Og tappede mere energi.
Jo stærkere farve en ting havde, des mere eftertragtet var den. Og farverne smittede af på sproget. Ganske vist holdt nogle få stadig fast ved gråtonernes værdihierarki og omtalte foragtende ethvert overdrevent virkemiddel som kulørt. Men de blev pebet ud som bagstræbere. Det almindelige blev at rose det udfarende og selvhævdende som farverigt eller farveprægtigt og nedladende at omtale det dæmpede som farveløst, blegt eller gråt. Og at tage moralsk afstand fra noget, der fremtrådte i den sidst opdukkede farve, blev kaldt: at betragte alting i sort og hvidt.
Så folk hastede fra cyklamen til prøjsiskblåt, fra gammelrosa til påfuglegrønt, fra kongepurpur til coquelicot. Fra oplevelse til oplevelse og fra forhold til forhold.
For kærligheden er hele den lange skyggerække; men sex er det fejende lysshow.
Det finder du nok ud af.
I dag dirigerer farven vor opmærksomhed og afgør vort valg. Hvem ville se en film af Dario Argento, hvis ikke blod var rødt!
Hvem køber ærter, der ikke er grønne, kød, der ikke har farve som teglsten?
Hvem ville bemærke zombieansigtet på forsiden af Vogue, hvis det ikke var for øjnenes køkkenblå og det signalgule hår? Og hvem kerer sig om dem, som fattigdommen har vasket farverne ud af? Om de gamle? Hvem læser fortællingerne i deres ansigters gråskala? Hvem lukker øjnene og lytter?
Men jeg skal ikke sidde her og ødelægge din aften.
Hvorom alting er, så blev Louis Assanti en berømt mand og en velhavende mand. Men jeg tror ikke, han var en lykkelig mand, Lavrans.
I hvert fald formulerede han, året før sin død, en toleddet lov, der ligesom lader mere end videnskabelig kølighed skinne igennem:
1. Efterhånden som universet ældes, frigøres energi, der førhen har været bundet i fastlåsningen af fænomenernes insignifikante kvaliteter (perspektiv, farve etc.).
2. Jo tydeligere farverne træder frem i fænomenerne, des mere sløres disses egensignifikans.
Og dette er kun begyndelsen. Farverne bliver mere intense, mere strålende. En dag vil der vise sig nye farver, vi endnu ikke kan forestille os, og som man vil kalde gloria, måske, eller oneiron. Og der vil strømme nye, ukendte egenskaber ud af tingenes indre og vende op og ned på verden.
Jeg tør ikke tænke på det.
Nå, hvad siger du?
At jeg binder dig noget på ærmet? At der altid har eksisteret farver, og at du selv har læst i gamle bøger, at himlen var blå og roser røde?
Farvernes navne er gamle - men farverne er det ikke. Før farverne blev navnene brugt om gråtonerne, som var det, man dengang kaldte farver, og som ingen havde besvær med at skelne fra hinanden. Nogle af navnene henviser netop til graden af lys eller mørke. Blå betyder bleg, og det er himlen jo netop tit; så om mennesker med blege øjne sagde man: de har blå øjne. Og som regel holdt det jo stik, selv målt med vor tids alen. Og rød kommer af blod, rudhira, som selvfølgelig ikke kan være andet end rødt. Deraf sluttede man, at også roser var røde, når de matchede med den elskedes læber.
Jeg husker endnu en pragtfuld sommerdag for mange, mange tiår siden, da min onkel, som var en af de få, der dengang havde en bil - en høj, sort, firkantet Ford med brede trinbrætter, som man kunne sidde på og spise smørrebrød - havde inviteret hele familien på picnic. Jeg husker stranden ved Tisvildeleje. Og skønt det var i den sort-hvide æra, husker jeg også, at jeg kaldte sandet gult og himlen og min mors øjne blå. Vildroserne på klinten kaldte vi røde, og smørret på brødet var gult som i dag. Det var blot noget andet, vi så.
Men er det så vigtigt?
Da jeg forelskede mig i din mormor, var farverne allerede kommet. De var ikke så stærke som nu, men de var der. Jeg kunne se, at hendes øjne var sart blå med et stænk af grønt, og selvfølgelig syntes jeg, at hendes øjne var smukke. Men det smukkeste ved dem var ikke farven, men det optog af skygger, der bevægede sig hen over dem. På indersiden.
Hvem interesserer sig mere for øjnenes inderside, Lavrans?
Alle de klare, lysende farver er ikke et udtryk for ungdom og friskhed og styrke, sådan som du måske forestiller dig. De er tværtimod et tegn på svækkelse. Jo løsere virkeligheden bliver i vævningen, des klarere stråler farverne. De er et resultat af den almindelige entropi. Hvad entropi betyder? At bøffer ikke kan blive til en ko igen! Hvorfor jeg så er blevet gusten og hvidhåret i stedet for at få stærkere farver?
Lavrans, Lavrans! Med os gamle mennesker er det sådan, at vi samler alle vores reserver af energi og bruger dem på at holde alt det nede, som er urent og betydningsløst. På den måde forsvinder vores farver. Og vi ser ikke mere tingene i perspektiv.
Måske vil det samme ske med alle tingene i universet en dag, når energien næsten er brugt op: at de i en sidste kraftanstrengelse gemmer alt det uvæsentlige af vejen og bliver som de var engang: samhørige, betydningsfulde, grå.
Måske.
Du bliver ved at spørge, kan stadig ikke forstå min smerte ved farverne. Godt, så skal jeg svare dig for sidste gang, før vi går til ro:
Farver gør ondt. Farver gør fortræd. Os allesammen. Også mig. For selvfølgelig er der en personlig historie bag mit udestående med farverne. Det er der altid. Også Assanti bar på en historie. Ellers havde han ikke ledt efter tabet bag stråleglansen; ellers havde han ikke formuleret sin lov, som han gjorde.
Historien er snart fortalt, og den ligger år tilbage. Jeg burde have vidst bedre, fordi hun var så meget yngre end jeg, og fordi hun var vokset op med farverne. Men jeg lod mig narre af hendes stilhed, hendes lytten og hendes forpinte smil. Hun hørte mig fortælle om det grå land; dag efter dag læste hun mine sort-hvide digte; og når det blev mørkt, og farverne forsvandt, holdt vi hinanden i hånden, så hinanden i øjnene og svor, at vi, vi to sammen, ville gå tilbage op mod strømmen, ville skabe vores egen lille lomme af grå, negentropisk kærlighed.
Og hendes ydre overvandt mine sidste betænkeligheder ved at flamme op. Jeg mener ikke hendes ungdom; men at hun virkede som om hun var steget ud af mit gamle portrætalbum: den samme blide undren, den gammeldags undselighed, det adspredt-drømmende blik. Og den samme bløde farvetoning - alle valører af kromgult: honning, hvede og messing, sepia og røg. Og øjne som mørkt rav, øjne, der hele tiden så ind i mig og kom min hjemve i møde. Jeg kaldte hende Amber.
Først efter et år forstod jeg, hvad mine venner havde forsøgt at fortælle mig med andre ord: at det, hun så inde i mig, var en farve. En indre farve - og det var dog noget - men en farve ikke desto mindre. En ny farve, ganske vist, som hun aldrig før havde set.
Men der var andre farver, hun ikke havde set endnu.
Og en dag drog hun ud til dybgrønne skove, til isblå have og mænd med farverne udvendig.
Jeg har ikke forelsket mig siden. Men der er da en, jeg har aftalt at mødes med. Om ikke så lang tid.
Hun er ikke ung som Amber. Men vi har kendt hinanden længe. Hendes ansigtstræk er rene, blottede for alt uvæsentligt. Det er et ansigt, fuldt af betydning.
Et smukt ansigt, Lavrans:
Helt sort.
Helt hvidt.
|
|
|