En blå og skyfri himmel
Novelle fra bogen "Isen mellem øerne"
1.
Hvad ved vi egentlig, hvad ved vi egentlig om noget som helst, tænker jeg og skotter til Fausto Caiazzo, der styrer lastbilen vestpå gennem kulden og den sene dag, først gennem frugtbare, parklignende landskaber, så hen over en tør og stadig tommere højslette og til sidst opad gennem passene i grænsebjergene.
Tror du på, at dette her er Nakorzas undergang, enden for os alle sammen, spørger han.
Hvad skal jeg svare? At det er det måske, men ikke lige nu? At jeg i hvert fald vil nå at vende tilbage til Jorden først? For hvis jeg ikke når det, vil der aldrig have eksisteret nogen Fausto Caiazzo.
Der ville kun være den oprindelige befolkning.
Vi er på vej op gennem hårnålesvingene, bag bjergtoppene hænger sneskyer af farve som blodunderløbne mærker, og på de lige stræk kører Fausto, som om han er ligeglad med, om døden kommer nu eller om et halvt år.
I en kurve, hvor der ligger sort, gammel is som noget, der er brændt fast i en gryde, skrider bagenden ud. Fausto retter op, og anhængeren slår fra side til side; jeg skyder skuldrene op og holder vejret, kaster et blik ned over bjergsiden mod floden, der er frosset til langs bredderne, og spekulerer på, hvad der vil ske, hvis vi styrter ned.
Vil det hele forsvinde?
Det vil det vel.
Og min næste overvejelse går på, om det mon ville være det bedste.
Det ved jeg ikke, svarer jeg. Måske er det enden. I hvert fald på det, vi kender.
Forskrækkelsen gør min stemme tynd og luftig.
Lort! siger Fausto. Og jeg kan lugte adrenalinen i hans sved, kan lugte varm olie og snavs og tobak. Og fra trækruden den fine, bitre duft af vinterbjerge.
Der er ikke rigtig noget at svare på dét, så jeg nøjes med at holde øjnene rettet mod bjergene; og da Fausto omsider bryder stilheden er det med en stemme, der er blødere og undskyldende og for at fortælle mig, at han ikke er ude på at slå os ihjel, men at vi er sent på den, at vi risikerer at sidde fast i pasovergangen, hvis det begynder at sne, og at han ikke føler sig tryg, før han er på den anden side, i Powyrnisch.
Ja, siger jeg bare.
Jeg er ikke underholdende selskab; men jeg har ikke lyst til at snakke eller distrahere ham i hans kørsel.
Fausto rømmer sig. Det er usædvanlig koldt af en påskeuge at være, forsøger han sig. Og påsken kommer endda ikke ret tidligt i år.
Det er den koldeste påske nogensinde, siger jeg for dog at sige noget. Der er noget forkert ved det, siger Fausto og stikker en cigaret i munden. Jeg tænder den for ham. Kan det have noget med det at gøre?
Det er nok et tilfælde, siger jeg. Men jeg skal da ikke gøre mig klog på det. Alting hænger jo sammen på en eller anden måde, siges det. Eller det er Guds vilje. Eller sådan noget.
Det begynder at gå op for mig, at Fausto taler for at holde sig vågen, og at jeg er nødt til at svare ham.
Ved du, hvad jeg tror? spørger han så og sætter motoren i første gear på den sidste, stejle stigning, og køretøjet snegler sig af sted, og nogle steder snurrer hjulene rundt på isryggene uden at komme af stedet, mens vognen truer med at glide baglæns ned ad vejen, og mit hjerte springer et slag over.
Nej, siger jeg, hvad tror du?
Jeg tror, at han må være her nu, siger han, ét eller andet sted, uden at nogen ved, hvem han er.
Og han behøver ikke at forklare mig, hvem det er, han taler om.
Du ved, hvad man siger, fortsætter Fausto, at vi alle sammen, bortset fra paiolerne, er kommet fra et andet sted i verdensrummet. Og, for at det ikke skal være løgn, fra engang i fremtiden. Hvad skal man tro, du? Gider du skænke mig et krus bouillon?
(Nej, hvad skal man tro?)
Jeg tager kruset ud af holderen, presser det ned i en zarf og hælder forsigtigt op fra termokanden, langsomt, fordi jeg ryster på hånden; og jeg er glad for at der kun er den dæmpede rovdyrglød fra instrumentbrættet til at lyse kabinen op.
Solen, lad os kalde den solen, er forsvundet bag tinderne, skymasserne er nået over på denne side af vandskellet og dækker himlen, og Fausto har slået fjernlyset til.
Engang var der altså en fyr fra vores hjem derude, som kom hertil. Spørg mig ikke hvordan. Men det er, hvad de kloge hoveder påstår. På en eller anden måde nåede han hjem igen og fik fortalt om stedet her. Så, flere hundrede år efter, da de var blevet dygtige nok til den slags, sendte de hundredevis af rumskibe hertil med kolonister - vores forfædre, som ikke er født endnu.
Fausto tager en slurk af den skoldhede suppe og sætter kruset på plads i holderen.
Pointen er, bliver han ved, at de sendte dem tilbage i tiden til sådan cirka 350 år før den første mand, ham der fandt Nakorza, dukkede op. Og hvorfor gjorde de det? Fordi vor opdagelsesrejsende havde beskrevet, hvad han fandt her. Blandt andet os. Han havde oven i købet en kvinde med hjem herfra; og det siges, at det først og fremmest var hendes oplysninger, der gjorde det muligt at finde Nakorza igen. Eller første gang, om du vil.
De første snefnug blusser op i lygteskæret.
Kulden begynder at trænge ind i bilen.
Vi ved ikke, hvad manden hed, siger Fausto. Det havde de åbenbart deres grunde til at holde hemmeligt -
Det vil de om mange hundrede år få deres grunde til at holde hemmeligt, afbryder jeg.
Men, siger Fausto irriteret, vi ved, hvad kvinden hed. Hun hed Maria.
(Hvor er Maria?).
Jeg kan høre Fausto trække vejret dybt og hurtigt. Ser du, siger han så, hvis du slår efter i bøgerne, vil du se, at dét Nakorza, vores X beskrev, da han var kommet hjem, svarer til dét Nakorza, jeg kender. Så jeg tror, at tiden for vores opdagelse er nu, og at han går omkring iblandt os et sted. Men ingen kender ham, og ingen kommer til det, bortset fra Maria. Han kan være hvem som helst. Mig. Eller dig.
(Ja).
Hvorfor, spørger Fausto, har han så ikke fortalt om Stjernekransen? Han må da have kendt til den? Og hvis de vidste, at ikke blot Nakorza, men hele dette hjørne af universet ville blive udslettet efter så kort tids forløb, hvorfor sendte de så kolonisterne hertil? Der er noget, der ikke stemmer.
Jeg kan høre ham ryste bedrøvet og vantro på hovedet. Og han har ret. Der er noget, der ikke stemmer.
Det sner tæt oppe i passet, og det føles som en lettelse, at det sidste stykke vej går gennem en tunnel: der er en plan vejbane uden urenheder, og om ikke andet er vi så nogenlunde beskyttet mod laviner og stenskred og behøver ikke bekymre os om driver og bratte fald ned i afgrunden.
Lygterne i tunnelloftet er ude af drift, og skulle man tro, siger Fausto, at vores forfædre var i stand til at krydse tid og rum, når man ser den slags?
Og de første ti kilometer efter tunnellen er et mareridt af blændende sne, der står som en mur foran os, og en buldrende, sønderflængende blæst, der får køretøjet til at rokke og næsten tvinger det bort fra kørebanen, når det vender bredsiden til. Allerede lige efter tunnellens munding er Fausto ved at torpedere et vejskilt, der forkynder: St. Fanurius. Kreis Stefanopel/Stepanopol. Gliedstaat Neu-Ruthenien. 2410 M. ü. Meereshöhe.
Første officielle sprog i Ny Ruthenien er tysk, skønt de fleste af indbyggerne, i hvert fald på denne side af Kolpafloden og syd for Brendas nedre løb, er et ubestemmeligt sammenrend af østeuropæere og balkanfolk, som taler deres eget blandingssprog.
Pas på, for helvede, gisper jeg, da det hvide skilt farer ud af den hvide sne med sin gotiske skrift og regionens sorte pilekors, gisper så højt, at Fausto standser lastbilen, vender sig mod mig med opsvulmede årer bankende i tindingen og brøler: Gerold! Hold din forpulede kæft eller gå til Powyrnisch! og knalder en knytnæve i instrumentbrættet, så Jomfru Maria hopper. Så sætter han i gear igen og lodser os langsomt og sammenbidt ned mod dalen.
Ganske vist er vi på denne side sparet for at bevæge os på kanten af en slugt, til gengæld slynger vejen sig ned ad en jævn, stejl bjergskråning, der ligger udsat for den rædselsvækkende storm. Hårnålesvingene er næsten umulige at få øje på, før man er inde i dem, vindstødene gør det vanskeligt at beregne drejemanøvrerne, og ingen af os taler om, hvad der kan ske, hvis vi for sent får øje på en sneplov på vej op mod passet.
Vi taler i det hele taget ikke. Jeg sidder med halvt lukkede øjne og prøver at tænke på noget andet end denne grufulde nedstigning, på Sankt Fanurius, f.eks., som er helgen for alle dem, der leder efter noget, de har mistet (behøver man andre helgener?), og på årstidens unaturlige kulde. Og måske er der en forbindelse til Stjernekransen. Kan den have trukket Nakorza ud i en længere omløbsbane?
De må vide det i San Silvestro. Men det skal de nok holde for sig selv.
Nede i bjergskovene kan jeg igen åbne mine øjne og mine svedige håndflader; spyttet vender tilbage i min mund, og jeg holder op med at trække vejret stødvis.
De knagende træer bremser uvejret, de lige stræk er længere nu, og sneen ligger i et ,jævnt, jomfrueligt lag over skovvejen. Og Fausto slapper af, løsner op og klarer selv at få fisket en cigaret frem og få tændt den. Scusi! siger han og rækker mig pakken. Di niente! svarer jeg og hiver røgen langt, langt ned i lungerne og holder et øjeblik op med at tænke på, hvad der skal blive af Nakorza, hvis vi forulykker. Skubber også den nagende tanke til side, at jeg måske slet ikke er den, jeg tror, jeg er - at der måske er en anden her på Nakorza, som er den, der vender hjem.
Men nu er der lyden. Lyden af stormen i de høje, stedsegrønne træer, som paiolerne kalder kadua og ny-ruthenerne sigøjnergraner, og hvis store, rørformede nåle udsender en høj, uudholdelig syngen, når vinden blæser igennem dem.
Tolv kilometer til Powyrnisch, siger Fausto.
Så tillader han sig et øjeblik at tage øjnene fra vejen for at se nysgerrigt på mig.
Har din ven inviteret dig til at blive påsken over? spørger han.
Ja da, siger jeg. Vi blev jo enige om, at du skulle hente mig i Powyrnisch på mandag på tilbagevejen til San Silvestro. Hvorfor?
Åh, siger han og retter blikket helt derud, hvor fjernlyset løses op, og et dyr, jeg ikke kender, springer over vejen.
Det er jo nok kun rygter, siger han.
Hvad er kun rygter? spørger jeg, som han ved, at jeg vil.
Du ved, siger han, at jeg plejer at aflevere godset oppe i skovene nordpå. Fort Riley og deromkring. Det er små isolerede byer, hvor der ikke sker ret meget. Og folk er måske lidt primitive. Skovhuggertyper, du ved, men gode nok, hvis du spør mig. Folk af vores slags, hvis du forstår, hvad jeg mener: katolikker, anglikanere og methodister de fleste. Og så taler de sprog, man kan forstå.
Fausto, siger jeg, du skulle ikke til at fortælle mig alt om dine venner i Fort Riley, vel?
Nej. Men altså, de keder sig, fortsætter han. Det er måske derfor, de snakker.
Og hvad er det så, de snakker om?
Han tilkaster mig et hurtigt blik. Noget af det, de siger om folk her, er, at der sker ting under opstandelsesfesten.
Han tier, mens han manøvrerer vognen over en lysning, skifter til nærlys og misser mod sneen, der synes at komme fra alle sider på én gang.
Så er vi tilbage i skoven igen. Fausto ruller vinduet i sin side på klem og kaster cigaret ten ud i snestormen. Og førerkabinen fyldes med isnende luft, små stikkende iskrystaller og den frygtelige lyd fra de svajende sigøjnergraner.
Dødsfald, siger han. Folk forsvinder. Men det er jo ikke til at bevise noget; politimesteren i Stepanopol er jo en af dem, de har venner i regeringen, og fremmede plejer ikke at få adgang til deres påskemesse. Men hvis din ven har inviteret dig, går jeg ud fra, at det er i orden. At det kun er løs snak. Jeg skulle ikke have nævnt det.
Han sidder lidt uden at sige noget, ærgerlig eller tankefuld.
Medmindre, tilføjer han så, din ven har en ganske særlig grund til at indbyde dig.
En mils vej længere nede, så tæt på vores bestemmelsessted, at snetykningen foran har fået et svagt abrikosfarvet skær fra lysene i Powyrnisch, holder Fausto ind ved en kro, hvis tjærede bjælker trykker sig mellem de tykke kaduastammer.
Den sneplov, vi har frygtet at støde ind i, dukker ud af snefoget, fulgt af en vældig grusvogn med en projektør på taget af førerhuset. I dens blændende lys står to pelsklædte skikkelser og skovler grus ud over bagklappen. Sveden skinner på den smule ansigt, man kan se mellem huens pelsbræmme og tørklædet, der dækker næse og mund. To andre, der holder sig parat til at afløse, trykker sig op ad den varme gasgenerator. Og skønt de passerer os så tæt, at gruset slår som et haglvejr mod karosseriet, synes de ikke at bemærke os, men forsvinder uden en hilsen i sneen og skovmørket og stanken af trækulstjære.
Lad os få varme i kroppen, siger Fausto og leder mig gennem snedyngerne hen til døren.
Vi stamper sneen af støvlerne i det lille bislag, hvor der lugter af læder og smørelse og våd pels, og hvor nogen har anbragt to par ski i et hjørne. Efter motorens larmen og blæstens og skovens hylen er det en sært tunghør fornemmelse at være i hus.
Så sætter vi os ved et tungt træbord i nærheden af den murede ovn, og den pludselige varme og madduftene, som jeg endnu ikke har lært at sætte navn på, gør mig døsig og veltilpas, og jeg strækker mig dovent og uforsigtigt, så at remmen til mit armbåndsur kommer til syne neden for ærmet.
Hvad er klokken? spørger Fausto.
Hvis jeg havde smidt uret væk, kunne nogen have fundet det og tænkt sit. Toldere og grænsepoliti kunne have gravet det frem fra lommer og kufferter og stillet spørgsmål. Jeg har hidtil ment, at det mest upåfaldende sted at bære det var om håndledet. Men jeg lader urskiven vende indad - ikke så meget fordi der står "Seiko" på den, men fordi den kun har tolv tal.
Mit ur er gået i stå, siger jeg.
Fausto vender sig mod et af de andre borde, mod de to unge skiløbere, som drikker et eller andet af småbitte glaserede lerkrus. Jeg går ud fra, at han stiller dem det samme spørgsmål, han lige har stillet mig.
De trækker på skuldrene.
Nam tschersornik! siger den ene og viser sine håndled frem; men det er mig, han ser på, mens han taler.
Hans øjne er grå og fjendtlige og skræmte.
Vi kan vel så nogenlunde beregne tiden alligevel, siger Fausto, mens maden bliver rettet an af en gråhåret kvinde, hvis tøj lugter af røg.
Der er telefon her, fortsætter han. Og hvis din ven tager fra Stepanopol om et kvarter, er han i Powyrnisch om senest halvanden time. Jeg skal nok køre dig derned; men ellers kører jeg ikke videre i aften - kører tilbage og overnatter her, hvis Sofija har et ledigt værelse.
Syrnet suppe. Salt, krydret fårekød, der ikke stammer fra får og heller ikke smager sådan. Øl med en lang, fremmed eftersmag. Sofija stiller to af de blanke dukkekrus foran os. Tzujk! siger hun og hælder op. Men den er ikke gæret på blommer, og i duften er der lidt mandel og lidt liljekonval men mest noget tredje og fremmed, der er så uventet og indlysende som en forelskelse. Det vigtigste er, at den virker, som den skal. Den svider kulden og tankerne og halvdelen af slimhinderne væk.
Gregors stemme i telefonen er begejstret og langt borte; og der er en knitren og brummen og susen, som om noget stort og sultent prøver at bryde ind på ledningen, og, jo, han glæder sig til at møde mig ved stationen i Powyrnisch. Om halvanden time. Og jeg kaster et blik på mit ur, mens jeg skærmer for det med kroppen, og prøver at regne én slags minutter om til en anden.
Skiløberne bryder op, mens jeg er på vej tilbage til bordet, og den ene nikker og mumler en hilsen i forbifarten. Men den gråøjede bliver stående og stirrer på mig, bleg og spændt, og han trækker vejret tungt, så jeg kan mærke snapsen i hans ånde, duften af blomster og fremmedhed; han står frosset fast til det rå bræddegulv, til hans kammerat kommer tilbage, chai Damjan!, og skubber ham ud i bislaget.
Der kommer en frysende træk, da døren går, og jeg bliver klar over, at jeg selv er standset op og har gengældt Damjans stirren.
Han har hørt mig ringe.
Han ved, hvem jeg har talt med.
Han har set mig smugkigge på et ur, der ikke går.
Hvad var der i vejen med den fyr? spørger jeg Fausto.
I vejen med? gentager han åndsfraværende. Hans ene øje er gledet lidt ud til siden.
Så samler han sig, samler blikket.
Åh, siger han, du er fremmed her og hverken præst eller lastbilchauffør, og folk her er ikke vant til, at der kommer fremmede. Slet ikke nu.
Han gør tegn til Sofija, der skænker os to krus frugtsnaps til, og jeg spekulerer lidt bekymret på, om Fausto vil være i stand til at gelejde os sikkert ned ad det sidste stykke vej.
Slet ikke nu, siger han igen, dæmpet, og ser ned i bordpladen.
Sofija bliver stående med en hånd på Faustos skulder og siger noget henvendt til mig.
Det eneste, jeg forstår, er navnet Damjan.
Mama Sofija siger, at du ikke skal tage dig af Damjan Kolarow, oversætter han. Han er hidsig, men en klog og retskaffen dreng. Der er bare det ved det, at han er forelsket i en pige nede i Stepanopol, og at tanken om, at de skal dø, gør ham fortvivlet.
Hvorfor skal de dø? spørger jeg.
Stjernekransen, svarer Fausto.
Men videnskaben siger, at den ikke vil opsluge os, siger jeg, mens paradokserne kører rundt i hovedet på mig. Og det samme siger politikerne, tilføjer jeg og kan godt mærke, at det ikke kommer med nogen særlig vægt.
Fausto sukker og tager et par sammenfoldede, glittede sider af et tidsskrift op af inderlommen.
Glem politikerne, siger han. Og hvad videnskabsmændene angår, så har de ikke en skid forstand på noget som helst.
Før min mor døde, begynder han og rømmer sig - før min mor døde, fik hun et slagtilfælde, hedder det vist. Der skete et eller andet i hovedet på hende, så at hun blev lam i den ene side og havde svært ved at tale.
Syv år, siger han og tænder en cigaret for at holde hænder og øjne beskæftiget, syv år sad hun i en rullestol. Og om formiddagen, det var mest om formiddagen, kunne hun sidde i timevis og græde, uden at vi kunne få ud af hende hvorfor. Ikke at vi sådan set behøvede at spørge, vel? Er det ikke grund nok at sidde i kørestol og ikke have andet at gøre, end at tænke på det, man var engang?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.
Nogle gange, fortsætter han, forestillede jeg mig, at det havde noget at gøre med, hvad hun havde drømt den nat. Sit barndomshjem. Dengang hun traf min far. Os børn som små. Men, næ, nej, siger han hidsigt og folder de farvestrålende sider ud; når gamle mennesker græder, påstår videnskaben, har det ikke noget med deres drømme, eller deres liv eller deres hverdag at gøre. Det skyldes udelukkende - han læser højt fra den illustrerede artikel - degenerative forandringer i centralnervesystemet.
Han vender siderne om og skubber dem over til mig. Det er en midtersideartikel. Og der er to plancher med længdesnit af en ung hjerne og en gammel hjerne, med partier trukket op i skrigende rødt og blåt.
Dér, siger Fausto hæst og sætter en finger på den ene planche, så enkelt er det åbenbart: Det er for megen blå farve, der får gamle mennesker til at græde.
Nej, siger han, samler artiklen op og læner sig tilbage, jeg giver ikke noget for, hvad videnskaben siger. Heller ikke om Stjernekransen. Vi kan jo se den vokse sig større og større - og jo længere tid, der går, des hurtigere gror den.
Han fører en pegefinger op langs næsen og foregiver at klø sig i øjet. Da han tager den væk igen, glimter den fugtigt i lampelyset, og jeg grunder over, hvad et længdesnit af hans hjerne ville vise.
Det er holdt op med at sne; men det stormer stadig, og vindstødene får det til at lyde, som om forladte småbørn sprang omkring i trækronerne over taget.
Fausto, siger jeg, jeg tror godt, jeg forstår, hvad du mener. (Og jeg tænker lige så meget på hans mor som på Stjernekransen.) Og du har ingen som helst grund til at nære tillid til videnskabsmænd eller politikere. Det er først og fremmest deres job at dæmme op for panik og barbari, om de så skal lyve for at opnå det. Og måske kan man ikke fortænke dem i det: situationen er slem nok, som den er, med begyndende istid, misvækst og kornmangel. Der er ingen grund til at gøre den værre. Allerede nu har vi haft de første tilfælde af socialt sammenbrud: plyndringer, vilde organiserede orgier og masseselvmord. Hvad nu, hvis dette virkelig er Nakorzas undergang? Skulle astronomerne og regeringerne indrømme det lige ud?
Fausto ryster langsomt på hovedet. Slår ud med hænderne. Men der ser du, siger han. Hvad skal det hjælpe, at de forsøger at berolige os, når vi ved, at de vil gøre det, hvad enten der er grund til det eller ej? Lægerne fortalte jo heller ikke min mor, hvordan det var fat. De skal se, Signora Caiazzo, sagde de, De bliver såmænd 100 år og overlever os allesammen!
Hvis jeg følte mig helt sikker, ville jeg måske fortælle ham, hvad jeg ved; men jeg er forvirret og urolig. Stjernekransen burde ikke være der.
Jeg kyler min snaps i mig og holder vejret lidt for ikke at hoste. Alligevel, siger jeg, og kommer faktisk til at hoste, er jeg overbevist om, at Stjernekransen ikke vil sluge os eller ramme os, eller hvad det nu er, den truer med at gøre. Det er måske blot sådan en personlig overbevisning, der skal holde mit mod oppe. Men jeg har ikke noget at bygge den på. Jeg ville ønske, jeg ville virkelig ønske, at jeg havde noget at fortælle dig, som kunne få dig til at dele den.
Vi sidder længe uden at sige noget, lytter til lydene fra køkkenet og den trolddomsagtige jamren i granerne; og jeg tænker, at det måske er det rigtige tidspunkt at bryde op, og skotter til mit ur under bordet.
Tak, siger Fausto omsider. Faktisk tror jeg, der var en hel masse, du kunne fortælle mig, hvis du ville. Måske ville det oven i købet kunne kaste lys over et eller andet.
Han ser på mig uden at blinke.
Det er bare sådan en fornemmelse, jeg har, fortsætter han, og som jeg ikke kan bygge på noget.
Hvad skulle jeg kunne fortælle dig, spørger jeg.
Du kunne begynde med at fortælle mig, siger han, hvorfor du bliver ved med at se på et ur, der er gået i stå.
Et voldsomt, ekstra pulsslag. Et glødende punkt for det ene øje. En pludselig hovedpine. Det svage lys skærer mig i øjnene, og jeg holder en hånd op for at lukke det ude.
En kuldegysning. Og så ringer telefonen, inden jeg når at svare. Sofija tager den og lytter, ser hen på mig og nikker; så siger hun noget og nikker igen. Da hun har hængt røret på plads, hører jeg hende nævne mit navn.
Gerold Schenna? spørger hun, og det er min tur til at nikke nu. Deres ven, fortæller hun mig gennem Fausto, bad mig sige, at han blev opholdt undervejs; men vil være i Powyrnisch om tyve minutter. Og er Nakorza dog ikke lille! hvis Damjan havde været klar over, at De var på vej til at besøge Marja Tschuderkas far, havde han bestemt opført sig bedre overfor Dem.
Nej, tænker jeg. Hvis han havde vidst dét, havde han slået mig ihjel.
Jeg tror, jeg kunne bruge en snaps til, siger jeg til Fausto.
Har vi tid? spørger han og gør en bevægelse mod mit håndled. Så tager jeg uret af og rækker ham det; og han bliver hvid om munden, og det mørkeblå i hans øjne bliver sort.
Fortæl mig det så, siger han.
Ja, siger jeg og vinker til Sofija.
Og så fortæller jeg ham det.
Sneen hvisler stadig hen over vejen og danner små driver; men det er ved at klare op, og stjernerne er ved at komme frem. Det er længe siden, nogen på Nakorza har brudt sig om at se stjernehimlen.
Vi er oven over Powyrnisch og så nær ved den, at vi kan se det slørede, gule lys fra gadelygterne, som blusser op og dæmpes i takt med snebygerne, der fyger forbi.
På sporene for foden af skrænten er et lokomotiv ved at rangere, mens skyer af damp og røg hvirvles rundt og op ad bjerget.
Fin, flormelisagtig sne dækker kullene i tenderen.
Det kommer ingen vegne i aften, siger Fausto. Linien til Chidno går gennem en smal slugt. Der må ligge flere meter sne. Gud ved, om den nogen sinde bliver åbnet igen.
Hvordan med vejen til Fort Riley, spørger jeg.
Åh, jeg klarer nok at komme derop, siger Fausto. Det er jo hovedvejen langs Kolpa; og oppe i den anden ende er der nok ingen problemer med vejene. De er ret seje deroppe i Riley.
Han kører ud af det sidste sving, og vi er på plan grund, nede mellem fodhøjene, som nakorzakkerne kalder dem.
Det bliver straks mere problematisk at komme hjem, sukker han og svinger lastbilen ind for enden af den lange plads mellem rangerterrænet og banegården.
På den anden ende af pladsen fanger hans fjernlys en sort Thornton X, der holder med slukkede lygter.
Din ven, Gregor Tschuderka, er parat til at tage imod dig, siger Fausto hen over lyden af blæsten og motorens tomgang.
Er det farvel eller på gensyn, spørger han, da jeg er hoppet ud med min køjesæk.
Du ringer, siger jeg, og fortæller, hvornår du er tilbage i Powyrnisch.
Jeg mener - klarer jeg det? spørger han, mens han følger viskerne med øjnene.
En af os gør, svarer jeg. Men jeg er ikke vis på hvem!
Det lange, skarpe lys følger mig hen over perronen, indtil Thornton'en slår sit nærlys til og tager imod mig som en stafet. Så læner Fausto sig mod hornet, der sender mig et brøl som en sidste hilsen, bakker ud og styrer bort gennem de snedækkede gader. Hans lygter når lige at feje henover et par sorttjærede træhuse, en dansende snehvirvel og en pelsklædt paiol, der er standset op og betragter lastvognstoget med gule, metalskinnende øjne.
Så forsvinder det alt sammen i mørket.
Jeg har både lyset og snefoget ind ret for; men den store skikkelse, der bærer sin skygge hen imod mig, må være Gregor; og vi omfavner hinanden og kysser hinanden på kinden. Og så ser jeg bag ham en anden skygge, mindre og spinklere, med et hår, der falder ud under pelshuen og strømmer i frostvinden.
Gregor træder til side, så bilens lygter oplyser hans træk. De er sammenbidte og sørgmodige og uden gensynsglæde, og jeg ved, hvad det er, der har opholdt ham:
En skiløber, der i mørket har hastet ned over de bratte skråninger og har vinket ham ind til siden.
Min datter Marja, siger Gregor og slår ud med hånden. Og med et nik mod mig: Gerold Schenna. Det er vist på tide, at I lærer hinanden at kende.
2.
Forhåbentlig har du ikke frosset i nat, siger Gregor. Han har sat sig med ryggen mod vinduet, og bag ham er dagslyset dæmpet gråt; der falder en blid formiddagssne, og vinden er løjet af. Men af og til kommer en kastevind, der fejer pulversneen af hustagene og hvirvler den hen under tagskæggene.
Maden er taget af bordet, men der dufter stadig af stegeos og surkål. I køkkenlugtene er der et islæt af voks og røgelse.
Tak, siger jeg, nej, ovnen var stadig lun, da jeg vågnede.
Du ser træt ud, siger han.
Jeg har sjældent ligget så blødt og varmt, siger jeg; men det er altid svært at falde i søvn et nyt sted.
Han trækker de tykke øjenbryn sammen og får travlt med at ordne en merskumspibe; kradser den ud, stopper den med hænder, der ryster lidt og får ild på - altsammen mens jeg ser mig forlegent omkring i stuen, der er tæt pakket med nips og tæpper og ikoner. Der er en tyvendegenerationskopi af Rubljovs Treenighed, en hellig jomfru, der er sodet til, så at hun virker som et sort hul i baggrundens guld, og en helt original Fanurius, der er malet, så øjnene følger en, hvor man går.
Han ser ned på mig fra væggen, og Gregor ser på mig fra den anden side af bordet.
Så må du have sovet dårligt de sidste par år, siger han.
Så siger han ikke mere. Og min ven fra sørejsen over Turkishavet er pludselig en fremmed - som det ofte går, når folk finder ud af, hvem man virkelig er.
Der er et ur, der tikker sig gennem Nakorzas tretten timer. Luften er stillestående og varm og giver mig vand i øjnene. Og, som da jeg i min ungdom besøgte mine skolekammeraters barndomshjem på Kalmthals bjergskråninger, føler jeg mig undselig og skyldig ved ikke at høre til.
Hvad ved du egentlig, spørger jeg.
Hvad ved vi i grunden om noget som helst, svarer han, og hans ord kommer som et ekko med 18 timers forsinkelse.
Han vender sig halvt om og lægger en hånd på ruden, der er ved at gro til med isblomster. Den eneste slags blomster her, der ligner dem, jeg har kendt som barn.
Sådan set er der ikke noget, der kommer bagpå mig, fortsætter han. Du fortalte mig engang, at du var vokset op i Kaumea - efter at du havde forvisset dig om, at jeg aldrig havde været der - og det kunne selvfølgelig forklare dit sprog, og at der var mange ting, du ikke var bekendt med. Senere fandt jeg ud af, at du heller ikke kendte navnene på dyr og planter, der er helt almindelige dér - og over hele Nakorza.
Måske har jeg blot sovet i skolen, forsøger jeg.
Fornærm ikke min intelligens, svarer Gregor. Det var ikke navnene, du ikke kendte, det var fænomenerne. Du var blank i historie, ikke blot Føderationens, men hele Nakorzas. Ethvert barn kender reglerne for kulaiispillet; men du kendte dem ikke! Du vidste ikke, hvad en mosora var, og...
Han slår ud med hænderne.
...nå, ja, du var en temmelig kvalificeret kandididat til Ham-som-skal-komme. Og tidspunktet passer, ikke? Det kan ikke blive meget senere, hvis han skal nå det.
Måske har han allerede været her og er taget af sted igen, siger jeg.
Gregor ryster på hovedet. Nej, siger han; tror du ikke, alt taget i betragtning, at vi har holdt opsyn med hver eneste Maria, Marja, Mary, Marie eller Mirjam, der nogen sinde har eksisteret på Nakorza? Vi kan gøre rede for dem, min ven.
Sikke en skæbne, tænker jeg, at have sådan et navn og aldrig kunne forsvinde.
Og nu, siger jeg utilpas, tror du, at jeg er den-som-skal-komme, og din datter hans udvalgte Maria?
Det vil vise sig, svarer han. Hvem du er, ved du selv. Resten vil vise sig.
Han rejser sig og tager en bog ned fra en hylde. Det er en tynd bog i stift brunt bind, trykt på porøst gulnet papir: Die Offenbarungen und Prophezeiungen des heiligen Nikifor aus Chidno.
Dér, siger Gregor, kan du læse, hvordan Nikifor har forudsagt, at Nakorzas skæbne vil afhænge af, hvad Maria beslutter sig til påskenat.
Som sædvanlig er jeg lidt ilde berørt over så bogstavelig en tro.
Men hvorfor her? indvender jeg. Og hvorfor netop denne påske?
Fordi, svarer Gregor, læner sig frem og peger på mig, du er her!
Så viser han med fingeren mod den trøstesløse himmel:
Og fordi dette er sidste chance. Der kommer ikke flere opstandelsesfester efter denne.
Et vindstød stryger som et suk hen ad vejen og får det til at buldre hult i skorstenen. Jeg kaster et blik på brændet, der er stablet til tørring. Det ligner birk. Den sidste brændestabel?
Fra en dyb, uordentlig inderlomme graver jeg en pakke cigaretter frem og tænder en. Den ujordiske tobak er aromatisk, men mætter ikke, tager ikke brodden af frygten.
Du skulle ikke have indbudt mig, siger jeg så. Gregor trækker vejret dybt.
Jeg havde vist engang en forestilling om, at det burde være min datter, der blev den Maria, siger han. Det har været et udbredt ønske hos de fleste forældre i al den tid, vi har været på Nakorza. I familier, hvor der er døtre, er der altid en, der hedder Maria.
Han bøjer sig og tager en æske frem, der er pakket ind i et fint garvet skind og omviklet med en lædersnor.
I dag, tror jeg nok, jeg fortryder, siger han så og ser direkte på mig. Marja elsker Damjan Kolarow, men er nødt til at tage med dig. Og til hvad nytte? Det er jo allerede for sent, tilføjer han og gør en ubestemt gestus op mod himlen.
Hvis du har ret i, at jeg er den rumrejsende, som skal tage af sted med Marja, siger jeg så, må det vel være en slags trøst, at hun i det mindste bliver bragt i sikkerhed for Stjernekransen.
Gregor tager æsken ud af dens indpakning og åbner den.
Åh, siger han, jeg er ikke så sikker.
Skinnende og bronzebrunt står kulaiispillet og venter imellem os på bordet.
Der er antydningen af et smil i Gregors ene mundvig.
Og nu må du hellere lære reglerne for vores yndlingsspil, siger han.
Alle spil har en filosofi, siger jeg, hvad er kulaiispillets?
At blive ved og ved, svarer Gregor. Den, der bliver træt og afbryder spillet, har tabt. Men også den, der anbringer modparten i en situation, hvor han ikke kan handle, har tabt. Der er kun én måde at vinde på, men mange at tabe på. Og også den, der vinder, kan vise sig at blive taberen. Det er et meget nakorzisk spil, min ven.
Han tænder en petroleumslampe, sætter glasset på og stiller på vægen.
Jeg føler mig for med hjertet oppe i halsen: På vej herover hørte jeg, at der skulle gå mærkelige ting for sig her ved midnatsmessen.
Nå, ja, svarer Gregor henkastet, der har været et par triste tilfælde, hvor overspændte unge mennesker har kastet sig ud fra Offerklippen i håb om at formilde Stjernekransen. Men vi har sørget for at få den afspærret i år; og der vil blive stillet vagter ud.
Offerklippen? spørger jeg.
En stejl fjeldvæg uden for kirken, siger Gregor, mens han lægger spillet til rette.
Var de... jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det. De, der døde... var de allesammen kvinder?
Se nu her, siger Gregor uden at se op. Allerførst vil jeg lære dig, hvordan du undgår at bringe mig til et dødt punkt. For hvis du gør det, har du tabt.
Spiller vi om noget, spørger jeg resigneret.
Lad os begynde med at spille om ønsker, svarer Gregor. Vi koncentrerer os om hver vort ønske uden at sige det højt. Den, der vinder, kan jo så opfatte det som en gudsdom.
Hvorfor ikke?
Og så koncentrerer jeg mig om Marja.
Men glem ikke, siger hendes far, at den, der vinder, kan gå hen og blive taberen.
Mine tanker er ikke så svære at læse, siger jeg. Og jeg ved alt om at tabe; så gem paradokserne til en bedre lejlighed, og lær mig reglerne. Uden regler, intet spil, og uden spil, intet nederlag.
Åh, sig ikke det, svarer Gregor.
Hvad spiller vi så egentlig for, spørger jeg. Vinden har lagt sig; og det ubevægelige, afventende tusmørke udenfor går mig på nerverne.
Spil byder jo kun på løsninger af skinproblemer.
Vist så, siger Gregor, banker piben ud og støtter hovedet i hænderne. Og uden for spillet findes der kun skinløsninger på virkelige problemer.
Og så spiller vi.
På et vist tidspunkt bliver vi afbrudt af aftensmåltidet, og der er pludselig for megen kropsvarme og for mange lugte om mig. Blodet stiger mig til hovedet, og yderst i synsfeltet svømmer alting ud i en regnbuefarvet dis. Marjas søskende sidder med hovedet bøjet over deres tallerkener, kører rundt i maden med gaflerne og kaster hurtige undersøgende blikke op på mig.
Marja gnider en fedtplet af sin guldindvirkede bluse.
På et langsomt tysk af hensyn til gæsten beretter hendes ældste bror om forberedelserne til højtiden; og jeg kan forstå, at der bliver færre kaner i år, fordi der har manglet foder til forspandene. Så turen op til Chidno, hvor søndagsmessen finder sted, foregår på åbne vognlad. Men der er masser af fakler som sædvanlig, så det skal nok blive festligt endda.
Som sædvanlig...
Skal du giftes med Marja? spørger den mindste.
Kolja! siger Gregor.
Jamen, jeg kan bedre lide Damjan, bliver Kolja ved. Du er for gammel til Marja.
Det er ikke let, men jeg prøver at smile.
Opfør dig så ordentligt, siger Storebror; og Kolja trækker på skuldrene og vikler kål(?) rundt om gaflen, mens Marja lægger sit bestik fra sig, rød i ansigtet, men med rolige øjne, der ser på mig, nej, ser mig, uden bebrejdelse og uden frygt, men også uden kærlighed.
Det dér, frygtelige, vedholdende blik, der forstår og prøver at vænne sig til det, det er rettet imod. Og som jeg før har mødt hos kvinder, der var holdt op med at elske mig, men gav mig en chance til.
Kunne du...De...du have lyst til, at jeg viste dig omegnen i morgen? spørger hun og snor en hårlok rundt om en finger.
Det ville jeg blive meget glad for, svarer jeg. Jeg vil med, siger Kolja. Møgunge, siger Marja, og Storebror lægger en arm om Koljas skulder og siger: Jeg kan da ikke undvære din hjælp, når kirken skal pyntes.
Pludselig står der en skål med noget køligt og sødtduftende foran mig. Prøv at smage vores syltede baridani, er der en stemme, der siger; det er en lokal specialitet, så det er nok Deres eneste lejlighed til at stifte bekendtskab med det. De kan roligt spise af det, er der en anden, der bryder ind. Det er kun i frisk tilstand, det kan have bivirkninger.
Og det er Damjan, der har plukket dem, siger Kolja højt og ser triumferende på sin søster.
Marja ånder dybt ind, og Kolja presser læberne sammen. Men så begynder Marja at le og bliver ved og ved, til hun må rejse sig fra bordet.
Gregor udstøder et dybt suk. Og ved et blik på hans ansigt bliver jeg klar over, hvor gamle vi begge to er. Og at Kolja har ret.
Skålen med baridanisyltetøj går forbi mig, uden at jeg har taget af den.
Klokken har passeret 26, da Gregor læner sig tilbage og gnider sig i ansigtet med håndfladerne.
Du vandt, siger han. Og da han ser mit spørgende blik, tilføjer han: Du er i baglås nu, og så er det mig, der har tabt.
Lyset fra Nakorzas sprængte måne gløder gennem skysløret og spejler sig i istapperne.
Det gjorde du med vilje, siger jeg.
Ja, siger han.
Det føles som snyd, siger jeg.
Sådan føles det altid, når man vinder, siger han.
Der er fyret op på mit værelse, der er frisk vand i fajancekanden, og der dufter godt af sengetøj, der har hængt til tørre i fri luft.
Der er også en anden duft, jeg ikke med det samme kan bestemme, en varmere, mere blomsteragtig duft. Og der står et tændt lys ved siden af sengen.
Hendes mørkeblonde hår flyder ud over puden, og hun er meget smuk.
Jeg har holdt dit sengetøj varmt, siger hun med et skævt smil. Og jeg ved godt, at det hun mener er: Lad os så få det overstået. Men da hun slår dynen til side og hendes kropsvarme og en lugt som af varm, fugtig skovbund slår ud imod mig, klarer jeg ikke at stå imod.
Hen under morgen, da hun er faldet i søvn og vågnet igen og gået, ligger jeg søvnløs og hører husets træværk give sig i frosten.
Rummets gravitation synes sært forskubbet, som om der er noget uden for huset, der trækker i mig, og jeg ville ønske, jeg kunne klamre mig til Marja, er bange for at blive suget ud i det tomme rum, nu jeg er alene.
Fra gårde i nærheden kan jeg høre husdyr vågne i morgenmørket og klage sig af sult med stemmer, jeg ikke kender. Og det slår mig, at Marja vil blive lige så fremmed på Jorden, som jeg er her. Jeg tænder lyset og prøver det ældgamle mantra: Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig. Men det virker ikke.
For nok er spillet til nu faldet ud til min fordel, men kun fordi nogen eller noget har mærket kortene for mig.
Og dette er ikke kærlighed.
Det er noget endnu værre.
Jeg burde føle mig hjemme her.
Det skyggeblå og hvidgyldne snelandskab kunne være Sarntaler Alperne i vinterdragt, blot med en lavere, køligere sol. Og Kolpa, hvis islagte slyngninger, jeg kan skimte nede i dalbunden, er en flod som alle andre.
Men der er alle de små ting, jeg først får registreret lidt efter lidt. Der er den skyfri solskinshimmel i en klar, men forkert nuance af blåt. Der er sigøjnergranskovene, som klynger sig til bjergvæggen, og hvis tunge nåle hænger ubevægelige ned nu som mørkegrønne rørklokker. Og der er duftene. Selv i brænderøgen, der stiger lodret op fra husene i Stepanopol, er der en snert af noget, jeg ikke er fortrolig med.
Det er vindstille og så koldt, at min ånde fryser og sætter sig som rim i mit skæg og mine øjenvipper, og jeg er klar over, at uden pelsen, vanterne og skindhuen, som jeg har lånt af Gregor, ville jeg ikke have kunnet forlade huset. Men Marja vil vise mig stedet. Eller rettere: hun vil tale alene med mig.
Vi følger vejen fra Powyrnisch, som løber langs foden af fjeldet en 15-20 meter over Stepanopol og gennem det yderkvarter, hvor familien Tschuderka bor, for længere fremme at sænke sig og svinge tilbage og ind i byen. Sneplovene har skrabet vejen glat og kastet sneen op i volde langs vejkanterne. Og mine støvlesåler har svært ved at stå fast, bortset fra de par steder, hvor folk har strøet aske foran deres hus.
Fra vejen har vi udsigt over skrånende, bladløse frugthaver, over byen med dens siv- og spåntage og kirkerne, hvis guldkupler skærer i øjnene. Der hænger en let frostdis over engene ved floden. På den anden side af dalen rejser Narelibjergene sig som en mur af skygge. Det er der paiolerne bor.
Marja peger bygninger og bjerge og planter ud for mig, ønsker ikke at høre mig fortælle om Jorden, som hun påstår, hun kender bedre, end jeg kender Nakorza.
Om vore forfædres hjemstavn kan vi læse alt i bøgerne, siger hun. Og jeg har studeret vores historie bedre end de fleste.
Hun er alvorlig, men rolig og påfaldende tavs om det, der forestår. Jeg har ventet gråd og vrede, lange betroelser og - af en eller anden grund - anekdoter om hendes barndom. Men hun opretholder en afslappet distance, væbner sig med hverdag.
Mens vi går ned mod byen, spørger jeg hende, i hvilken af kirkerne midnatsmessen skal finde sted.
I ingen af dem, svarer hun, standser op, tager fat i mig og drejer mig, så jeg har udsyn mod nord, op langs fjeldvæggen. Så tager hun en kikkert frem af en pelsforet skuldertaske og rækker mig den efter at have indstillet på afstanden.
I det fjerne kan jeg se en gammel løgkuplet katedral klynge sig til bjerget. Ved siden
af den rager en smal, sort stenformation frem af sneen og forsvinder i dybet hundreder af meter nede. Stynka Schertfilor. Offerklippen.
Skærtorsdag og langfredag, siger Marja, går vi i kirke i Stepanopol; men det er en gammel tradition, at hele egnens befolkning samles i Fanuriuskirken i Chidno påskenat.
Hun står så tæt på mig nu for at pege kirken ud for mig (dér, til venstre for fremspringet ved Powyrnisch og bag ved bakkerne, kan du se noget, der skinner i solen!) at jeg kan mærke varmen fra hendes åndedræt. Og jeg lægger en arm om livet på hende, forsøger at trække hende ind til mig og vende hendes ansigt mod mit; men hun skubber mig væk, den blanke kørebane forsvinder under mig, og jeg havner på ryggen i vejsidens opdyngede sne.
For at tage brodden af det, gør hun det til en spøg, leger, at hun leger og begynder at kaste snebolde på mig; men der er ingen tyngde i den tørre pulversne. I stedet sætter hun sig over skrævs på mig og gnider håndfulde af sne ud i mit ansigt. Hendes hår falder frem og fejer hen over mine øjne, men jeg kan se, at hun har blottet tænderne i et smil. Men mit blik vælger at undgå hendes ansigt. Det er let nok; hår og sne får øjnene til at fyldes med vand.
Undskyld, siger hun, at jeg tager udsigten til den smukke, blå himmel; og jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer til at tænke på Fausto. Det gør ikke noget, siger jeg, mens jeg stabler mig på benene og børster sneen af pelsen; da jeg var barn, var der altid en stor, venlig skygge, der tog udsynet til himlen. Det har jag savnet.
Giv mig lidt tid, siger hun, mens vi leder i snedriven efter kikkerten. Det i nat var... jeg ved ikke, hvad det var.
Jeg ved, hvad det var, siger jeg uden at forklare mig. Og jeg ved også, tilføjer jeg, at selv om jeg ikke havde vidst, at du var den, der var bestemt for mig, ville jeg alligevel ønske at tage dig med hjem.
Vi sidder på hug og ser på hinanden; så lægger hun armene om mig og læner panden mod min skulder.
Jeg kan godt vinde mit kulaiispil, med eller uden andres hjælp, tænker jeg uden at tage højde for alle spillets selvmodsigelser.
Kikkerten, siger Marja.
Fra deres stænger og liner hænger byens flag slappe ned, både de regionale farver og, foran rådhuset, unionsflaget, der er vandret delt af sort, hvidt og himmelblåt. Renfærdigt og forfrossent.
Tykke lugte af stegefedt, trækul og røgelse står skarpt afgrænsede i frostluften. Man kan gå ind i dem og ud af dem. På fortovene glimter stumper af istapper, der er skrabet ned fra tagskæggene.
Gaderne er mennesketomme, men hist og her møder vi små grupper af unge mænd, der stikker hovederne sammen og ser fjendtligt efter os. Mænd på Damjans alder, mænd, der må kende Damjan. En enkelt råber noget, som får Marja til at knibe læberne sammen; og jeg føler mig utryg. Der er ingen til at komme os til undsætning, hvis Damjans venner skulle gå over til håndgribeligheder. Unge mænds besked til fremmede overalt og til alle tider: Hold dig fra vores kvinder!
Du behøver ikke at være urolig, siger Marja og leder mig ind i en mørk, røgfyldt krostue, som en eller anden (en gæst med en ubetalt regning?) har udsmykket med et ubehjælpsomt, men virkningsfuldt oliemaleri af Stjernekransen, om det nu er ment som en besværgelse eller det er mit første møde i Ny Ruthenien med galgenhumor. Eller humor i det hele taget for den sags skyld.
Rummet er tomt, bortset fra os; påsken og Stjernekransen i forening stimulerer tilsyneladende ikke til at tage i byen, og det undrer mig lidt, at stedet ikke har lukket. Værten, Tudor, har heller ikke gang i køkkenet, og vi må lade os nøje med noget, jeg på et andet sted og under andre omstændigheder ville have kaldt snacks.
Øllet i de store krus smager, forunderligt nok, som øl; men virkningen beror ikke blot på alkohol: der er noget andet i det, noget, der ikke kan smages, men som får hjertet til at slå regelmæssigt, gør lyset stærkere og får farverne til at træde frem.
Måske har de lyst til at slå dig ihjel, siger Marja; men så længe de tror, at deres eget liv afhænger af, at du vender velbeholdent tilbage, giver de dig højst en dragt prygl. Men de vover sig ikke ind til Tudor for at lave ballade, og jeg skal nok sørge for, at vi kommer sikkert ud af byen.
Jeg ånder dybt ud, lader skuldrene synke og føler det, som om tykke, bløde dyner blev pakket om min krop. Stjernekransen er blot et amatørbillede på en krovæg - og slet ikke noget ringe billede, forekommer det mig pludselig.
Marja drejer hovedet og følger mit blik. Med udsigt til den fuldstændige udslettelse, siger hun, er det måske underligt, at nogen kan tage sig af, hvad der ville ske, hvis du aldrig vendte tilbage til Jorden. Men de fleste foretrækker at dø frem for aldrig at have eksisteret.
Hun skvulper øllet frem og tilbage i kruset.
Jeg ved egentlig ikke hvorfor, hvisker hun.
Der er noget, der har undret mig, begynder jeg, inden mismodet får grebet hende, hvordan kan du være så sikker på, at du er den Maria? Hun ser mig længe ind i øjnene. Mod hendes blege hud banker en blå puls, i tindingen, på halsen.
Og der er noget, der har undret mig, siger hun så og trækker de brede, mørke bryn sammen. Hvorfor har hverken du eller nogen anden spekuleret på, hvordan Marias oplysninger om Nakorza kunne være afgørende for, at de - hvem de så er - kunne finde stedet igen? Hvor kender hun Nakorzas beliggenhed fra, set fra Jorden? Og har du ikke selv koordinaterne?
Min kapsel finder automatisk hjem igen, svarer jeg. Da jeg først var bragt til denne krog af Mælkevejen, hoppede jeg fra solsystem til solsystem på må og få, mens jeg ledte efter en planet af samme type som Jorden. Og havnede hér. Men kapselen klarer det meste på egen hånd. Jeg er digter, ikke videnskabsmand.
I betragtning af min forventede rolle i alt dette, ville det så være indiskret at spørge, hvor din kapsel, som du kalder den, befinder sig?
Det myge velvære er forsvundet, de dybe dunpuder trukket bort. Hele mit liv har jeg forsøgt at styre uden om konflikter, har troet at verden forsvandt, når jeg lukkede øjnene, har bildt mig ind, jeg var udødelig, har nægtet at åbne døren for fremmede og at lukke rudekuverter op. Og nu er den her, Den Store Rykkerskrivelse. Men jeg fornægter den igen, kan ikke få mig selv til at sige: Jeg ved det ikke - et eller andet sted i en grotte, jeg skal nok komme på det, når tiden er inde; vi er her jo, og derfor må jeg have fundet den igen.
Kan ikke.
Når tiden er inde, siger jeg blot, skal jeg nok fortælle dig det.
Til gengæld, siger Marja, vil jeg svare på dét, du spurgte om. Og fra sin taske, hvor hun også opbevarer kikkerten, tager hun en bog frem, en tyk bog i læderbind, fedtet og slidt og med bittesmå typer på silketyndt papir.
Derfor, siger Marja.
Jeg løfter øjenbrynene: Hvad er det?
En af mine forfædre, siger hun, var mellem pilgrimsfædrene. Og det, du ser dér (hun lægger sin hånd på bogen) er en udskrift af logbogen fra "Crown of Stars", tyvstjålet, reddet fra den lovbestemte tilintetgørelse og opbevaret i dybeste hemmelighed hos familien Tschuderka århundrede efter århundrede.
Hun læner sig frem over bordet, og jeg kan mærke, at også hos hende er den blide eufori ved at klinge ud.
Fra det øjeblik Stjernekransen dukkede op, siger hun, vidste jeg, hvem jeg var. Jeg var simpelthen den sidste mulighed. Og da jeg blev klar over dét, ville jeg ønske, jeg aldrig havde læst i bogen, ville ønske, at nogen havde smidt den i ilden. Nu er det for sent.
Hun fører hånden op til pande. Det er alt sammen herinde.
Chokfasen. Det er det, de kalder den. Den, hvor man læser avisen på hovedet, efter at lægen har stillet diagnosen. Dén diagnose. Det er den fase, hvor man går op i, hvilket tøj man skal have på til sin mors begravelse.
Jeg rækker en hånd frem mod hende, og den ryster. Jeg elskede dig fra det øjeblik, jeg så dig i snestormen i Powyrnisch; jeg vil tage dig med tilbage til Jorden, og jeg skal prøve at være fair over for dig ...
Jeg går i stå.
Men, siger Marja.
Ja, siger jeg, ånder dybt ind. Tager tilløb, men...
... men, siger Marja, du aner ikke, hvor kapslen er!
Jeg synker, ryster på hovedet. Nej, siger jeg, men...
Blodet løber fra Marjas ansigt, og hendes kæber dirrer som af kulde.
Det giver mening, siger hun hæst.
Og, åh Gud, ja, det giver mening. Jeg kan se, hvad der kommer, kan se hele regningen i rudekuverten, fatter heller ikke nu, hvad denne gæld har med mig at gøre. Og kan som sædvanlig ikke betale.
A wenit Damjan, lyder Tudors stemme fra disken.
Ud til gaden, hvor mørket er faldet på, går døren op, og Damjan træder ind med sårede grå øjne for at holde et løfte, han må have afgivet, før vi tog af sted. For at beskytte sin kærestes elsker. For at få os sikkert hjem.
Hele vejen op ad bakken til Tschuderkas hus går jeg foran de to andre, ikke så meget, at det virker demonstrativt, men nok til, at jeg ikke kan mærke, når de standser op for at hviske sammen eller græde sammen eller kysses.
Foran mig flammer nordlys, stærke nok til at kaste urolige skygger. Snart bløder de som en måneopgang, snart løber de som bundter af søgelys bag bjergene, og til sidst, før de omsider forsvinder, bølger de som et forhæng, der trækkes fra
Så træder stjernehimlen frem, den tætpakkede hvide nathimmel nær galaksens midte, som en juvelbesat ikonostas.
Og midt i den, over katedralen i Chidno, står Stjernekransens kongedør åben ind til det tomme Allerhelligste.
Smuk og betydningstung. Og meningsløs og tilfældig. Som en afskrivningsfejl.
3.
Nyruthenernes påskenatstræk mod Chidno er begyndt: fra førstesalen i Gregors hus har jeg kunnet se de små lys, der bevæger sig, strømmer ned ad usynlige bjergskrænter, samler sig og glider op ad hovedvejen langs Kolpa. De kommer på vognlad, på slæder og i kaner med brændende fakler, der hele tiden fornyes: og mellem dem, ved jeg, flyder en strøm af skiløbere af sted i mørket.
Marjas ældste broder, Stojan, har kørt en bil med åbent lad frem foran huset, kontrollerer gasgeneratoren og går fakkelholderne efter. Over de fastnittede bænke på ladet breder han bløde, gyldenbrune skind.
Naboer, der skal køre med, står ventende på vejen og stamper med fødderne for at holde varmen. Der er ældre mennesker, som møder mig med uforståelige hilsener, og i baggrunden unge mænd med brede kindben og kolde øjne.
I min følelse af udenfor-hed vil jeg klemme mig ind på forsædet ved siden af Stojan, men bliver ført op på ladet af Gregor og bænket ud for en fakkel, der knitrer af duftende harpiks.
Den sidste af de to måner er ved at gå ned: Beribek jager Zarela ned bag Chidnos tilsneede slugter. Fra jagende dyr i skoven kommer en søvnløs tuden, der tages op længere borte og bæres som et budskab mod horisonten. Et skyslør er ved at trække over den flammende himmel, og højt over Chidno er der et sort sår, der breder sig, omgivet af en ring af lys.
Efterhånden, som vi når ned til hovedvejen og slutter os til den lange række af kaner , forspændte med de lange, lavbenede trækdyr, hvis pels skinner grønligt i fakkelskæret, og osende lastbiler, begynder jeg at kunne høre sangen - ikke påskehymner, men sørgmodige folkesange, hvis ord jeg ikke forstår. Nogle gange former den sig som spørgsmål og svar mellem to biler, der kører bag hinanden, væver sig omkring motorens bastone og punkteres nu og da af en hosten, når røgen fra en generator slår ned. Fra Narelisiden hilses sangen af paiolernes lange, jamrende glissandi.
På engene, hvor vejen til Chidno fører tilbage til østbredden, har skovhuggere og kulsviere oppe nordfra rejst store lædertelte og stillet boder op, hvorfra de sælger pølser og øl, sække med trækul og bundter af skind. Deres ansigter skinner mellem de glødende kulbækkener og fyrfade; og nogle af skiløberne er standset op for st styrke sig inden turen op ad fjeldet. Men de fleste af os drager blot forbi; og på den anden side af floden hører sangen gradvis op, sjælene og bilerne sættes i første gear, vi snegler os op ad bakke i en lang ubrudt kø, og jeg undrer mig over, hvordan så mange mennesker skal få plads i en enkelt kirke.
Marja stirrer frem for sig og synes ingenting at se. Kolja kaster hastige sideblikke til sin søster, og Gregor betragter mig med tungt og ufravendt blik - tvinger mig til at se bort og rette min opmærksomhed mod natten og bjergene.
En tre-fire hundrede meter fra vort bestemmelsessted er der en vældig, plan flade, hvor biler og kaner stilles hen. Derfra går det sidste stykke vej langs bjergsiden frem til Fanurius' katedral; stien er ujævn og glat, der er kun et spinkelt rækværk som værn mod faldet ned i slugten, og svimle og gamle klemmer sig nervøst op ad klipperne og klamrer sig til dem og de birkehvide træer. Til sidst toner katedralen frem, og den er anderledes, end jeg havde forestillet mig fra mit udsigtspunkt i Stepanopol - ikke mindre og ikke større, blot anderledes, ser virkelig ud til at hænge over afgrunden, klemt inde under et nøgent, rundt klippefremspring. Dér står den, høj, af gråmalede planker; og de gyldne kupler støder næsten mod klippen ovenover, oplyst nedefra af billygter og fakler. Og jeg kan se, at træværket mest er en facade ud mod dalen, tømret op foran en vældig grotte i bjerget, og forstår nu, at der kan være plads til alle hos den Hellige Fanurius.
Der er en hvirvel af stærke men nattedæmpede farver. Der er svedlugt fra mennesker, der går omkring og hilser på venner og familie, de ikke har set længe. Der er udveksling af nyt og gaver, men også en dæmpet, adspredt alvor. Og på et tidspunkt er der nogen, der baner en vej gennem mylderet for patriarken Ischaslaw, som guldglimtende forsvinder ind gennem en sidedør.
Jeg er fortabt og frysende, er blevet skilt fra familien Tschuderka, vandrer omkring foran kirken, ind i den og rundt i den, fortumlet af de glitrende ikoner og tusinder af brændende alterkerter, af røgelse, fremmede ansigter og rummets uhyrlige størrelse. En kirke så stor som en landsby.
Modsat den dør, vi er kommet ind ad, står en anden åben ud til en snæver afsats. Varmen fra mennesker og lys får en lun vind til at blæse ud af den og feje papirstykker og støv med sig. Mit tøj bevæger sig i trækken, og mit hår flyver frem over panden.
Neden for afsatsen kan jeg skimte først en smal, islagt klippeskråning, så et stejlt, sort styrt: Stynka Schertfilor. Der er ingen afspærringer og ingen vagter at se, og trods Gregors forsikringer har jeg heller ikke ventet det.
Måske, tænker jeg, har man ladet døren stå åben af hensyn til luftfornyelsen, eller måske har nogen blot glemt at lukke den; men ingen af mulighederne overbeviser mig helt, og jeg føler mig lammet og i vildrede.
Folk er ved at samle sig, forlader helgenbillederne for at stille sig foran ikonostasen; og korhymnerne begynder at rejse sig mod loftets forgyldte stalaktitter og skylle ud imod mig. Jeg bliver stående, hvor jeg er, småfrysende i trækken og besluttet på ikke at lade nogen slippe ud af døren - vel vidende at det er en tom gestus, at jeg ikke er nogen helt, at jeg aldrig - aldrig - har været i stand til at sætte min vilje igennem. Med mindre nogen har ladet mig vinde, har jeg tabt. Et kort øjeblik lader jeg tankerne strejfe hen over alle mine nederlag, tager også dét med, jeg kan se komme, blot for at indse, at der ikke var mange, men kun ét, som er blevet foldet igen og igen. Og savnet vokser sig ikke større, men viser sig blot fra en ny side hver gang. Og nu?
Vinterhimlen er rullet henover Nakorza, og udenfor, over den forræderiske afsats, over katedralen og Offerklippens sorte glans, stråler Stjernekransen.
Og mens jeg stirrer op på undergangen, på denne undergang, mærker jeg en pludselig stemmen for trommehinderne. Sangen er hørt op. Bag min ryg er der en vældig men dæmpet lyd, en sukken, en samstemt bevægelse af fødder.
Så vender jeg mig mod kirkeskibet. Sangen kommer igen, klarere denne gang, fordi alle ansigter er rettet mod mig, men også lavere og mere sørgmodig. Der er dødsklage i den og en knurren i basstemmerne, der får det til at krybe koldt i hovedbunden.
En mur af festklædte mennesker er i en langsom og frygtelig bevægelse frem over gulvet. Foran dem vandrer Marja og Ischaslaw, der synes at støtte hende og taler sagte med sit ansigt vendt mod hendes. Ordene drukner i korsangen, og rummet svømmer i en hvid og gylden tåge. Og midt på gulvet, et stenkast fra mig og et stenkast fra menigheden, synker Marja på knæ med foldede hænder, mens hendes læber bevæger sig; og skønt jeg ingen ting kan høre, ved jeg, hvad hun siger.
Og efterhånden, som de nærmer sig døren, hvor jeg står, kold, klistret og brændende, i en feber af elendighed, former min beslutning sig: omsider og for denne ene gangs skyld at holde på den, jeg elsker, at sætte mig til modværge, at ændre tingene, og fra en lomme dybt i pelsen tager jeg det våben frem, jeg har svoret aldrig at bruge, holder det frem for mig med hænder, der dunker af en tung og hurtig puls, og retter det mod Ischaslaw, mens menneskemuren sætter sig i bevægelse og styrter frem mod os med hvide ansigter og høje råb, der lyder, som om de synger af vrede.
Måske, siger Marja og ser på mig ud af de blå øjne under de sorte bryn, sker dette, fordi jeg alligevel kom til at holde af dig. Og Ischaslaw træder frem og griber hende i armen for at lede hende forbi mig ud på den islagte hylde. Slip hende og træd tilbage, råber jeg på tysk og håber, han forstår mig; men han ser forbi mig.
Stik dit våben i lommen, hvisker Marja og træder mellem Ischaslaw og mig. Men det er for sent. Skuddet går gennem hendes fremstrakte hånd og borer sig ind mellem øjnene på Ischaslaw, der synker om og bliver liggende på stengulvet som en dynge efterårsløv, mens Marja løber gennem døren, der synes næsten at suge hende ud i mørket, breder armene ud, lader sig glide ned ad den første, glatte krumning -
I brøkdelen af et sekund ser jeg hende svæve som et krucifiks over afgrunden. Og i det næste er der billedet af patriarkens døde øjne, hans gyldne messedragt og en bog, der ligger tabt på gulvet med en bloddråbe på omslaget. En bog med en fin, tæt skrift og en afskriverfejl.
- og forsvinder ud over kanten.
Der er meget stille.
Så må hun have ramt bunden.
Der er et gigantisk ryk, mindre som et jordskælv, end som om universet var sprunget ud af gear. Så er der angst, angst, angst, der flår mig op, får min forstand til at falde fra hinanden i flager; og virkeligheden og den smule orden, der er tilbage i mig og i kosmos falder som et skærmbillede.
Jeg suges ned og ned som i et sort hul, lever mit liv om, oplever min død, er i Helvede i hundrede år? en million år? Så begynder det hele forfra, kun afbrudt af korte århundreder, hvor jeg kan mærke mine indvolde skifte plads, opleve, hvordan jeg bliver blind, og mine smeltede øjne løber ned ad mine kinder, hvordan min hjerne ikke mere formår at styre mine muskler. Tørst og angst. Angst og vanvid.
Midnat. Kongedøren går op og sender præsterne ud fra det Allerhelligste, Christos was-chrjes! synger de. Kristus er opstanden. Og wai istino was-chrjes, svarer kor og menighed.
Sandelig, han er opstanden.
Jeg kender kirken uden helt at genkende den, bemærker dens fint tilhuggede sten, moderne inventar og alle sporene efter en dyr arkitekt og føler den samme distante selvfølgelighed som den, man betragter sit hjem med efter en lang rejse eller sit værelse morgenen efter en alt for levende drøm.
Men den rest af alternativ erindring, der spøger i min førbevidsthed, er ikke en drøm. De blege billeder, der dukker frem og lejrer sig over tingene, er ikke fantasmer.
Hver gang, jeg lægger nakken tilbage og ser op mod det strålende loft, er der et kort øjeblik, hvor linierne forlænges og forsvinder højt oppe; og der er et lillebitte glimt af guldbelagte stalaktitter.
Jeg stiller mig på række sammen med de andre, vi kysser hinanden på kinden og lykønsker hverandre med Kristi opstandelse, og jeg kender deres navne, ved, hvem de er; men i millisekunder toner andre ansigter frem som på et dobbelteksponeret foto: et kvindeansigt med hår, der falder ud under en pelshue, eller ansigtet på en mand, der engang kaldte mig: min ven.
Virkelige ansigter og virkelige stemmer.
Og der er tabet. Tabet af en virkelig kvinde, der valgte aldrig at have eksisteret. Tab er altid virkelige.
Alle forudsætninger smeltet om. En fejltagelse, der aldrig blev givet videre. Tusinder af kolonister, som engang i fremtiden bliver sendt til det rigtige sted, og hvis efterkommere tager mig i hånden og lykønsker mig i dette hellige, oplyste og velopvarmede rum.
Og en kvinde, der aldrig har eksisteret, men som jeg elsker. Ja, er der en, der siger til mig. Også jeg har tårer i øjnene - er det ikke ufatteligt! Han er opstanden, han har sejret over døden og forløst os!
Hun, retter jeg i tankerne, dypper brødet i vinen og spiser det med en sølvske.
På vej ud bliver jeg råbt an af en stemme fra kirkekontoret. Gerold Schenna? spørger den, og jeg nikker med en fornemmelse af déjà-vu.
Der er kommet en telefonbesked til Dem fra en Mr. Cornelius om, at han i følge aftalen vil hente Dem mandag morgen.
Tak, siger jeg og kaster et blik på mit ur.
Den er fire. Og mit ur stemmer med dét på væggen.
Der er en kort undren over, at mit ur går rigtigt, og at ingen af urskiverne rummer mere end tolv tal.
Så går jeg ud i den tidlige forårsdæmring og ser op mod de blegnende stjerner, den pletfrie himmel, som om et par timer vil være blå.
De første fugle er begyndt at synge.
Lad os bare kalde dem fugle.
Epilog
Det var ikke en drøm, vel? spørger Jerry, mens vi lytter til dækkenes bløde susen på vej gennem det lune morgenmørke.
Nej, svarer jeg, det var ingen drøm; en drøm ville være lettere at forstå.
Hm, brummer Jerry.
Vi er på vej mod syd gennem et frugtbart, bølgende landskab, hvis uendelige tæppe af silkeagtige purpurgræsser er begyndt at fange det første lys fra solopgangen.
Med mellemrum kommer vi igennem sovende landsbyer med hvidkalkede huse og marker med et slør af spirende grønt eller rødlilla. Gårdenes husdyrlugte og forårslugten af fugtig jord strømmer ind til os gennem trækruderne.
Læg dig om på bagsædet, siger Jerry og kører bilen ind til vejsiden.
Du har masser af tid at få sovet i, inden vi er i Akún; og du må hellere være udhvilet til pressekonferencen. Rul min frakke sammen, læg den under hovedet og gør dig det bekvemt.
Jeg står ved siden af bilen, der dufter af lak, varmt voks og læder og benzin.
Det lufter let, morgenkøligt men ikke koldt, bakketoppene er dukket frem i solopgangen, og på de sorte træklynger er løvet begyndt at folde sig ud.
Det er endnu så spædt, som var det malet på grenene med en tohårspensel.
Om lidt vil natteduggen stige op fra jorden som damp, og det vil blive en varm dag i dette hjørne af Nakorza.
Dette Nakorza, som ikke nødvendigvis er et lykkeligere Nakorza, blot et rigere, mere avanceret.
Og et Nakorza uden Stjernekransen.
Jeg lægger mig på bagsædet, udmattet, men alt for vågen.
Et feberagtigt ubehag jager rundt i kroppen; mit undertøj klæber allerede til huden, og det er umuligt at finde hvile, ligegyldigt hvordan jeg anbringer mig.
Jerry fanger mit blik i bakspejlet.
Ved at kaste sig ud fra klippen slettede Marja alle forudsætningerne fra - lad os kalde det - Det Store Arkiv. Også de forkerte koordinater, der befandt sig i logbogen og i hendes egen bevidsthed, OK? Han løfter øjenbrynene. Jeg nikker.
Det var også derfor, du ikke kunne finde kapslen, fortsætter han, - den var der simpelthen ikke.
Måske ikke, svarer jeg. Eller måske havde jeg fortrængt, hvor den var.
På en måde, siger Jerry, var Marjas offer den ultimative løsning.
Løsning på hvad? afbryder jeg. Hvordan løser man et problem, der aldrig har eksisteret?
Læg dig ned og sov, siger Jerry, og hvis du ikke kan falde i søvn, ligger der en flaske med noget, de kalder vodka, i bagruden.
Vi kører gennem en halvstor provinsby; den er festprydet af en eller anden grund, guirlander gynger over gaderne i solskinsbrisen, og fra en stang ved en blændende marmorbygning strømmer et flag i sort og hvidt og blåt.
Jeg har skruet låget af den varme flaske, og den svage duft af liljekonval sammen med flagets mindelser om sorg og sne og himmel får noget til at brænde i mellemgulvet, allerede inden jeg har drukket den første slurk.
Et job til dig, Jerry! siger jeg. Det formodes vel, at vi har informationer med hjem - om skibets kurs og besætningens navne foruden om stedets økosfære.
Don't worry, siger Jerry. Jeg har været flittig, mens du var på ferie, og alle de nødvendige data hviler allerede trygt i en boks i Akún.
The Founding Fathers, Jerry, de første kolonister, siger jeg, gå deres navne igennem, gå dem meget, meget omhyggeligt igennem.
Du behøver ikke sige mere, svarer han; jeg går dem igennem og stryger hver eneste Tschuderka, Cuderka og Chuderka fra listen. For ellers...
Med sin højre hånd tegner han et liggende ottetal i luften. Et evighedssymbol.
Så tager jeg et dybt drag af flasken, lægger mig ned, lader duften brede sig i mund, næse og bihuler og hengiver mig til minderne om noget, der aldrig har eksisteret.
Lykkeligt fri af byzonen speeder Jerry op, og på det næste lange, lige stræk hen over purpurprærien er der ikke andet at høre end dækkenes hvisken og lyden af forårsblæsten. Som en susen for ørene i et ensomt rum.
Bilen, mumler jeg.
Hvad den? spørger Jerry.
Hvad kaldes det mærke, vi kører i?
Tja-a-a, svarer han tøvende, Thornton, tror jeg. Efter en af de første kolonister.
Og efter en pause slår han ud med hånden, ud mod lyset og al den ubesmittede friskhed.
Skidesmukt, siger han.
Søvnen begynder at lukke sig om mig; jeg stirrer op gennem skylightet på en blå og skyfri himmel. Et øjeblik tror jeg at se et hvidt ansigt, en hvirvel af sne, og noget tynger mit bryst, som om der sad nogen på det.
Så løses sne og ansigt op i en flok hvide fugle, der spredes over steppen.
Hov, siger Jerry, du græder jo -
|
|
|