Nøbbølle underground
Mit liv med linie 16. En kunstanmelders meninger, glæder og genvordigheder bragt på form som feuilleton af Palle Juul Holm
I.
Undskyldningen for at skrive nedenstående er udelukkende, at der deri forekommer en kunstner. Ham skal jeg nok skrive mere udførligt - og fagligt - om ved en senere lejlighed; men i denne beretning forekommer der ikke mange betragtninger over kunst, selv om en del af dét, jeg vil komme ind på, nok ud fra et velvilligt synspunkt kunne opfattes som en fortløbende serie af happenings. Og så handler det i øvrigt om et år, der formede dem, der er tale om, på en måde, der blev bestemmende for, hvad de siden kom til at foretage sig - kunstnerisk og også ellers.
Kokken, som jeg skrev om i sidste nummer, var flyttet (flygtet) fra det fælles domicil, og jeg sad alene tilbage og afventede dagen for min egen fraflytning med meget uklare forestillinger om, hvad der var min næste destination. Frank Lindegaard dukkede regelmæssigt op i slagterægteparrets lille dukkehus, forsøgte at opmuntre mig og at overbevise mig om, at han burde rykke ind hos mig. Han skulle nok lave mad, sagde han, men tilføjede dog - God bless him - ikke: tjøp, gamla dräng! Især husker jeg en bestemt aften, hvor han havde haft et af sine malerier med, som han agtede at forære mig. Det var et ganske kønt, non-figurativt billede, der alligevel gav mig associationer i retning af en mørk grotte, med en bund af gyldent sand. Jeg skrev på stående fod et digt om det og gav udtryk for, at jeg fandt det smukt, hvorfor Frank, der opfattede "smukt" som synonymt med "behagesygt", tog det med hjem igen og malede en stor gul plamase på det, der lignede en hest, som lå på ryggen med benene ret op i luften. Blandt mine ældste børn gik det siden under navnet "Den besvimede hest" - desværre er det vist under min nomadetilværelse blevet offer for rutinerede flyttemænd.
Ellers gik den aften med at lytte til musik - The Crazy World of Arthur Brown - tømme en kasse bajere og planlægge fremtiden. Cigaretterne var sluppet op, men spredt i huset fandt vi ca. en million skod, som vi skar op og hældte i ark, jeg havde revet ud af gamle stilehæfter.
Det var en bemærkelsesværdigt varm aften i en oktober, der ellers i følge DMI kun udmærkede sig ved at være usædvanlig almindelig; de store fløjdøre til haven var slået op, og ind strømmede en blød duft af dugget græs, muld, sortnende brændenælder og slagterfruens sidste, ukuelige roser. Når Arthur Brown ikke sang om Fire, kørte grammofonen med en nattergalesang, jeg havde lånt fra skolens eksemplar af Danmarks Fuglestemmer (og har endnu!), så at der i stuen bredte sig en paradoksal stemning af forår i forfald. En muligvis træffende, men faktisk utilsigtet metafor for Lollands ungdomsoprør. Og det var så den aften, vi blev enige om at danne et kollektiv. Hvis de ellers var indforståede, og vi hittede et sted, der havde tilstrækkelig plads, skulle Ibber og hans søster - Annie - , Lars og Barney være med. Senere kom Flemming til og erstattede Barney, som flygtede i hast, da han fornemmede, at politiet var i hælene på ham. Til mit forsvar må jeg indskyde, at jeg ikke anede, at han var deserteret fra den kongelige danske marine. Nå, men det fandt jeg ud af. På den sædvanlige måde.
Skønt jeg var blevet af med Kokken, var det ikke blevet væsentligt nemmere at finde et sted at bo. Dét, at vi var flere, der ønskede at bo sammen uden enten at være gift eller børn-og-forældre, vakte de fleste husejeres mistanke om narkomisbrug, samfundsundergravende virksomhed (i dag ville det hedde terrorisme), nedbrydende påvirkning af egnens ungdom og gruppesex. OK, - nogle af os røg hash, eller hass, som det hed på den stedlige dialekt, og undergrundens forhold til straffeloven var nok til tider, skal vi sige, afslappet. Men gruppesex praktiserede vi faktisk ikke. Jeg beklager.
På et vist tidspunkt havde jeg lagt billet ind på en fløj af Nielstrup gods, der alligevel stod tomt med voldgrav, toppede brosten og lindetræ midt i gården. Men i allersidste øjeblik - nok en gang - fik jeg et afslag - denne gang af en stærkt svedende godsinspektør med et flakkende blik. En begrundelse nægtede han at hoste op med og endte med at smide mig ud af sit kontor. Jeg har sjældent følt mig så ydmyget. Og for en gangs skyld vil jeg bryde med min regel om ikke at nævne lusede nulliteter ved deres rigtige navn: han hed Sterner.
Hvem der fandt frem til Nøbbøllelunde gl. Skovfogedhus, er uvist. Måske var det Frank; men det er ikke så vigtigt. Vi fandt det og gik i ét med det de næste ni måneder - der føltes som fem år.
Det var et smukt, tolænget bindingsværkshus i rimeligt god stand med en stor garage, der nok engang havde været lo eller lade, et huggehus og et redskabsskur. Vandet blev hentet op af egen brønd af et elektrisk drevet pumpeværk; al opvarmning foregik via en pejs og et par smedejernsovne, og maden måtte tilberedes på et komfur. Køleskab og fryser fandtes selvsagt ikke, men var også overflødige: da vi først var kommet ind i de første tre isnende måneder af 1969 var mælk og juice som regel frosset til is, når vi vovede os ud i køkkenet om morgenen.
Rygtet ville vide, dels at Erik Lagoni skulle have boet der på et tidspunkt, dels at det spøgte. Det første har jeg aldrig fået bekræftet, det andet lyder sandsynligt, skønt jeg ikke selv har mærket noget; men efter en brand i begyndelsen af 1900-tallet, fandt man i hvert fald to barneskeletter under gulvbrædderne.
Huset hørte under Halstedkloster Gods (og jo, vi fik ved lejlighed besøg af grevinde Krag-Juel-Vind-Friis samt godsets handy man, som balancerede yderst på stolesædet, stiv i ryggen af feudal ærefrygt) og udviklede sig, meget passende, til noget der mere var et underlen end et kollektiv: Jeg betalte mad og husleje, og de andre tilberedte maden og sørgede for, at jeg ikke følte mig alt for ensom.
I tilbageblik kan jeg, med en sugen i hjertekulen, fatte og påskønne, hvor ideelt, vi boede: omgivet af skønhed og stilhed og på en T-vej lige over for det sted, hvor de to veje mødte hinanden. Fra vores stuevinduer kunne vi se op ad stammen i T-et, der forsvandt over en bakke, ind gennem høstligt smørgule lærketræer. Bag huset og til alle sider bredte skoven sig fra Svinsbjerg og hen ad Kastager til, og med mellemrum kom rådyr med disse oldægyptiske øjne og medfødt eyeliner ud af den hennafarvede efterårsskov og spadserede omkring på vor mosdækkede plæne.
Frank fik hurtigt sat huset i god stand. Specielt fik han sat sit præg på et langt, smalt værelse, der vendte ud imod haven. Det blev forvandlet til en aldrig før set krydsning mellem et musikværelse, et meditationsrum og en slags tempel. På den ene endevæg blev radio og afspilningsanlæg fastgjort - sådan et godt stykke oppe - flankeret af en blå og en rød projektør; på gulvet blev lagt en bane af kokosmåtter, væggene blev malet hvide, og de røde gardiner blev farvet sorte, et gammelt solidt egetræsbord fik savet benene af, og pladen blev malet hvid. Omkring den kunne man så sidde i lotusstilling, fuld eller stenet, og vente på, at guderne skulle komme med cargo: kvinder, berømmelse, penge, drugs og øl i stride strømme, mens lærkenålene derude og tonerne fra The Cream dryssede omkring os: in a white room with black curtains, near the station. Skønt Svinsbjerg station forlængst var en saga blott.
II.
Man kan ikke se det på Geodætisk Instituts kort over Danmark 1:200.000, der narrer en til at tro, at man fra lærketræsbakken kan køre lige ud ad vejen til Kastager. Det kan man ikke, og man skal ikke prøve på det. Barneys søster, Grethe, prøvede på det i min hvide Toyota Corona, som hun på indflytningsdagen havde lånt for at hente proviant til os andre, der sled med at læsse af flyttebilen og gøre stuerne beboelige. Sveden løb af Ibber, Frank, Barney og mig, mens Lars lå sammenkrummet på gulvet med ondt i halsen, rystende af feber og helt reel kulde, da vi i en ølpause og gennem vinduet fik øje på Grethe, der kom ned ad bakken i fuld fart og i samme hastighed fortsatte over gårdspladsen og ind i ladeporten.
Bilen holdt, det samme gjorde øl, leverpostej, marmelade og brød, og Grethe slap med forskrækkelsen. Men porten blev aldrig den samme igen; f.eks, kunne den ikke lukkes. Vi klarede det ved at lægge en stor sten for, så den ikke stod og smækkede i stormvejr; og jeg tror ikke grevinden eller skovfogeden opdagede noget. Ej heller tror jeg, at jeg så længe efter løber nogen risiko ved at gå til bekendelse. Men jeg husker, at jeg så snart braget lød blev enig med mig selv om, at den ouverture lissom var for meget i stilen. At den varslede ilde!.
Da vi alle efterhånden var faldet til ro og indtog vor første frokost på stedet, var der en, der sagde: Vi bør holde et indflyttergilde!
Det gjorde vi så. En uge senere.
Åh, min Gud!
III.
Vores house warming party fandt sted 11 dage senere (den 26. oktober, har jeg noteret et sted) under voldsom protest fra min side: en af mine venner - den fra Dan Turèll bekendte Willadsen - var død tre dage før og skulle begraves den 29. Men, som de andre påpegede, så var det for sent at sende afbud ud til folk, og desuden havde Willadsen bevisligt været alkoholiker, så kunne vi højtideligholde hans minde på nogen bedre måde end ved at drikke os en kæp i øret?
Well, aftenen kom; der blev danset, drukket, og hvad der nu ellers bør finde sted ved en sådan lejlighed. Barneys kæreste, Susanne, havde sørget for indkøb af mad, og der var købt seks kasser pils - det mente vi måtte dække behovet. Tilsyneladende havde vi vurderet rigtigt, eftersom beskænkelsen i Nøbbøllelunde fungerede nøjagtigt som bespisningen i ørkenen: Og se, der var nok til dem alle! Godt nok undrede jeg mig - flygtigt - over at der blev ved med at være seks kasser bajere; men det forekom mig i min opløftede tilstand at være et minor problem. Musikken spillede, og selv når Stones sang I can get no satisfaction, blev de modsagt af Carlsberg og en dejlig dame, der var kommet helt fra København for at være med.
Hen på formiddagen var der almindeligt opbrud; og klokken kvart i tolv tog min københavnerveninde Barney - som led af tømmermænd og onde anelser - med i sin bil til Vordingborg, hvor han ville melde sig tilbage til søværnet. Præcis klokken 12 bankede landbetjent Rasmussen på vores dør og bad om at måtte tale med en vis Barney, som han fra pålidelig kilde vidste holdt til på min bopæl. Han måtte godt nok forlade stedet med uforettet sag, men tillod sig dog at sige ”på gensyn”, da han gik; for, som han sagde: Jeg har på fornemmelsen, at vi nok skal træffe hinanden igen. Dét - og så at holde til! Hvad måtte en agtværdig adjunkt ikke stå model til!.
Mandag morgen, da jeg var stået op som den første og nød mit ristede brød og den lokale avis, fik jeg en forklaring på fænomenet: øl à la Jesus. Der var en overskrift, der tiltvang sig min opmærksomhed. Tørstige tyve, stod der; og så fulgte ellers en notits om, hvordan nogen natten mellem lørdag og søndag var brudt ind hos købmand, fru X i Kastager (eller Købelev eller hvor det nu var) og havde bemægtiget sig seks kasser øl.
Alt har - desværre - en naturlig forklaring.
Det var, sagde Frank og strøg forlegent sit overskæg, da jeg holdt et rødglødende roll call, ikke meningen, du skulle vide noget! Men din bilnøgle hang jo frit fremme på et søm i væggen!
Bortset fra det, så havde festen, trods visse gratis nydelsesmidler, tæret hårdt på kollektivets (læs: min) økonomi, hvorfor det undrede mig en smule, da et par af stedets beautiful people efter, helt legalt denne gang, at have lånt min bil, kom hjem med pålæg og øl i posevis. Returpant, sagde Ibber lakonisk. Hvor afleverede I flaskerne, spurgte jeg mistænksomt.
Medlemmerne af fourageringstogtet skottede forlegne til hinanden.
Hos fru X i Kastager?
Det var jo der, de kom fra, sagde Ibber.
(Og som en lille sløjfe under dén historie: ti år senere, da jeg rejste fra øen, bød min genbo mig farvel med ordene: Og stjæl nu ingen ølkasser fra købmændene ovre i Jylland!)
Nogle uger senere, en dag, da vejret var køligt og solfattigt, gennemsøgte jeg mine kommodeskuffer på jagt efter et halstørklæde, da jeg neden under vanter og strikkede huer til min glæde fandt en højst velkommen tistyks Cecil, som nogen åbenbart havde glemt. Og en til. Og en til. Og en til. Og ...
Tres - fucking 60! - pakker Cecil, alle med et lille hul i det ene hjørne, som cigaretpakker fik i gamle dage, da der var noget, der hed cigaretautomater, og man kunne få en hel søjle smøger for én pakkes pris ved at fiske dem ud med en stålkam med kun én tand i den ene ende.
Frank strøg sig over sit overskæg. Det var ikke meningen, du skulle vide noget, sagde han.
Bilnøglen hang stadig frit fremme på væggen.
IV
Nu gik al kollektivets tid jo ikke med abegilder og mere eller mindre plumpe lovbrud. Den gik også med mere legale aktiviteter såsom at gruble over, hvor pengene og kvinderne skulle komme fra, med at drømme om det tilstundende anarko-socialistiske tusindårsrige, med at planlægge Nøbbølle Underground som stedet for kunst, udstillinger, happenings and what have we, med at kede os (os selv eller hinanden), spille skak og lytte til musik.
Glem ikke, at vi stod på kanten af en høj brink, badet i det tindrende genskær fra et umådeligt hav - som Balboa foran Stillehavet - og ventede på ankomsten af The Millenium Ship. Vi var nok ikke altid lykkelige; men vi var fulde af fortrøstning til noget, som - trods alt - de fleste andre afventede med samme følelser, som de ville have næret for lungepest eller muteret, luftbåren syfilis.
Vi fik faktisk taget nogle initiativer. Annie skrev til Joan Baez, der stod for at skulle turnere i Europa, og spurgte, Gud hjælpe mig, om hun ikke kunne tænke sig at gøre en afstikker og spille gratis på Hotel Harmonien for lissom at kaste glans over et velmenende, men lille og fattigt progressivt miljø på Lolland. Joan Baez svarede til alles overraskelse - og nær-panik! - positivt; men et stykke tid senere kom der besked fra hendes sekretær, at Ms. Baez desværre var blevet forhindret, da hun skulle en tur i spjældet.
Sammen med en gymnasiast, Frede, der var en flittig gæst i skovfogedhuset og allerede havde været med i Dramatik-66, fik jeg stablet en tematisk rockkoncert på benene - vist den første af sin art på Lolland - som løb af stabelen på Maribo Gymnasium 25. marts 1969. ”Homage to a Heartsease” var titlen; og måske kan enkelte 45-60-årige endnu mindes den. Frank og jeg kappedes om at spy digte ud; og Frank fik udstyret en endevæg i en af stuerne med et gigantisk portræt af Che Guevara, omgivet af et spindelvæv af sorte linier, hvorover navnene på alle historiens notabiliteter og alle vore gæster stod skrevet - de sidste med autentisk håndskrift. Det var en væg, der endte i den lokale presse og blev pietetsfuldt behandlet af vor efterfølger på stedet.
Men ellers må man nok vedgå, at de væsentligste kunstneriske præstationer for Franks og mit vedkommende skriver sig fra tiden før og efter Nøbbølle Underground. Til gengæld mener jeg, at erfaringerne derfra har været afgørende for den optik, vi har skruet på under vor senere vurdering af intimsfærens og politikkens problemer.
Vi sultede tit; og det bedste man kan sige om sult er, at man faktisk kan blive høj på den. Endda ganske gratis og helt legalt. En dag, da jeg kørte til København efter ikke at have spist i halvandet døgn, blev jeg et par gange distraheret af ondskabsfuldt smilende børn eller dværge, som kom til syne rundt om hushjørnerne med knive i hænderne. I Los Angeles i dag ville jeg sikkert have opfattet det som en helt reel oplevelse; men i Tappernøje i 1968 virkede knivstikkende småbørn så afgjort misanbragte.
Lars kunne en anden gang berette, hvordan han på meget fastende hjerte var gået en tur i skoven, da alting pludselig var gået i stå. Bladene rørte sig ikke, andre skovgængere frøs fast som fluer i rav, bilerne på vejen holdt stille, og lydene forsvandt. Så - efter et ubestemmeligt tidsrum - begyndte tiden igen at blæse, som han sagde. (Måske gik tiden virkelig i stå hin 30. november, uden at andre end Lars opdagede det?)
Til alt held havde jeg just den dag fået min løn udbetalt, så at Lars og jeg kunne dele en hel, kogt skinke; hvad der til gengæld resulterede i et ædeflip med de vidunderligste farvehallucinationer, der blev hjulpet godt på vej af Jimi Hendrix´ ”Third Stone From the Sun”, som vi ejede i et eksemplar med verdens genialeste hak. Det synkoperede på det helt rigtige sted, og Jimi ville have elsket det og lavet alle senere udgaver med lige dét hak.
Sublimt. Men så var der heller ikke mere skinke tilbage til Frank og Flemming og Ibber og Annie; og de blev faktisk temmelig sure. Det gjorde de altså.
Mennesket har en tilbøjelighed til at fokusere på, hvad det mangler. Derfor var kvinder et problem for alle i kollektivet, bortset fra Annie. Mad lærte vi at tænke på, så at vi næsten kunne blive mætte af de sanseindtryk, vi genkaldte os. Cigaretter var det eneste, det sjældent skortede på. De var stedse tilgængelige i de fint hullede specialpakninger fra købmænd i en halvcirkel rundt om Nøbbølle. Over for tobakshunger og andre fysiologiske behov kommer alle moralske betragtninger til kort - og kunne vi have stjålet kvinder fra automaterne i Vindeby, Horslunde, Kastager og Utterslev, så havde vi gjort det.
Qva en annonce i dagspressen havde jeg fået en aftale i stand med en kvinde, der boede så langt borte som Nykøbing Sj. Det var i påsken, og det var meningen, at vi skulle ses på hendes bopæl langfredag. Så vidt, så godt. Men skærtorsdag havde kollektivet inviteret til hønsegilde: sammen med en af de andre (Flemming?) havde jeg købt 10 høns billigt af en lokal landmand, der ikke havde halshugget dem, men vredet halsen om på dem, hvorefter vi tog dem hjem til kollektivet, hvor Frank, Annie og Ibber skulle plukke og tilberede dem.
Som bekræftelse på at om ikke historien så dog i hvert fald ens dumheder gentager sig, voksede der efterhånden en enorm dynge fjer frem på køkkengulvet. Til alt held dog ikke foran noget udluftningsanlæg. Frank gik i seng for at hvile ud ovenpå veludført plukkearbejde og et par mescalinsvampe, og vi andre tilberedte de kyllinger, vi kunne finde - hvilket drejede sig om ni. Så da Frank langt om længe vågnede op til dåd, var alt spiseligt fortæret. Tableau.
Da jeg langfredag nat kom hjem fra Nykøbing Sj. og et møde med en pige, der vist syntes, at jeg var interessant men usexet, mens jeg fandt hende uinteressant men sexet, og havde det lange lys rettet mod kollektivet dernede for enden af bakken, øjnede jeg min sæl og salighed en korsfæstet, plukket kylling - med hovedet hængende gotisk smertefuldt ned over den ene vinge - lyse op i skovmørket. Langfredag aften!
Ibber så op på mig fra lænestolen. Jeg troede, det var morsomt, sagde han.
V
Der var øjeblikke, selvfølgelig, der var fulde af the blues, når ensomheden og knapheden lagde sig over os i en lang, varm og solfattig november, fyldt med denne seksuelle kvindelige lugt af mosset skovbund, og af tåge, brænderøg og glødende sandeltræspinde, og videre ind i en kold, hvid vinter, mens The Cream sang
It is a cold winter,
She sits by the fireside ...
Mollrock. Lange dage, hvor intet skete. (No variation ... in that very deep blue, blue condition) Hvor vi alle for tredje gang havde læst Hullet i nullet, og ikke engang All Along the Watchtower var i stand til at muntre os op.
Sådanne nætter kunne man ligge vågen og spekulere på, om der ikke måtte have været en sømand fra Atlantis, der tilfældigvis var ombord på et skib fra Tyrus, da hans hjemland sank i havet, og som i måneskinsnætter lå i værelsets sølvskær og stirrede på loftets fluer, der lignede dem, han kendte så godt. Og hviskede: Jeg vil hjem!
Og der var disse ungkarlemorgener, hvor vi måske lå i sengen en time, før vi stod op - måske fordi det var koldt, måske fordi det var mørkt derude, måske fordi der lå sne, og sneen lå dæmrende grå som en blottet nerve, og hjertet lå stille i brystet, forknyt som en baggårdsunge. Måske gik vi tavse ind og smurte vort franskbrød med marmelade, blev ved med at tie, trak jakken sammen om brystet, steg langsomt tilvejrs imod dagen - mens sneen atter blev sne - og tav.
Kun ilden i skorstenen hulked et ukendt navn på en, som skulle komme ...
VI
Hvad alle andre havde kunnet fortælle os fra starten (og faktisk havde fortalt os), nemlig at én gymnasielærerløn ikke slår til til seks mennesker, begyndte i månedernes løb at gå op for os - hvilket ikke er helt det samme som, at der blev gjort særligt målrettede forsøg på at rette op på skævhederne.
Frank havde på et vist tidspunkt fat i en fidus, som tegnede lovende. En glarmester i Nakskov havde - antagelig for materialernes kilopris - anskaffet sig et parti velourbilleder i Polen, sødladne maskinklip i sort og rødt, om jeg husker ret, og havde solgt en stak af dem videre til Frank med en forsvindende avance. Måske havde han dårlig samvittighed. Måske var han bare flink. Billederne blev anbragt i Toyotaens bagagerum; og i en uges tid kørte vi rundt og forsøgte at afsætte dem til den uimodståelige pris af 30 kr. Jeg sad ved rattet, og Frank hoppede så med mellemrum ud for at banke folk op.
Det stod hurtigt klart, at udgifterne til benzin og olie på disse ture langt oversteg indtægterne fra de billeder, der blev afsat. Frank begyndte vist efterhånden at mene, at hele foretagendet stred mod hans værdighed som kunstner. Og efter at jeg en dag måtte vente i halvanden time i min stormomsuste bil, mens Frank kurtiserede en hjemmegående husmor, som han ikke fik prakket noget billede på, fandt jeg, at det stred mod min værdighed som hvad som helst.
Så Operation Polsk Kunst blev stillet i bero, skønt billederne forblev i bilen for alle tilfældes skyld. Et sådant tilfælde indtraf faktisk en rum tid senere.
I et anfald af noget, der ikke siden har gentaget sig, betalte jeg, efter at der var gået løn ind på min konto, al min gæld ud. Det foregik på posthuset, og jeg ordnede det med en check. Sjældent har jeg følt så god samvittighed. Og sjældent har jeg - som det skulle vise sig - haft så lidt grund til det.
Postvæsenet bar efter min mening lidt af skylden for miseren, fordi de ventede 14 dage med at indløse checken i min bank. Og i mellemtiden havde Nøbbølle Underground, som man vil forstå, brugt lystigt løs af en konto, der tilsyneladende var beskaffen lige som Jesu to små fisk og fem brød eller øllet til vort house warming party. Hvorfor den gik retur med besked om, at den manglede dækning, og et selvfølende postbud brød ind i min undervisning og forlangte den umulige sum af 375 kr. (mange penge i 1969) her og nu. Ellers, betonede han, ville jeg komme i fængsel. Bedrageri over for det offentlige var en meget alvorlig sag. En efterfølgende samtale med den vikarierende postmester, hjalp ikke på sagen. Jeg fik 24 timer til at fremskaffe det manglende beløb, sagde han højlydt, mens 30 gode Mariboborgere lyttede intenst med, ellers ... En gymnasiepige, der hed Linda, klappede mig medfølende på armen og sagde, at det gik nok.
Helt den samme forståelse blev jeg ikke genstand for hjemme i skovfogedhuset, hvor mine medkollektivister blev lettere irriterede over at blive belemret med noget så ordinært som et truende fængselsophold. Det blev Linda, som ringede og fortalte, at hun havde vredet en check på det famøse beløb ud af sin far, som reddede min fremtid. Jeg skulle blot afhente den - checken - i Sakskøbing, hvor den ville blive udleveret sammen med en økonomisk moralprædiken. For selskabs skyld tog jeg Lars med i bilen, hentede checken, modtog skideballen (som til dato ikke har haft den store effekt), og opdagede på hjemvejen, at bilen var ved at løbe tør for benzin.
Det var dér, de polske fiduser kom os til hjælp. Lars, som kunne være blevet en god sælger, valgte sig huse ud, i hvis forhaver han øjnede legetøj, og betroede de unge, stolte forældre det glædelige evangelium, at han havde det helt rigtige til deres børneværelse. Desuden satte han prisen op til 150 kr. i erkendelse af, at det ville få billederne til at tage sig lødigere ud.
Vi fik benzin på bilen, pålæg, flæskesteg og en pose bajere med hjem. Så endnu en gang var der nok til dem alle.
Det var hverken den første eller den sidste af mine mange benådninger på skafottet.
Pumpeværket er allerede blevet nævnt. Uden elektricitet, intet vand at drikke, intet vand at lave mad med, at vaske op i og at skylle ud i toilettet med.
Og vi må jo på et eller andet tidspunkt have modtaget en kvartalsregning fra det lokale elværk, som lå lige i nærheden og udmærkede sig ved at levere strøm med klumper: med mellemrum blev lyset svagere i nogle sekunder, hvad der dog ikke medførte nogen reduktion i prisen. Altså, regningen måtte være kommet, men var med stor sandsynlighed endt som de andre regninger, dvs. uåbnet i en stor rodebunke. Som ægte hippies levede vi nemlig efter et ældgammelt, magisk verdenssyn, der bl.a. indbefattede en klippefast overbevisning om, at gæld ikke eksisterer, så længe den er usynlig.
På en vidunderlig, blomsterduftende søndag formiddag i maj eller juni, hvor vi for en gangs skyld nød livet i haven, dukkede en ældre, meget tunghør mand ved navn Charles op og forlangte - tro det eller lad være - 375 (!) kr. for forbrug af strøm med klumper i. Og hvis han ikke fik dem med det samme, så han sig nødsaget til at plombere. Og det gjorde ikke det fjerneste indtryk på ham, at vi indvendte, at vi intet checkhæfte havde, og at bankerne var lukkede om søndagen. Antagelig har han anet, at pengeinstitutternes åbningstider ikke havde det ringeste med vor betalingsevne at gøre. Så til sidst gik han ind i huset. Så må jeg jo plångbere! sagde han.
Jamen, inden du plomberer, vil du så ikke have en kop te ?, spurgte Annie. Og tilføjede løgnagtigt: jeg var også ved at bage småkager. Hva?, spurgte Charles. Småkager! Te og småkager, gentog Annie.
Så henter vi pengene, mens du drikker te, sagde jeg.
Hva?
Hente pengene!
Jo, men de skal være betalt inden klokken 12, så jeg bliver her kun tre kvarter, sagde Charles; ellers kommer jeg til at plångbere!
Der var stort set ikke den paragraf i færdselsloven, der ikke blev overtrådt på den vilde jagt ind til og igennem Nakskov, hvor det lykkedes os at låne 40 kr. og true os til 50, hvorefter Lars fik et forbløffende lyst indfald. Og med 110 km i timen, overhalinger i tredje position og skrigende passagerer susede vi øst på ad Stokkemarkekanten til for at sætte Lars af bag hans forældres gård. Her løb den fortabte søn over marken, klatrede op ad nedløbsrøret og ind ad et vindue, hvorefter han i sit gamle værelse fandt et chechæfte til en forlængst tømt konto, rev en check ud og udfyldte den med de manglende 285 kr.
Vi var tilbage i Nøbbølle Underground ti minutter i tolv. Jamen, det skal være noteret i min bog, inden klokken tolv, sagde det skrækkelige menneske. Og min bog ligger derhjemme.
Så kørte vi Charles hjem, hvorpå vi med lettelse kunne konstatere, at alle formalia var i orden et par minutter før middag.
Og så, sagde Charles, er der de tre kroner og femoghalvfjerds i strafgebyr.
Der blev meget stille. Jamen, Charles, sagde Annie. Vi har ikke flere penge.
Så kommer jeg til at plångbere! sagde han.
VII
Vore kontakter med omverdenen var, bortset fra mit arbejde, sporadiske men interessante.
Vi fik nogenlunde regelmæssigt besøg af de gamle venner fra Dramatik-66 og af musikerne fra New Day, som var dem, der stod for rockkoncerten på Maribo Gymnasium. Så blev der holdt musik- og sangprøve, eller der blev spillet rock og blues på stereoanlægget - Spoonful var en af favoriterne - drukket øl, spillet skak, røget hash og også ellers ganske almindelige Cecil: Værsgo´, det er redekamfabrikanterne, der gi´r! En sådan aften skar Frede af en hasselkæp en hellig stav, hvor han på en baststreng trak alle aftenens skod - der har vel været en 70 stykker - og den fetich står stadig nu 37 år efter i et hjørne af min stue. Der er mennesker, der har pattet på de smøger, som er døde nu. Nogle af dem bl.a. af at ryge.
En eller anden havde ladet vor adresse sive til progressive (eller blot bindegale) kredse i hovedstaden og i udlandet. En minderig aften kom således en hollandsk voldsanarkist, hvis navn jeg i forvejen kendte fra pressen, en palæstinenser og en israeler dumpende. Terroristen fra Amsterdam viste sig til vor skuffelse at være en bebrillet splejs, hvis største interesse var historiske søslag. Om jeg havde engelsksproget litteratur om admiral Suenson? Sorry. Israeleren og palæstinenseren kom forbløffende godt ud af det med hinanden, og den første, der var et blidt gemyt, tog sig ikke af, at et par stykker i forsamlingen i taktfast kor råbte: Ned med zionismen! Leve el Fatah!.
Ikke langt fra Nøbbøllelunde lå et andet såkaldt kollektiv, i følge Ibber et af de virkelig sumpede. En dag, da han og jeg skulle køre til København, kom han trækkende med en fyr deroppefra, som skulle sættes af på Rådhuspladsen. Gutten havde angiveligt junket morgenfrueekstrakt, (morgenfruer var det eneste, der groede i deres have), og på hele turen sad han stum og slap på bagsædet med slimen løbende ud af næse og mund. To dage senere fik vi at vide, at han var død i Esbjerg.
Vi burde have kørt ham på skadestuen.
Fra tid til anden fik vi besøg af en høj buttet anarkist med sort fuldskæg og langt, krøllet hår, som - anarkisten ikke håret - vi kan kalde Jens. Han var af velhavende familie, havde et indtagende, barnligt-troskyldigt ansigt, forstod at udtrykke sig belevent og at tage farve efter omgivelserne. Han holdt lige så gerne med mild stemme et politisk foredrag i en gymnasieforening, som han kastede sig ud i vilde og uvorne aktioner, som i dag sikkert ville have ført ham til Guantánamo. Det skete, at han, når han skulle udbrede et Love-not-war-evangelium, gav den i løsthængende indiske gevandter.Ved en sådan lejlighed, da jeg kørte ham omkring i Maribo, blev vi iagttaget af en elev, der lynhurtigt udspredte det rygte, at jeg skulle være bøsse og have et forhold til en transvestit. Jeg tilstår, at jeg opsøgte den pågældende gymnasiast under et skolebal og talte til ham med bogstaver punktstørrelse 72 og muligvis også truede med tørre tæsk. Samme elev er senere avanceret til en betydningsfuld stilling inden for Dansk Arbejdsgiverforening.
Måske skulle jeg alligevel have givet ham et lag bank.
Hvad Jens angår, så besøgte han os såmænd lige så gerne i stramt lædertøj og med en frådende dobermann i snor, direkte fra et svensk ødegårdskollektiv, hvor der undervistes i kontante, revolutionære metoder. Faktisk var han involveret i noget af ungdomsoprørets barskeste samfundsundergravende aktivitet, hvad politiet nu aldrig fandt ud af. Derfor var det også en af årtiets mest ironiske hændelser, at politiet til sidst satte Jens fast for noget, han notorisk ikke havde gjort. I følge dagspressen skulle han under en demonstration egenhændigt have væltet en politibil, hvad der ville have krævet mindst en tidobling af hans muskelkapacitet. Resultatet var da også, at han blev alle revolutionære studenters martyr, hvis venligt smilende kontrafej man så overalt sammen med den trykte opfordring: Befri Jens!
Trods alt fandt jeg, at der var en slags kringlet retfærdighed i, at han godt nok undslap gengældelse for dét, han havde begået, men til gengæld blev straffet for noget, han ikke havde gjort. Mit skøn er stadig, at han slap nådigt.
VIII
Der har jo nok været nogle grunde til, at vi havde vanskeligheder med at etablere kontakter til det andet køn. Man kan tænke sig til et par stykker. Et par unge damer fra Nykøbing F., som Frank og jeg fik en aftale med, sprang fra, da de havde fået taget oplysninger på os. Annie, Franks søster Birthe og hendes veninde, Gitte (sidenhen den Gl. Redacteurs svigerinde), var ikke, om jeg så må sige, koscher.
Et par os ubekendte, temmelig unge, men absolut vellignende unge damer, som havde opsøgt os, fordi de havde hørt, at der foregik noget spændende ude på landet, blev hen imod aften overraskede af en hylende snestorm og ringede hjem for at fortælle, at de overnattede i Nøbbøllelunde Skovfogedhus. En af dem rakte telefonrøret videre til mig, der måtte påhøre en fader, som truede med politianmeldelse, klager til rektor, amtet og kommunen samt en gang korporlige høvl, medmindre hans datter blev kørt til døren - nu!
Det nyttede ikke, at jeg prøvede at forklare ham, at mit batteri var løbet tørt, samt at bivejene var ufremkommelige. Det var, erklærede han, mit problem. Til alt held viste Falck sig forstående over for samme problem, ryddede flere kilometer småveje og genopladede mit batteri. Antagelig er det den eneste gang i korpsets historie, at det er rykket ud for at frelse to unge pigers angivelige dyd. Og en gymnasieadjunkt fra øretæver og vanære.
Frank havde en overgang en kæreste, Jane, der gik i 3 g. på Maribo Gymnasium; men efter et par besøg i Nøbbølle nedlagde hendes far forbud mod, at hun viste sig et så moralsk belastet sted. Altså måtte Frank til Maribo; og det var slut med de glade aftener til tonerne af Electric Ladyland, når fyrene i kollektivet svang sig i dansen med Janes veninder.
Nå, men en dag i februar hændte det, at en godsejersøn på Sydlolland, hvis forældre var på ferie i Marokko, fandt at et helt gods var alt for kedsommeligt stort til hans lillesøster og ham, hvorfor han inviterede hele sin klasse med samt tilknyttede kærester til fest i de herskabelige omgivelser. Jane gik i den, må det vel hedde, festaktuelle klasse, og følgelig var både hun og Frank selvskrevne gæster. Hvordan det var lykkedes Flemming at skaffe sig en indbydelse, står hen i det uvisse. Men med kom han.
En af fejlene ved Lolland er, at næsten al offentlig trafik foregår i retningen øst-vest; mens færdsel mellem Nord- og Sydlolland er henvist til privatbilisme.
Frank og Flemming skulle fra nord til syd. Privatbilismen i Nøbbøllelunde, det var mig. Jeg var ikke inviteret. Ergo kørte jeg ikke.
Om jeg var klar over, at jeg udviste en rystende og meget lidt kollektivistisk egoisme?
Selvfølgelig kørte jeg dem til festen. Men, pointerede jeg, de måtte selv finde hjem - fandenme, om jeg gad hente dem dagen efter.
Der var blot et lille problem: de havde ingen penge, og de havde lovet at tage en kasse bajere med. Men hvis jeg ville lægge ud, så skulle de nok selv banke købmanden i Svinsbjerg op.
Sagde Frank og strøg sit overskæg.
Jeg lagde ud. Hvor dum kan man blive.
Efter en velkomstdrink gjorde jeg mig klar til at drage hjem, da jeg blev bedt om at deltage i eftersøgningen efter en pige, som løb omkring i det frostkolde mørke mellem udlængerne i et anfald af svigtet kærlighed og manglende overtøj. Det var mens jeg stod dér og lyttede til hendes kæreste, der brølede: ”Kom nu tilbage; jeg elsker dig!” imod den stigende blæst, at jeg bemærkede de første snefnug. Og ikke så snart var det unge par lykkeligt genforenede og tilbage i lyset og varmen, da værtens kæreste, som var den fra min postale krise bekendte Linda, ringede fra en telefonbox i Sakskøbing, hvor hun stod - også hun uden overtøj - efter at have trodset et faderligt udgangsforbud og havde hejset sig ned fra sit førstesalsværelse ved hjælp af et par sammenbundne lagener. Hun frøs. Meget. Om ikke han ville komme og hente hende?
Det ville han selvfølgelig, overlod mig opsynet med de unge mennesker, tog overtøj med til Linda samt sin fars bil og begav sig af sted.
På det tidspunkt stod himmel og jord i ét. I løbet af en times ufattelige rasen var veje og marker dækkede af et dybt lag sne, og midt i dette præ-skabelseskaos ringede telefonen. Det var værten. Han havde totalskadet sin fars bil, men var nået frem til Linda og stod nu sammen med hende i den telefonboks, hvorfra hun i sin tid havde ringet. Jeg ville godt have prøvet at kæmpe mig frem til Sakskøbing; men var just blevet beskænket af en flok glade unge mennesker, der var kommet over markerne i snescooter fra Rødby. Og jeg havde ikke nænnet at sige nej til et ølglas fyldt med noget frisk, citronduftende, der imidlertid viste sig at være 90% hospitalssprit. Så jeg gav bilnøglerne til en gymnasiast med kørekort og nul promiller og gik omkuld i et uopvarmet rum, hvor jeg - stiv af kulde - blev vækket af Linda og hendes kæreste sådan ved firetiden.
Da jeg hen på morgenen kørte otte (8) søvnige unge mennesker, herunder Jane, Linda og vor vært (som værn mod Lindas vrede fader) hjem i min Toyota - hvad der lignede en Guinesskonkurrence og kostede sprængte fjedre - nægtede Frank og Flemming at tage med. Prøv, om du kan tvinge os, som Flemming sagde.
Mine to medkollektivister, der nu mente at have et helt gods for sig selv, fandt en kasse med tomme ølflasker frem og begav sig ud i det høje solskin og den rene nysne, mens de opløftede sang sjofle sange på vej op til den indremissionske købmand i Lollands mest indremissionske sogn, hvor de erklærede, at øllet skulle skrives på godsejer Y´s regning.
Godt nok måtte de forlade den lokale, kristelige ølforhandler med uforrettet sag, men blev som kompensation hjemme på godset mødt af ejerens mindreårige, men yppige og tungøjede datter, som dukkede op i køkkenet, i natkjole og ringlende med nøglerne til faderens vinkælder, hvorfra der blev fremskaffet flydende varer af en kvalitet, som Nøbbøllehippierne næppe havde anet fandtes. Og Frank, som altid har været - og stadig er - et generøst gemyt, inviterede en tilsyneladende forfrossen vejmand (som imidlerid var en indremissionsk menighedsrådsformand i forklædning) ind på en vellagret bourgogne, årgang nittenhundredeogentusindlap.
Han stak lige hovedet ind i køkkenet, flygtede derpå ufortøvet og ringede til sin feudalherre i Marokko. Lillesøster mødte med tømmermænd og røde øjne i skole og undskyldte sig med, at hun skulle være blevet forført af mig, hvorfor eleverne blev hjemsendt, lærerrådet forsamlet, psyko- og vist også gynækolog indkaldt og godseejer Y ringet op i Marokko. Endnu en gang.
OK - sandheden kom for en dag. Men inden affæren var jævnet ud, måtte jeg dog stå skoleret for en (fra Marokko i al hast hjemvendt) lollandsk godsejer, der modtog mig på trappen med ædelt glitrende skaldepande, ørnenæse, skrævende ben og ridestøvler.
Og jeg blev gjort ansvarlig for al den skade, der var forvoldt på hans inventar, ud fra den begrundelse, at de uheldige helte var ankommet i min bil og havde drukket sig fulde (i første omgang i hvert fald) i øl, jeg havde lagt ud for hos købmanden i Svinsbjerg!
Og det blev begyndelsen på enden for Nøbbølle Underground, da jeg kom hjem fra det indremissionske syden blot for at finde et par håbefulde unge mænd ved sofabordet med en stak billedporno på display foran en fjortenårig pige, der var bortrømt fra en nærliggende institution.
IX
Dødsstødet - eller mere korrekt: nådestødet - kom, da Toyotaen brød sammen for tredje gang.
Første gang havde været en dyr affære. Og iskold, al den stund jeg måtte op i buldrende mørke for at køre på cykel i frostvejr de ni kilometer til bussen i Birket. Men alt har en ende.
Anden gang ville mekanikeren have pengene forud; og de forhåbede kautionister stillede betingelser for at skrive under, såsom at jeg skulle flytte til en lejlighed i Maribo, undsige min bekendskabskreds og opsige min telefon. Så det tog sin tid, før jeg fik snakket mig til 2000 betingelsesløse kroner, og mekaniker Sørensen så meget som gik i gang med den cylinder, som en af fyrene havde brændt af.
Den lille måned, det trak ud, havde nu alligevel sine sider.
Ved noget nær et mirakel lykkedes det os at låne en motorcykel og to læderjakker af et par præstesønner i Østofte, så at jeg kunne komme hurtigt og nogenlunde manerligt på arbejde. Frank og Flemming skiftedes til at føre motorcyklen. At ingen af dem havde kørekort, var en detalje, som frie ånder ikke hængte sig i. Som regel var jeg kraftesløs af skræk, når jeg nåede frem til Maribo på de morgener, hvor det var Frank, der kørte, hvad der skyldtes, at han sjældent satte farten ned før svingene i Birket og Bandholm og fandt det helt naturligt at snitte et hjørne af fortovet. Så var jeg mere tryg ved Flemming - i hvert fald indtil jeg fandt ud af, at hans sindige kørsel skyldtes, at han var nærsynet som en muldvarp.
Men i fritiden havde vi stor fornøjelse af læderjakkerne, som vi kombinerede med vore egne støvler. Uanset den øjeblikkelige belægningsgrad på de nakskovitiske diskoteker, blev der altid et ledigt bord, når Flemming og jeg trådte ind; og når vi kom gående på det smalle dige ved Onsevig, krøb modgående borgerdyr ned ad skråningen for at lade os passere.
Flemming og jeg har næppe udstrålet voldelighed; men ved første blik lagde man nok mest mærke til, at vi begge var næsten to meter høje, og at Flemming bar sort fuldskæg og en guldring i øret.
Og helt, helt ærligt: Det kildede sødt et eller andet sted, og er nok det nærmeste, vi nogensinde er kommet i retning af at forstå Brian Grønhøj eller Saddam Hussein.
I juni gik det så galt.
En af kollektivets venner fra Nakskov, en blidøjet, genert ung mand, som rygtet vil vide senere blev alfons i Istedgade, med lang, hvid pels og for mange penge, var blevet færdigudlært i sit fag (nej, ikke i det!), og da han ikke disponerede over mere plads end det kælderværelse på Rødbyvej, han havde arvet efter Carsten, blev det besluttet, at hans svendegilde skulle fejres i Nøbbølle Underground.
Jeg ved ikke, hvem der stod for indbydelserne; men rub og stub af vor faktiske og potentielle venneskare blev inviteret og, hvad værre var, mødte op! Jeg er såmænd ikke sikker på, at Josef selv - som aftenens midtpunkt og påskud kaldte sig, men ikke hed - blev spurgt til råds. Da jeg formelt set var vært - jeg betalte huslejen - havde arrangørerne uhyre hensynsfuldt betænkt mig med gaven til ham som mangler alt: en prostitueret, som de offervilligt havde skillinget sammen til. Da jeg betakkede mig, forsvandt Flemming og damen op på loftet, hvor de forblev resten af natten - hvorved de forblev uden skyld i det vanvid, der drog hærgende gennem stueetagen.
Den dag i dag kan jeg sætte navn på 17 af deltagerne i Josefs svendegilde; men der må have været en 7-8 med ud over dem, mennesker jeg enten har glemt var til stede, eller som jeg ikke kendte. Til at begynde med gik alt planmæssigt, bortset fra et par knuste flasker under sålerne på de barfodede dansende. Men hvad betyder lidt blod, så længe man har det godt?
Men så - på et vist tidspunkt - dansede jeg med en ung pige med katteøjne (”Alle siger, jeg er så smuk; men det kan jeg altså ikke forstå!”), der erklærede, at hun kedede sig. Men hvis jeg kørte hende til Køge, hvor der var gang i den, skulle jeg få et kys. Jeg ved ikke, om det var fordi, hun var så smuk; eller fordi jeg var blevet grebet af momentan selvødelæggelsesdrift; men i hvert fald satte jeg mig ud i bilen sammen med Katteøje, Frank, Lars og en af Katteøjes veninder, der hed Susanne. Et stykke før Maribo blev vi meget, meget trætte af Katteøje, der udbredte sig over, hvor dumme alle, undtagen hun selv, var. Så hun kom til at gå de ti kilometer hjem. Værtshuset i Køge var lukket; men Susanne kendte et fedt sted i Ringsted. Det var også lukket. Så vi drog videre til Næstved for at besøge nogle af Susannes venner, som lukkede hende ind, men ikke os andre. Så overlod jeg rattet til Frank og lagde mig om på bagsædet, hvor jeg faldt i søvn og først vågnede ved, at det var lyst, ved at vi holdt stille, og ved at der lugtede foruroligende i bilen. Sted: midt på Storstrømsbroen; tid: alt for tidligt om morgenen; situation: gul røg og hvid damp, der slog ud af motoren fra svedne pakninger og kogende vand.
En hvidgrå, diset himmel gik i et med en sært fortinnet Storstrøm; tre måger kredsede i luften; og virkeligheden syntes at være en bristefærdig, tynd hinde, spændt ud over det totale kaos. Jeg overvejede at prikke hul på den med en pegefinger. Så skubbede vi bilen tilbage til Madsnedø, og der stod vi og kunne lige som Luther ikke andet, førend en lillebitte, rød bil med to bittesmå rødhårde tvillinger tog os med til Nykøbing, hvor Chip og Chap satte os af ved et natværtshus, der var ved at lukke.
En behjertet tjener forærede os et par stykker kassabelt wienerbrød og en håndfuld peanuts, hvorefter vi gjorde vore penge op og fandt, at vi havde til to telefonopkald og to togbilletter Nykøbing - Maribo. Først ringede vi til Nøbbølle Undergrund, hvor telefonen blev taget af Barney: De taler med kaptajnen på MS Nøbbølle Underground; vi synker, jeg går ned med mit skib og står allerede i øl til knæene. Gud bevare kongen. Hik!
Vi opgav tanken om at blive hentet af nogen fra Josefs svendegilde. Lars ringede og vækkede sin storebror og fik ham overtalt til at hente os i Maribo. Så købte vi to billetter til Maribo og låsede Lars inde på toilettet.
Barneys beskrivelse var mere realistisk, end vi havde håbet. Gulvet sejlede faktisk i øl og blod, cigaretaske og glasskår. Der var ridser i tapetet; grammofonplader lå spredt overalt uden covers; der var brændt huller i gulvtæppet, og alt værdifuldt, der havde hængt på væggene, var stjålet. Alle var borte, undtagen Flemming, der sov sødeligt under 14 streger, han havde tegnet på væggen med en speedmarker. Han vågnede, vendte sig mod os og smilede huldsaligt. Rekord!, sagde han og pegede på stregerne.
Da bilen langt om længe kom hjem igen, dukkede landbetjent Rasmussen op og skruede nummerpladerne af. Jeg havde glemt at betale vægtafgift eller forsikring or whatever.
Jeg tænkte jo nok, vi ville mødes igen! sagde han.
Forsøg på at få mine medkollektivister til at bidrage til indtægterne viste sig frugtesløse. Man tynder nu engang ikke roer ud i øsende regnvejr; og når vejret endelig er godt, skal det ikke ødes på arbejde. Og som en af dem med uangribelig logik udtrykte det: Hvis jeg skal bestille noget, kunne jeg lige så godt være blevet boende hos mine forældre.
Så jeg gav op. Efterhånden som der blev lukket for elektricitet, telefon, og hvad der nu ellers kunne lukkes for, forsvandt the beautiful people fra Nøbbølle, og jeg selv levede sommeren igennem i min bil; fejrede, sammen med min veninde fra indflytterfesten, månelandingen ved at drikke whisky og spille på balinesisk bronzetromme hos en kunstvæverske i Båstad og befandt mig på et tidspunkt midt i en havefest hos en russisk eksilfyrstinde. Dén slags.
Ved min hjemkomst havde nogen fjernet mit højttaleranlæg, min radio og grammofon og 70 uerstattelige rockplader. The music was over. For a while anyway. The rest is silence.
Epilog.
De fleste af os holdt kontakten vedlige gennem årene.
Mens jeg sad og småfrøs på legeme og sjæl efter en skilsmisse seks år senere, dukkede Frank op og betroede mig, at han syntes, han skyldte mig noget. Så han snedkererede mig et vidunderligt skrivebord, som har tjent mig trofast lige siden. Den computer, som disse linjer er skrevet på, står solidt på Franks hænders arbejde. Og sidenhen har vi opsøgt hinanden. Undertiden med lange mellemrum; men vi har vidst, at den anden var der et eller andet sted.
Vi er blevet ældre. Det sker stadig, at jeg bliver liggende en time i sengen, før jeg står op, eller bliver siddende på sengekanten i køligheden og morgenmørket. Men jeg har fjernvarme nu, og jeg hører intet navn på én, der skal komme.
Vi er blevet ældre, har været gift og er blevet skilt igen. Vi har begge haft hjerteanfald, - der er ringet fra borde første gang, kan man sige - og der går lang tid mellem hver gang, vi kaster os ud i en vild og grænsesprængende dans. Ikke mere nonstop-ekstase til Are You Experienced eller The West Coast Pop Art Experimental Band eller Clear Light eller Sister Ray.
Men vi taler tit om musikken. Ikke bare rockmusikken, men også Beethoven og den Mozart, som Flemming stiftede bekendtskab med i Nøbbølle, og som gav hans liv en ny drejning. Vi snakker om de andre fra kollektivet, som om de havde været soldaterkammerater fra en krig. Vi bliver fjerne i blikket, når vi mindes Ibber, der døde af lungekræft og Barney, der blot ikke havde lyst til at leve længere. Vi ler som børn, når vi tænker på den gang, da Flemming vågnede op, drivende på en isflage midt i Nakskov havn sammen med en stjålen kasse bajere; og vi føler os ikke én dag ældre end i 1969. Vi spiller måske mere med gedacht nu; men ældre ...? Nej!
Måske var den virkelig effektiv, den velsignelse (?), Bob Dylan lyste over os:
May God keep and bless you always,
May all your wishes come true.
May you do for others,
And let others do for you.
May you build a ladder to the stars,
And climb on ev´ry rung,
And may you stay
Forever young.
Måske især det sidste.
Det var for en lille måned siden. Jeg var inviteret med til Franks fødselsdag, endnu en gang. (Jeg var med, da han fyldte 25 og da han fyldte 30. Denne gang fyldte han 59). Og selvfølgelig gav jeg ham The Last Waltz - den rigtige musik og på en eller anden dobbelt vemodig måde den rigtige titel. Til gengæld gav han en aften med spisning og lokal revy i Taastrupgårds beboerhus. Og der var langt fra Nøbbølle Underground til Taastrupgård. Men sådan går det, som Vonnegut siger.
Og sådan hen over maden, udbryder Frank, tilsyneladende uden ydre foranledning: Du må da have haft en masse damer dengang!
Det grundede jeg så lidt over. Skulle jeg prale eller sige sandheden? Så, uden selv helt at vide, om jeg talte om kvinder, kunstneriske projekter, uskrevne bøger eller uselviske handlinger, svarede jeg med et skævt smil og et citat fra Guy Kysers Fishing Song - den ældgamle, sørgmodige lystfiskerløgn:
You should have seen the one that got away!
Palle Juul Holm, Odense 8. - 22. april 2003.
Noter:
Det latinske citat i ”Råddenskab og roser” er fra Catullus´ mindedigt over broderen. (Og for bestandig, broder, vær hilset og farvel).
De engelske citater i denne tekst er fra (i rækkefølge):
The Cream: Wheels of Fire,
Bob Dylan: Forever Young
Thin White Rope: Ruby Ocean. Fishing Song.
|
|
|