Fotostat
Novelle fra bogen "Isen mellem øerne"
Mine eye and heart are at a mortal war... (William Shakespeare)
Ingen vil nogensinde komme til at låse, hvad jeg skriver her. Alligevel ville jeg ønske, at jeg kunne skrive med samme renhed, samme skyfrihed, som den katastrofen efterlod i mig.
Det er næppe mere end et par timer siden (men jeg har ingen mulighed for at kontrollere det), at vi lå ved siden af hinanden i solskinnet, kunne mærke sveden afkøles på vores hud og føle den pludselige fugtige varme fra den andens åndedræt, når vi vendte ansigtet mod hinanden, den fremmede blødhed, når vi fandt frem til hinandens læber.
Vi kunne høre de første aftenfugle fløjte. Vi kunne se, hvordan lyset gennem persiennerne tegnede skraveringer på tapetet, og kunne se det cremehvide sengetøj ligge ubevægeligt under os, som lå vi på en seng af elfenben.
Men vi kunne ikke se hinanden.
Jeg havde våret i færd med at skrive et digt om kærlighed, og det var omtrent som at oversætte fra ét uddødt sprog til et andet. Jeg sad rådvild bøjet over min skrivemaskine, der var lige så forældet som mit emne, og var gået i stå, var knap nok kommet i gang, fordi der ikke var nogen sammenhæng og ingen hemmeligheder at øse kærlighed af i min fortid (kun glasklare fragmenter) og ingen gådefulde stier, der skulle banes i min fremtid (som lå gennemsigtig foran mig eller rettere under mig, i fugleperspektiv), da der skete noget.
Blot for at bryde ubeslutsomheden havde jeg ført min pegefinger ned mod en tast for dog at sætte et punktum (af alle tegn: et punktum!) og jeg kunne mærke fingerspidsen røre ved slidt plastic, føle den mekaniske modstand og given-efter og høre klikket, da typen ramte valsen. Men jeg så ingenting. Eller, for at være helt nøjagtig, jeg så min finger blive liggende på tasten uden at røre sig. Det eneste, der var at se, var en hånd, der hang lynfrossen over tastaturet.
Billedet af hånden forandrede sig heller ikke, da jeg trak den til mig. Der kom en genfærdshånd ud af ingenting og strejfede min pande; og fra de usynlige fingre rasede neuroner op til et center i min hjerne for at fortælle mig, at min pande var fugtig og kold. Jeg fortalte mig selv, at jeg var ved at dø, nej, værre endnu: at jeg allerede var død. Engang havde jeg låst en teori om, at sanseindtrykkene i selve dødsøjeblikket bliver stående i al evighed, fordi ikke-væren nu engang ikke er og derfor må fyldes ud med noget, og at det er disse sidste frosne følelser, der afgør, om vi er i Helvede eller i Paradis.
Men jeg havde et sprog, altså var jeg til. Og jeg tørrede den svedige spøgelseshånd af mod billedet af mit skjortebryst. Når jeg trak vejret (hurtigt og stødvis) kunne jeg mærke blodet måttes med ilt. Jeg kunne mærke hjertet galoppere af sted og føje sekund til sekund og kunne registrere de indre lyde, når jeg sank mit spyt. Jeg kunne høre gardinet blafre i forårsbrisen, skønt det tilsyneladende stod som støbt i glas i en stivnet bue ind i værelset.
Det var en mulighed, naturligvis, at jeg var blevet gal. Omsider.
Jeg rakte i blinde ud efter cigaretpakken, der lå på skrivebordet, lysende hvid med klare røde bogstaver, følte hånden støde imod den, gribe om den og lirke en cigaret fri. Jeg lagde pakken fra mig igen, så at den så nogenlunde faldt sammen med sit afbillede og var til at finde senere. Jeg fjernede lighteren fra dens sort- og grønstribede billede og stak den og cigaretten i brystlommen.
Lommen blev ved med at våre flad og tom.
Alle mine muskelfibre trak sig sammen, dirrede. Jeg rejste mig fra stolen uden at flytte på den, følte mig vej rundt om bordet og mærkede en kriblende kulde brede sig i min hovedbund, da jeg kastede et blik tilbage og så mig selv (uden spejlbilledets fortrolighed) sidde forstenet med pegefingeren mod punktumtasten. Jeg prøvede at undgå det krampagtigt udspilede gardin. Følte det flagre hen over min hud. Så ud af vinduet.
Blåsten åndede mod mit ansigt.
Skrig. Råb om hjålp. Lyden af skrigende bremser. Den stikkende lyd af splintret glas. Knasen af metal mod metal.
Foran boligblokken var tre biler støbt fast i et nu, der ikke mere var nu. Cyklister holdt mirakuløst balancen på hjul, der stod stille med sårt slørede eger. Obskønt livagtige voksmannequinner var anbragt tilfåldigt ned langs begge fortove. Platanernes blade hang i umulige vinkler, fangede i et størknet vindstød.
Nogen eller noget havde trykket på en knap med STILL, der frøs billedet fast, mens lydsiden på ubegribelig vis kørte videre. (Men et bilhorn havde sat sig fast, og dets tuden hang uforanderligt i luften).
Et eller andet sted, som måske slet ikke var et sted, var en fjeder løbet ud, en naturlov sprunget ud af gear og (det forstod jeg nu af det forstenede solskin og den flydende støj) lysets hastighed bremset op. Måske (tånkte jeg, mens jeg lånede mig ud over vindueskarmen, bevågede den måske tåndte lighter frem og tilbage foran cigaretten og mårkede fine regndråber slå mod mine usynlige hånder i solskinnet) var universet bare blevet senilt og orkede ikke långere at tånke naturlovene.
Den usynlige cigaretrøg smagte mig ikke, var kun en vag kradsen i nåseborene, en tørhed på tungen. Jeg sad (måtte sidde) i vindueskarmen, og dt ikke at kunne se mine egne hånder sendte et jag af højdeskråk igennem mig, skønt der kun var godt et par meter ned til fortovet. Jeg løftede formålsløst den ene arm for at kaste et blik på armbåndsuret og blev klar over, at jeg aldrig mere ville vide, hvad klokken var, eller om det var nat eller dag.
Jeg lod blikket løbe gennem (billedet af) stuen, over fotografiet af Elaine, der for evigt var holdt fast ved strandkanten i Vornås skov med det sorte hår flagrende ud over Svendborg Sund, et billede af et billede (af et billede?), og vidste, at hun stadig ville stå der, når papiret var smuldret, når hun var smuldret, når huset igen var t med grunden, det stod på. Jeg fortabte mig i andre billeder af billeder, på våggene, i vindueskarmene, på skrivebordet, og forstod (endelig), at de aldrig havde våret andet.
Det var verdens undergang, og jeg følte mig beskåmmet, fordi den havde indhentet mig midt i et kærlighedsdigt uden kærlighed.
(Jeg havde skrevet mine digte med fotografier af Elaine (eller Marianne eller Carina eller Christina) foran mig, fastholdt lys uden noget under. Selv når jeg var sammen med hende (dem), var det billedet, der tryllebandt mig. Når vi kyssede hinanden, kom det altid bag på mig at opleve modstanden, trykket af fremmede, egenrådige låber; og jeg spekulerede engang imellem på, hvor mange kys, der var, når man kyssede hinanden: et eller to?)
Det var verdens undergang. Og jeg følte ikke det, jeg vidste, at jeg skulle for...
...piloterne, der over hele verden fløj videre i blinde (fungerede radiosignaler mon stadig, som de plejede?), børnene på vej hjem fra skole, der pludselig fandt sig selv fangede i lyset som fluer i rav, de tusinder af biler, der nu måtte våre knust mod hinanden, mod tråer og mod mure, blodet, der fossede ud af usynlige sår, skrigene, der fødtes midt i den tomme luft, de kvåstede, der døde på landevejene, husene, der stod i flammer, ingen kunne se, og beboerne, der bråndte inde.
I stedet tånkte jeg bekymret på, hvordan det skulle gå med min begyndende tandpine, hvor jeg skulle få mad og cigaretter fra, og hvordan jeg skulle båre mig ad med at låse.
Ingen ville mere kunne slå op i en bog og læse.
Kun de bøger og blade, der tilfåldigvis havde ligget opslået, da solurene gik i stå, ville blive låst. Igen og igen. (Og ville ligge opslåede långe efter, at der var nogen til at låse dem).
Tanken om at låse en avis over skulderen på n, der ikke långere var der, fyldte mig med en slags tragisk lystighed.
Elskovsbreve (tånkte jeg) der var sendt af sted i dag, ville aldrig nå frem til adressaten.
(Som om de nogensinde gjorde det).
På den anden side af gaden var en tiårs dreng stivnet i et overgivent spring. Et solglimt var frosset fast til hans tånder. Måske var det den samme, jeg kunne høre kalde klagende på sin mor et stykke borte? En hvislen af papirsstykker blev drevet med blåsten ned ad asfalten. De samme papirsstykker, sikkert, som jeg kunne se i første sals højde, bråndt ind i dagen som urenheder i en fotografisk plade.
Jeg undrede mig. Var det virkelig det sluttelige mål med udviklingen: et diapositiv? En mega-fotostat, bag hvilken alt det, som den forestillede, gik i forfald?
Lysstille.
Og neden under dette fotoniske isdåkke styrtede stadig en mørk strøm af virkelighed af sted mod sit udløb. Jeg kunne høre den bruse gennem sit leje. Klagende stemmer steg op af den som skumsprøjt. Hamrende hånder buldrede som rullesten, der rives med langs bunden.
...buldrede fortvivlet mod min entrdør. Og jeg gik gennem (afbilledet af) min stuedør, styrede ned gennem entren og snublede over en kartotekskasse, jeg stadig kunne se på sin plads oven på skabet. (Jeg bandede, men mindede mig selv om, at jeg trods alt var heldigere end de, der befandt sig på Jordens natside, da dette skete). Et par øjeblikkes famlen med slåen fik entrdøren op, og nogen tumlede ind, og jeg vidste, at det var en kvinde, og undrede mig over, at jeg vidste det, når jeg ingenting kunne se.
Så rakte jeg hånden ud, og jeg var klar over, at hun var virkelig; og hun sagde, hold om mig! Og hun var våd af regn, duftede af fugtigt hår, hvis farve jeg ikke kunne se, og rystede i mine arme, til jeg selv begyndte at ryste og ikke kunne holde op, og jeg sagde, hold om mig! Så gjorde hun sine arme fri, lagde dem om min ryg og knugede mig ind til sig, til hendes våde tøj havde gennemblødt mit, og råkker af ringe og et armbånd borede sig ind mellem mine ribben. Jeg kunne lugte hendes sødlige, varme ånde og mårke bryster flades ud gennem vådt tøj; og da vi var holdt op med at skålve, og de hårde greb var begyndt at gøre ondt, tog jeg hendes hånd (og, jo, hun havde ringe på alle fingrene på den højre hånd, enkle ringe, glatte ringe, ringe med sten, ringe, der skruede sig i vinding efter vinding om det tynde lag kød på de spinkle knogler) og ledte hende forsigtigt ned ad gangen, sparkede kartotekskassen gennem køkkendøren, der stod åben i både den ene og den anden forstand, så ud mod den blå himmel bag køkkenvinduet, men mårkede ingen solvarme, og hørte blåsten og regnen slå mod ruden. Vi går lige som to genfård, hviskede hun, og jeg svarede ikke - kunne fornemme et stånk af hysteri i hendes stemme. Undskyld, hviskede hun, det var en krukket bemårkning. I denne situation, sagde jeg (og slog temmelig virkningsløst ud med hånden), er den bemårkning lige så god som enhver anden.
Jeg førte hende gennem døren til sovevårelset. Ikke fordi det var sovevårelset; men fordi jeg ikke kunne se hende, begyndte at forstå, at det var godt på den måde, og ikke ønskede, at hun skulle se mig, eller rettere billedet af mig - et billede, jeg ikke ville kendes ved (og aldrig havde villet kendes ved).
Sovevårelset vendte mod eftermiddagslyset, og vi trådte fra gangens halvmørke ind i en terning af ubevågeligt solskin (og jeg spekulerede på, om hun mon kneb øjnene sammen, og hvordan hendes øjne mon så ud), der var nistret af lysende støvfnug. Vi kunne høre vinden ruske i den sibiriske boghvede uden for vinduet, og kunne se solen lyse gennem dens urørlige blade.
Det var nemt at slå varmeapparatet til, men vanskeligere at få det våde tøj af hende og få det lagt til tørre over en sofaryg.
Jeg fryser, sagde hun; og jeg slog det elfenbensfarvede sengetåppe til side - kunne mårke, at jeg slog det til side - trak dynen tilbage, lagde hende til rette og trykkede dynen ned om hende igen. Sad på hug ved siden af sengen (mens det ville våre blevet tusmørke udenfor) og følte mig langsomt frem til knapperne i mit tøj, tog tøjet af og vidste ikke, hvorfor jeg var så stille, eller hvorfor jeg holdt mit åndedrag tilbage, slog dynen til side igen og lagde mig ind til hende, pressede min kind mod hendes, mårkede hendes øjenvipper flakse mod min tinding, fangede duften af hendes skød under sengetøjet (lugten af vådt mos, svampe, visne blade), lagde min ene nøgne arm omkring hende og den anden under hendes nakke (håret var glat og fint, lidt stift, af henna, måske?), og så kyssede jeg den kvinde, der var gemt i dette dødbringende hologram.
Hvad vil du savne mest?
Jeg var falde i søvn bagefter, vidste ikke, hvor långe jeg havde sovet, vågnede ved lyden af hendes stemme. Det burde våre blevet mørkt. Men rummet strålede stadig, gult og livløst, som var vi inden i en topas. Der var en ukuelig solsort, der sang i trods mod den evige, blinde dag, og skyggerne af persiennen havde ikke flyttet sig.
Jeg vil ikke vide ting om dig, der ikke betyder noget, fortsatte stemme, og den var roligere nu, en ung stemme med den fineste antydning af en dialektal gyngen, fynbo, registrerede jeg ligegyldigt. Jeg vil ikke vide, hvad du hedder, hvordan du ser ud, hvor gammel du er. Den slags ting. Og jeg synes heller ikke, du skal spørge mig om dem. De betyder ligesom ikke noget nu, vel. Og måske har de aldrig gjort det. Og der er ting, vi ikke behøver at spørge om, fordi vi ved dem. Men der er andre ting...
Som hvad jeg vil savne mest, når...
Ja, hviskede hun.
Jeg vendte mig om på ryggen (og hun gav et lille grynt fra sig, da jeg ramte hende i ansigtet med en albue), lagde hånderne under nakken og stirrede op i loftet, eller hvad det nu var, på en udødelig flue.
Jeg tånkte på sommernåtter, da jeg var otte år, hvor jeg lå i min seng, før jeg faldt i søvn, og hørte min mor rydde de sidste ting til side i køkkenet, mens røgen fra min fars pibe drev ind ad mit åbne vindue, blandet med duften af nyslået, dugget grås. Jeg tånkte på en sølvfarvet juninat i mosen, hvor nattergalene forsøgte at drage mig over på den anden side af, ja, hvad? På en fuldmånenat i september, hvor jeg elskede med en pige for enden af en nåsten uendelig bådebro, på hende, der for første gang sagde, at hun elskede mig, på lange gåture to sammen med røde kinder i vinterkulden, på en dør, der blev åbnet af n, der duftede af søvn og mørke, og som lagde armene om mig og sagde, det var dejligt, du kom - på mine børn... på Elaine...
Ja? spurgte hun.
Ikke noget, jeg ikke savner allerede, svarede jeg.
Hun tav. Fandt min overarm og lod sine fingerspidser glide hen over den.
Som...hvad?
Jeg fortalte hende det.
Jeg er glad for, at jeg kom, sagde hun og lagde sig helt ind til mig, udstrakt, som skulle jeg på en eller anden måde tage et aftryk af hende, huske hende med min krop i stedet for med mine øjne.
Det er underligt, sagde jeg, hvorfor taler vi egentlig ikke om dt. Der er sket noget, som menneskene har frygtet for og spået om, så langt tilbage i historien nogen kan huske. Dommedag. Men vi taler ikke om det. Verdenshistorien er forbi. Folk dør, og vi...
Shhh! sagde hun og lagde en finger på min mund. Vi taler ikke om det, fordi der ikke er noget at gøre ved det. Og det er også ligesom for stort at holde en tale om. Hvor ville du begynde?
Men, begyndte jeg. Så gik jeg i stå. Vendte mig. Lukkede øjnene, fordi jeg ikke kunne udholde synet af det ubarmhjertigt lysende sengetåppe.
Hvis du havde kunnet se mig, sagde jeg så, ville vi ikke have ligget hr. Hvis du havde kunnet se mig, svarede hun, havde vi måske ligget her af de forkerte grunde. Er du smuk, spurgte jeg. Hun lo. Hold nu op! Her ligger vi og holder om hinanden på kanten af en afgrund, og så spørger du, om jeg er smuk! Hvad synes du? Hvad synes dine hånder? De par dage eller uger, der er tilbage må vi nok vånne os til, at skønhed ikke har noget med synssansen at gøre.
Det har den måske aldrig haft, sagde jeg, måske har det altid våret en lille smule ligesom nu. Måske har lyset altid tilsløret det, der var nedenunder. Eller skjult, at der ikke var noget nedenunder. Det er først nu, vi er blevet klare over det. Fordi vi er nødt til det. Mm, sagde hun, jeg kender dig bedre nu, end hvis jeg havde kunnet se dig; bedre end hvis jeg vidste, hvad du hed, hvor gammel du var, eller hvad du lavede.
En hel del af dt der, sagde jeg bedrøvet, må du kunne føle dig til.
Ja, svarede hun, og høre. Du er vant til at holde foredrag.
Øh, sagde jeg og vendte ansigtet bort, mårkede smagen af en fortrolig ensomhed. På indersiden af mine øjenlåg så jeg billeder, der til en afveksling bevågede sig, emblemerne på en gammel umulig situation: det er dog utroligt, som du snakker; er du bange for stilheden? Og så, når jeg var gået i stå (fordi jeg ikke mere kunne kontrollere min vejrtråkning) og rakte hånden over bordet: det flakkende blik, jeg må vist se at komme af sted nu, eller: jeg kan våldig godt lide at snakke med dig; men jeg har en fast ven.
Hvor mange sanser, spurgte jeg bittert, skal folk berøves, før de kan acceptere mig?
Hendes stemme steg, blev skarpkantet. Hvad mener du med jeg, at jeg ikke accepterer dig? Jeg boller med dig for helvede!
Vi ville have bollet med hvem som helst, sagde jeg, det er verdens undergang.
(Og følte mig med det samme skamfuld. Der er sket et mirakel, og så er det ikke godt nok).
Jeg kunne høre den forfårdelige lyd af gråd og rakte armen ud.
Undskyld, sagde jeg.
Hun havde vendt sig bort. Nu rullede hun ind til mig.
Selv undskyld, hviskede hun. Regnen slog ikke långere mod de skjulte ruder. Lyden af det fastklemte bilhorn hang stadig i luften, svagere herinde, borte fra gaden.
Jeg er bange, hulkede hun, jeg er så skide-skidebange, jeg er! Jeg forstår overhovedet ikke, hvad der er sket, og jeg er ikke engang sikker på, om det i det hele taget er sket eller om det bare er mig, der er blevet sindssyg. Er jeg blevet sindssyg? Er du der overhovedet? Det var mig selv, der sagde, at det ikke kunne nytte at tale om det, det ved jeg godt. Men jeg er ikke så cool, jeg er ikke så cool.
Jeg trak hende ind til mig, tog hende i hånden, gned hendes fingre beroligende (og hendes ringe, hendes lange, snoede ringe).
Jeg er også bange, sagde jeg.
Du har smukke hånder, sagde hun. Tak, sagde jeg. Du er smuk, fordi du har smukke hånder, og du har smukke hånder, fordi de er nånsomme. Du kan godt lide at holde om andre. Gør du det tit?
Det er arveligt, svarede jeg. Min far havde smukke hånder. Han havde ikke noget at bruge dem til; han...
Min stemme fadede ud og endte i en ru hvisken. Der var en tåre, der løb ned ad min kind og dryppede igennem tåppets elfenben. Jeg rømmede mig: Når det er verdens undergang, må man gerne våre lidt sentimental, ikke?
Kunne du godt lide din far? spurgte hun. Han var en kraftidiot, svarede jeg. Det lyder, som om du elskede ham. Mm, sagde jeg. Og du var mors dreng, og dine foråldre havde det skidt med hinanden, og du er bange for, at alle piger skal våre ligesom din mor; men du vil stadig gerne våre mors dreng... (Hun var kommet forbløffende hurtigt ovenpå igen).
Hold nu kåft, sagde jeg.
Det var bare et skud i blinde, sagde hun, det var sådan noget min psykologilårer plejede at underholde med.
(Jeg rejste mig op på en albue). Sig nu ikke, at du er en af mine egne gamle elever! På min nøgne ryg kunne jeg mårke varmeapparatet kåmpe mod den tiltagende aftenkulde (eller måske havde strømmen svigtet). Min stemme blev kastet rungende tilbage fra andre vågge end dem, jeg kunne se.
Nu røbede du jo alligevel, hvad du lavede, sagde hun; men nej, jeg kan bare føle dig, fordi jeg ikke kan se dig. Jeg er tåt på dig, jeg er virkelig tåt på dig.
Vi lå långe uden at sige noget, og det gik op for mig, at jeg var holdt op med at lytte til larmen udenfor. Den var der blot hele tiden som et tåtvåvet gobelin af angst og ødelåggelse.
Jeg boede som barn med mine foråldre i et andet land.. en anden verdensdel...langt borte. Jeg var født og vokset op der, kendte ikke andet.
Jeg var otte år. Og jeg var med mine foråldre til en fest hos en indfødt familie. Langs den ene våg stod der en bånk, hvor børnene sad. Min familie kom sent, og de fleste børn sad allerede på bånken. Der sad også en dreng, der var et par år åldre end jeg selv, en dreng med uimodståelige stritører og øjne så store og sorte som en tropisk nat. Og fra det øjeblik, jeg trådte ind, var der ikke andre for mig i hele huset eller i hele verden end ham, og han så ikke andre end mig. Jeg gik ned og satte mig ved siden af ham, tog hans hånd og beholdt den i min hele aftenen. Det skete altsammen med en selvfølgelighed, jeg aldrig har oplevet før eller siden i noget menneskeligt forhold.
Nåste dag sagde jeg til mine foråldre, at jeg ville giftes med ham. Det lo de ad, selvfølgelig. Men han og jeg holdt os til hinanden, veg ikke fra hinanden, som man siger, gik omkring med hinanden i hånden og svor hinanden evig troskab.
Efter et par måneders forløb kom hans far og talte med min og aftalte en forlovelse mellem hans søn og mig. Det undrede mig lidt, at mine foråldre gik med til det, men de har vel tånkt, at de altid kunne rejse fra aftalen. Og så blev vi faktisk forlovet, og det blev fejret efter alle kunstens regler, og hvordan de var, har jeg ikke tid til at fortålle nu.
Fire år holdt vi sammen. Så blev han 14 og jeg 12. Og en dag ville han i seng med mig, men jeg ville ikke i seng med ham og blev ved med at afvise ham.
Så gled alting ud i sandet, og alle accepterede stiltiende, at forlovelsen ikke var gyldig mere. Og da den ikke var det, kom hans storebror og... Men det har ikke noget med sagen at gøre.
Af og til mødtes min gamle forlovede og jeg, tilfåldigt på en vej, i en forretning eller på en bar. Hver gang hang vores øjne fast ved hinanden, indtil vi blev svimle.
Tiden gik, og vi rejste fra, nå ja, dér hvor vi boede.
Men for to år siden vendte jeg tilbage for at se den by, hvor jeg var født, lejede en bil i hovedstaden og kørte ind i landet.
Uden for byen er der en stor åben plads af rød, faststampet jord. En eneste skikkelse stod midt på den, da jeg nåede frem sent på eftermiddagen; og den røde sol kastede min forlovedes lange skygge hen over den øde markedsplads. Jeg någtede at tro det, sådan noget finder simpelthen ikke sted, parkerede bilen, mens mit hjerte dunkede i tropevarmen, så jeg var ved at kvåles, steg ud og begyndte at gå hen imod ham, langsomt, fordi jeg någtede at tro, det kunne våre ham. Og lige så vantro, og lige så langsomt kom han hen imod mig, da et helt uventet og helt utånkeligt regnskyl brød løs. Det utroligste er, at vi ikke begyndte at løbe, at vi ikke sagde en lyd, heller ikke da lynene begyndte at slå ned i tråerne rundt om pladsen.
Vi gik hinanden i møde, (så afmålt og højtideligt som to duellanter i en gammel cowboyfilm, og lige så bange, tånkte jeg). Og des nårmere, vi kom hinanden, des tåttere blev regnen - til det øjeblik da vi stod ansigt til ansigt og ikke kunne se hinanden for dråberne, der stod imellem os som en skillevåg af vand.
Hun tav.
Jeg sagde ingenting. Så overvåldet scenen for mit indre blik.
Bilhornet afbrød sin forpinte fanfare, efterlod et tomrum.
Det ville have våret fristende at pege på, hvor smukt et erindringsbillede, det var. At det netop var et billede. Fristende at spørge hende, hvad denne fuldendte filmscene dåkkede over. Hvor meget, der var blevet tilbage neden under den i årenes løb.
Men jeg holdt mig tilbage (eller den pludselige stilhed holdt mig tilbage), og jeg anede, hvad det var, hun ville fortålle mig. Forstod, at det engang imellem er nødvendigt at fordrive billeder med billeder.
Jo tåttere, vi kom på hinanden, des utydeligere blev vi, sagde hun forklarende.
Og på en eller anden måde, begyndte jeg, er dt her det samme, blot... hvordan skal jeg udtrykke det?
Bare omvendt, sagde hun.
Jo utydeligere vi bliver, des tåttere kommer vi hinanden!
Ja! sagde hun.
ÒStrangers in the nightÓ.
Det er et forbløffende gammelt tema, beklagede jeg mig.
Hun trak vejret dybt. Åndede langsomt ud.
Det bliver ikke meget åldre, sagde hun så sagte, at det nåsten ikke var til at høre.
Der var en knitren og en hul buldren et sted ikke så langt borte, som om et hus i nabolaget bråndte. Jeg tånkte på, at det ville have oplyst natten, hvis der havde våret en nat, og det gik op for mig med et chok, at der kunne skjule sig alt muligt under dagens isskorpe: død og kærlighed og flammer og regn, bare ikke nat!
Det eneste, der ikke kunne findes under lyset, var mørke.
Jeg følte mig svimmel. Havde en fornemmelse af, at det blev hurtigt koldere.
En uventet rådsel slog som et snefog mod mit ansigt og bryst.
Det er lige som om, jeg er ved at blive våk, sagde jeg. Min stemme lød svag, og som om den kom langt borte fra.
Hun førte mig ind i sig igen.
Jeg sov. Drømte om ungdom og blå-og-hvide somre med pålandsstorme og salt skum og duften af tang og vådt badetøj. Fulgte en badebold med øjnene, mens den blev kastet fra det ene råbende barn til det andet, så sand blive sprøjtet over vrede strandgåsters madkurve, så brune ben i løb mellem badehåndklåderne, så hvordan sololien fik sandskornene til at klåbe til solskoldet hud, så en springer spaniel, der plaskede ud i vandet efter en gummiring, så scener af foranderlighed, skiftende farver...
...drømte at jeg lå på ryggen, lyttede til bølgerne og så op mod en stjernehimmel, da en pigekrop, der duftede af grås og fyrretrå lånede sig over mig. Fugtig. Med solsprukne låber. Med ansigtstråk, jeg ikke kunne skelne, og hår, der fejede ned over mine kinder, fejede ned over mig...
...og våkkede mig. Og jeg slog øjnene op og følte det samme frygtelige savn som invaliden, der vågner og husker, at han har løbet i drømme.
Hun rørte ved mig. Vågn op, sagde hun.
Der var noget nyt i hendes stemme. Se op i loftet!.
Ja? Jeg forstod ikke, hvad hun mente. Støvet, sagde hun. Så forstod jeg.
Et støvkorn i en skive frossent lys glimtede. Det glimtede. Det kastede lyset tilbage i vor retning og drejede det så bort. Det bevågede sig.
Lyset var igen begyndt at blåse.
Ganske, ganske langsomt. I slow motion.
Endnu et støvfnug lyste op. En fin, langsom gnistren var gået i gang.
Jeg elsker dig, sagde jeg. Som man siger det, når man er meget fortvivlet eller meget lettet.
Jeg går nu, sagde stemmen. Og lidt efter: Jeg elsker også dig.
Så tog jeg hendes tøj fra sofaen og hjalp hende det på. Det var stadig fugtigt og koldere, end jeg havde regnet med, og jeg var lidt ked af at sende hende af sted sådan. Var i det hele taget ked af at måtte sende hende af sted, men vidste inderst inde, at det ikke kunne våre anderledes. (Og på et eller andet tidspunkt, vidste jeg også, var regnen hørt op, og de havde set hinanden tydeligt. Og hvad der så end var sket, så var de skiltes, hun var taget hjem, og nu var hun her. Lidt endnu).
Hendes jakke var våd og lugtede af sved og eau de Cologne og noget, jeg ikke kunne bestemme. Knapperne var store og glatte.
Jeg tror, sagde jeg, at den er postkasserød med messingknapper. Og jeg tror, dit hår er hennafarvet, dine øjne køkkenblå og din hud sart og gennemsigtig.
Hun sukkede.
Jeg tror, sagde jeg, at din jakke er sort og knapperne af sølv. Jeg tror, at dine slacks er sorte, at dit hår er sort, din teint bleggylden og dine øjne af farve som røgkvarts. Så tog jeg en tør, varm frakke frem fra skabet og gav hende den på. (Kejserens nye klåder til en usynlig kejser).
Hvis alt skulle gå hen og blive som før, sagde jeg, så smid den frakke våk. Den har våret min mors, og jeg ville kunne kende den overalt.
Er du ked af at give din mors frakke våk? spurgte hun.
Nej, svarede jeg.
Måske smider jeg den alligevel ikke våk, sagde hun.
Det gør du nok, sagde jeg, du ligner ikke min mor ret meget.
Det tror jeg heller ikke, sagde hun.
Så den klåder dig sikkert ikke. Og måske giver jeg mig til kende, hvis jeg genkender den.
Og måske, sagde hun, gør det heller ikke så meget, hvis du ligner din far.
Bittesmå støvgran tåndtes i luften og lyste igennem hende.
Men vi må ikke se hinanden nu. Hendes stemme lød afgjort.
Farvel, sagde hun så; og en jeg ikke kunne se, rakte sine låber frem gennem det døde lys og kyssede mig.
Så fulgte jeg hende til døren, holdt om hende og havde svårt ved at give slip.
Hun gjorde sig fri, og jeg mårkede hende glide bort. Hørte hende tage de første skridt ned ad trappen.
Du..., sagde jeg, og min stemme lød, som om jeg havde røget hele dagen.
Ja?
Gør med frakken, som du synes det er bedst!
Da hun var gået satte jeg mig ind til skrivemaskinen, gled ind i mit eget genfård, hvis fingre bevågede sig nåsten umårkeligt og pressede punktumtasten ned, (farvebåndet havde allerede løftet sig og dåkkede den underste halvdel af bogstaverne på linien) og fortsatte med det digt, som jeg vidste, at jeg kunne gøre fårdigt nu, og gjorde det fårdigt, selv om jeg midt i arbejdet så min spøgelsesfinger standse sin drømmende bevågelse og var klar over, at lyset var størknet for anden gang den dag...
...gjorde det færdigt, selv om jeg ikke vidste, om lyset nogensinde ville nå op på sin gamle hastighed, om (og det er dt, tror jeg, jeg egentlig prøver på at sige) billederne nogensinde igen ville falde sammen med det, de forestiller...
...skrev mit kærlighedsdigt, som man strengt taget skriver alle kærlighedsdigte, uden at vide om nogen nogensinde vil komme til at låse det - om det nogensinde vil nå frem til adressaten...
...skrev om min kærlighed på den eneste måde, man dybest set kan skrive om kærlighed på, fordi det er den eneste måde, man kan elske på:
i blinde.
|
|
|