Råddenskab og roser og elers ud af tangenten
Mit liv med linie 16. En kunstanmelders meninger, glæder og genvordigheder bragt på form som feuilleton af Palle Juul Holm
I.
Denne gang er overskriften ikke ganske dækkende. Mine erindringer i nærværende afsnit, som egentlig hører til i en hemmelig sub-serie ved navn Mit liv før linje 16, går tilbage til en tid, længe inden jeg havde nogen anelse om forløbet af de københavnske busruter.
Helt tilbage til den gang, jeg tilbragte 16 år - hvilket, som jeg så morsomt plejer at sige, svarer til livstid med benådning - på Lolland, der som bekendt er Danmarks modstykke til the Deep South. Skift Louisianas sukkerør ud med sukkerroer og Lake Pontchartrain ud med Maribo Søndersø, og du har stadig en kriminalroman af James Lee Burke. Helt ned til rollebesætningen.
Blandt de elskelige særlinge, jeg traf, mens jeg havde mit arbejde i nærheden af Maribo Bayou og ikke kunne komme væk, var der naturligvis også en del kunstnere af forskellig slags. Faktisk synes sære omgivelser at befordre kreativiteten. Tænk blot på Stephen Kings store, genfærdshærgede skove og små indgroede provinsbyer, på Faulkners ekstremt bondeknoldede Yoknapatawpha County, på de gamle russiske forfatteres vodkagennemtrukne vildmarkslandsbyer og alle de gode kunstnere i Ballerup, Brøndbyerne og Taastrup. Der er lissom ikke noget valg: enten bliver du kreativ eller du bliver kriminel, sindssyg, fordrukken eller suicidal.
De fem muligheder kan selvfølgelig kombineres. Både i Brøndbyerne, på Lolland og i Missisippideltaet findes der utvivlsomt også en del kriminelle, alkoholiserede og bindegale kunstnere med selvmorderiske tilbøjeligheder. Rettelse: ikke "utvivlsomt". Faktisk.
En af dem, jeg har kendt, som forenede flest af de ovennævnte egenskaber, nåede godt nok aldrig at blive særlig kendt for sine tuschtegninger - havde kun en enkelt udstilling. Til gengæld udgjorde hans liv et epos af en destruktiv og selvdestrultiv kreativitet, som en Baudelaire og en Rimbaud (NB! samme navn som Rambo) ville have misundt ham.
Blandt venner - som han mistede efter en eksponentiel kurve - var han kendt som Kokken, hvilket navn var noget af et mysterium, eftersom han aldrig havde været kok, ej heller var uddannet som sådan, ja, faktisk dårligt nok kunne lave mad og under ingen omstændigheder gad det. Nå, en mulighed var selvfølgelig, at der var tale om en forkortelse af gonokokken - en joke, der ikke ville have været helt ved siden af, hans gentagne domme for seksuelle lovovertrædelser (udover de mange for knivstikkeri i narkotiseret tilstand) taget i betragtning.
Jeg traf ham første gang i foråret 1967 på et værelse i en ejendom på Rødbyvej i Nakskov. Det meste af Nakskov Underground, hvilket vil sige en 6-8 mennesker, var forsamlet der for at lytte til rockmusik, snakke og fyre en fed. Når sandheden skal frem, var det første gang jeg, noget frygtsomt og under et vist gruppepres, forsøgte mig med at ryge hash. Umiddelbart var jeg skuffet, kunne ikke registrere nogen effekt overhovedet og slog mig til tåls med, at jeg nok var immun. Ganske vist fik jeg en fornemmelse af, at der måske alligevel var sket noget, da jeg på et vist tidspunkt kastede et blik på stedets obligatoriske portræt af Karl Marx og fandt ham meget smuk. Det tændte en lille advarselslampe i mig; men desværre en med et utilstrækkeligt antal watt, hvorfor jeg på hjemvejen fra Nakskov til Nørreballe henfaldt i spekulation over, hvorfor hash var sådan noget opreklameret lort - spekulationer, der med mellemrum blev afbrudt af sindssyge medtrafikanter, som tilsyneladende havde tiltrådt en kollektiv aftale om at torpedere mig. Det tog mig faktisk det meste af 10 km at finde ud af, at det var mig selv, der kørte i venstre side af vejen med 120 km i timen.
Well, tilbage til emnet: Nakskov Underground var udsprunget af en i begyndelsen temmelig pæn forening, der kaldte sig Dramatik-66 og mødtes en gang om ugen på Nakskovs største hotel. Her sad så pæne mennesker, de fleste af dem ret unge, og læste digte højt for hinanden eller prøvede på at enes om en enakter, man kunne opføre. I jakkesæt og så´n.
Det var en tid, hvor der over hele landet var overtryk på den danske kunstscene, og hvor der blev eksperimenteret med krydsbestøvning af genrer og kunstarter. Dramatik-66´es arrangementer blev mere og mere grænseafsøgende, medlemskabet af foreningen blev mere og mere uformelt - foreningen diffunderede ud i omliggende sociale cirkler og blev efterhånden mere en vennekreds og et miljø end en forening. Dramatikken ekspanderede også, så den efterhånden kom til at omfatte vores mere og mere kaotiske privatliv. (En anden gang kunne jeg måske lokkes til at skrive om f.eks. den nat, da der var en, der stjal en spegepølse i Vinkælderens køleskab, Barney pissede ned i en kælderlejlighed og blev taget af politiet, Carsten, Lisbeth og Annie ville hente Lucy i min bil og smadrede den - eller om den gang, jeg sammen med Lucy kørte ind i min ven, billedhugger Baggers statue "Mor og barn" og havarerede nok en gang (the story of my life)).
Men man gik stadig konventionelt klædt og lyttede til jazz og pop.
Så var det, jeg foretog et skæbnesvangert træk: jeg lånte Pink Floyd´s The Piper at the Gates of Dawn ud til en pæn ung mand, der hed Ibber, gik med slips, var søn af en politibetjent og havde en lige så pæn søster. Og siden var hverken han eller hans søster eller Nakskov eller Lolland eller for den sags skyld: mit liv det samme.
Gradvis skiftede vi under devisen, "kamgarn er roden til alt ondt", vor garderobe ud med poncho og eksotiske kæder om halsen, sari og John Lennon-briller med vinduesglas. Hår og skæg fik lov at gro Og en ung fyr, der ellers virkede borgerligt tilforladelig, var forlovet med hende, man plejer at opfatte som naboens datter, og lige havde arvet en fireetagers ejendom på Rødbyvej, blev smittet af kontakter inden for Dramatik-66, blev musikalsk, modemæssigt, kort sagt i alle henseender assimileret og stillede efterhånden sin ejedom til rådighed for vores sammenkomster. Der var alligevel blevet plads nok, efter at et animeret selskab havde raseret hans lejlighed, og hans forlovede - som forventeligt - var flygtet. En kælderlejlighed blev så lejet ud til den omtalte Carsten, der en gang imellem forfaldt til virkelig kreative happenings, såsom at hugge en malajisk kris ned i gulvplankerne foran sine gæster, dele ud af barrer af sort Nepal på størrelse med en Senatorstang eller spærre sig inde på wc og true med at sætte ild til en Kosangasflaske, som blev opbevaret sammesteds. Barney rykkede ind på loftet, og da han blev nødt til at flytte, fordi han havde smidt alle sine ting ned ad loftstrappen i et anfald af noget akut, overtog Kokken hans værelse.
Og det var, som sagt, ved en sammenkomst hos den nævnte unge mand - som godt nok nu er 36 år ældre, men stadig bor i Nakskov og derfor sikkert gerne vil være anonym - at jeg første gang mødte ham.
Ved den lejlighed gjorde han ikke noget særligt væsen af sig; leverede sådan set en rimelig imitation af normalitet. Hans udseende var i grunden det, man umiddelbart lagde mest mærke til. Han var lille, fregnet og korpulent og gannemført rødbrun (auburn hedder det vist i livstilsmagasiner): hans øjne var rødbrune og hans til grænsen af skaldethed karseklippede hår var rødbrunt. Jeg har en muligvis urigtig fornemmelse af, at også hans tøj var rødbrunt - i hvert fald var hans aura så afgjort rødbrun.
Faktisk gav han folk en følelse af at stå over for et genmanipuleret, forædt egern.
På et vist tidspunkt gik han op på sit værelse for at hente en stak tegninger, han havde lavet.
Desværre er jeg ikke mere i besiddelse af nogle af hans billeder. De var næppe heller udødelig kunst, skønt Gud skal vide, at det er de utroligste ting, der kan ende med om ikke udødelighed så dog nogle tiårs mondænitet. Der var, som nævnt, tale om tuschtegninger i en slags vild ekspressionisme et sted på grænsen mellem abstraktion og figuration. En slags landskab af forblæste skygger, kastet af noget, man ikke kunne se. Sorte skyer i storm hen over et udsat, fladt landskab (Lolland?). Om ikke andet var de originale og svingede på en eller anden måde sammen med noget i undomsoprøret. Og i min egen forsinkede Sturm-und-Drang-periode. Og siden har jeg såmænd både set og anmeldt noget, der var endnu værre.
Så jeg øjnede muligheden for en fællesudstilling med Kokkens tegninger og mine digte. Jeg skulle skrive digtene og sende dem til Kokken, som så igen skulle lade sig inspirere. Siden flyttede Kokken fra Rødbyvej til Søllested og derfra videre til Vridsløselille efter i en LSD-rus, størrelse XXL, at have ladet sig provokere til med en kniv at ridse alvorligt i et par rockere, der terroriserede ventesalen på Nakskov banegård. Det var hans syvende dom, så vi regnede med, at der blev god tid til fordybelse og inspiration.
Imens forplantede Nakskov Underground sig fra epicenteret på Rødbyvej. Der kom flere kunstnere til: Frank Lindegaard, der vist var den første herhjemme, der for alvor benyttede sig af polyfilla som kunstnerisk materiale, og som i øvrigt havde en udstråling, der kunne blæse en baglæns ud af stuen (og en gang imellem gjorde det!), lidt ude på sidelinjen den for tidligt afdøde Henning Vistoft, billedhugger Bagger og Ole Holm. Alle troede, at Ole og jeg for navnets skyld var i familie, så i Nakskov Underground, der efterhånden omfattede de fleste af Vestlollands utilpassede eksistenser under 50, var han blot kendt som Fætter Ole. Mind ham ikke om det.
Året gik sin stadig mere underholdende gang. På et givet tidspunkt i juni lokkede Carsten mig til at indtage det meste af en hårdtpresset hashbarre plus ni pils, hvilket resulterede i bl.a. at tonerne fra et nummer med Country Joe forvandlede sig til mangefarvede glasfrugter, som jeg prøvede at plukke ned fra luften. Min kone gav mig det gule kort. Dramatik-66/Nakskov Underground fremturede i alternativ dramatik - det meste af den uden for scenen. Sent på eftermiddagen d. 17. oktober kørte jeg til Nakskov for at hente Pink Floyd hos Ibber og havnede på sær symbolsk vis i århundredets værste orkan på dén side af 1999. Få meter foran min bil klappede en iskiosk sammen, lettede og baskede over vejen som en pterodaktyl ud af Helvede eller Stephen King, et grantræ væltede knagende for næsen af mig, og et andet gik omkuld bag mig med et suk, så jeg måtte vinkle bilen 45° op over en græsskråning for at komme frem. Nakskov var mørkelagt, tagsten raslede ned som stjerneskud i august, betjente vandrede om i de øde gader iført beskyttelseshjelme, og jeg måtte klatre over ruinerne af et væltet skur for at komme frem til Ibbers hoveddør. Jeg glemte at lukke den efter mig, da jeg gik; huset var på nippet til at flyve bort, og Ibber blev sagt op. (Kumulativ effekt: ugen før var en af hans gæster i beruset tilstand slingret ned i stueetagen for at tisse; var gået til højre i stedet for til venstre, havde kastet vandet i et hjørne af værtsfolkenes soveværelse og bagefter trukket i værtens badekåbesnor).
Det var et uvejr af den slags, man ville have taget varsel af i middelalderen. Det kunne vi også roligt have gjort.
II.
Nuvel, Kokken og jeg udvekslede tegninger og digte igennem nogle måneder. Og i april gav min kone mig det røde kort og varslede fraflytning til juni. Vi boede i hendes tjenestebolig, så der var dømt flytning for mig også. Det havde ikke noget med Kokken og kun ganske lidt med Nakskov Underground at gøre. Det er heller ikke noget, jeg er specielt stolt af at skrive om; men det hører med til historien.
Omtrent på samme tidspunkt fik jeg nemlig en henvendelse fra en eller anden slags myndighed. Hvilken har jeg glemt eller fortrængt. Det korte af det lange var, at Kokken kunne få nedsat sin straf, hvis jeg ville tage hånd om ham og holde ham under forsvarlig observation. Det vil i praksis sige: have ham boende.
Hvad enten det nu var fordi jeg på det tidspunkt led af et Jesuskompleks eller det var for at mildne overgangen fra fem tandbørster på badeværelseshylden til kun én, så besluttede jeg mig altså for at tage en kriminel under mine beskyttende vinger. Og vi skulle nok få et pissefint samarbejde i stand, sagde han. Og han ville lave mad til mig hver dag, tjøp, gamla dräng!
Det var noget, han indflettede i hveranden sætning: Tjøp, gamla dräng!. Ordet tjøp har en uigennemskuelige etymologi. Resten er tydeligvis svensk, sådan en slags, i hvert fald. Kokken skiltede gerne med, at han havde siddet i spjældet i Sverige, hvad han på en eller anden led eller kant syntes at være ganske stolt over. Måske syntes han, at det kastede en glans af noget internationalt over hans domme for uterlighed og knivstikkeri. Hvad hans øvrige ordforråd angik, udgjordes det i det store og hele af en flom af slibrigheder, der fik selv hærdede sømænd til at stejle.
Jeg skulle altså flytte. Men det holdt hårdt for mig at finde et sted at bo efter skilsmissen: rygtet om, at Kokken fulgte med i købet, lukkede de fleste døre. Oprindelig skulle vi være flyttet ind på en gård i nærheden af Lungholm gods - nydelig og flankeret af et par store birketræer.
I allersidste øjeblik, da alle vore ejendele var læsset på en åben lastbil, ringede ejeren og aflyste arrangementet. Det var næppe helt lovligt; men det var han ligeglad med, sagde han. Jeg havde nemlig lokket ham til det lejemål under falske forudsætninger. Hvis han havde anet, at denne person var straffet for uterlighed over for en pige i Nakskov, så var han aldrig gået med til at leje ud til mig. Det var ikke mig, han havde noget imod, bedyrede han, men han ville gøre sit til, at sognets kvinder kunne sove trygt.
Nå, måske havde det også noget at gøre med, at kommunalbestyrelsen havde nægtet ham dispensation til køb af sit tredje nedlagte landbrug, hvis han lejede ud til mig.
Efter den vending af sagerne kyssede Kokken melankolsk det lille søvkrucifiks, han bar om halsen og mumlede: Jesus, gamla dräng! og så måtte vi ellers læsse møbler og flyttekasser af igen. I regnvejr. Først i sidste øjeblik, før min kones lejemål udløb, lykkedes det at leje en velholdt og ganske rummelig villa på Nordlolland af et pensioneret slagterægtepar. Konen plejede at sige: Vi kalder det vores lille dukkehus! Det betød, at jeg måtte være forberedt på at betale erstatning for et eller andet, når jeg fraflyttede.
Efter at vi havde boet der i henved tre måneder, havde han ikke tegnet en eneste linje på et stykke papir og kun lavet mad den ene gang, da Kai Moltke kom på besøg for at gøre rede for fraktionskampene i VS. Oksehalesuppe med strandmalurt fra Hestehovedet. Masser af malurt.
Han viste heller ingen særlig tilbøjelighed for noget så småborgerligt som at bidrage til huslejen eller at hjælpe med have- eller andet arbejde. Tre gange forsøgte han sig, alle gangene med katastrofalt resultat. Første gang forsøgte han sig med noget for ham helt nyt, nemlig at hugge brænde, og præsterede ved den lejlighed at plante øksen i benet. Anden gang forsøgte han at gøre sig nyttig ved at plukke ti kyllinger - købt til Gud ved hvilken selskabelig lejlighed, der ikke blev til noget - foran et udluftningsanlæg, der stoppede uhjælpeligt til og brændte sammen. (Det var derfor, vi blev sagt op). Tredje gang gjorde han en "fed forretning" ved at købe en kæmperødspætte og 24 (fireogtyve) ålekvabber af en fjordfisker. Det bør noteres, at huset hverken rummede køleskab eller fryser, og at vi var midt i en temmelig varm sensommer. At jeg gjorde ham opmærksom på dén praktiske detalje, opfattede han, ikke helt med urette, som en knusende afvisning fra en evigt utilfreds, men temmelig skvattet, fadergud, der burde have indset, at de 24 ålekvabber var en offergave og ikke et bidrag til husholdningen. Så i forståelig forurettelse kylede han alle 24 langt ind på naboens mark, og rødspætten, som han havde nået at putte i en gryde, nægtede han pure at røre med så meget som en ildtang. Det samme gjorde jeg, så da Kokken, trods det milde efterår insisterede på at have samtlige husets radiatorer skruet helt op, kan man forestille sig, hvordan der kom til at lugte efter en uges tid.
Det forsøgte han at råde bod på ved at plyndre slagtermesterens have for alle dens tunge, duftende roser og sætte dem i vaser rundt om i stuerne. Så når der en sjælden gang kom gæster - familie, partikammerater, kolleger eller sågar en lejlighedsvis kæreste - plejede de allerede i entréen at spørge, hvad det dog var der lugtede af. Og jeg kunne ikke gøre andet end at sige sandheden: råddenskab og roser. På en eller anden måde kunne det have været overskriften over mine 16 år på Lolland.
Det endte med, at det var umuligt at skille gryde og rødspætte - så mine børn gravede Det ned i slagtermesterens aspargesbed en dag, de var på besøg. Michael og Anders improviserede en salme på gravens rand, og min dengang niårige datter, Thala, holdt sin så vidt vides første begravelsestale, uvidende om sin vordende teologiske karriere.
Endelig var der så den gang, han - Gud alene må vide hvordan - havde held til at forføre en af mine kvindelige elever, som - en dag, da jeg var i København - lige kiggede ind på vej til sin forlovede i Odense. (Og så hyppede jeg hendes kartofler. Så det sjaskede. Tjøp, gamla dräng!).
Jeg var begyndt at blive alvorligt træt af Kokken. Men det bør dog noteres, at det faktisk lykkedes os at få en fællesudstilling op at stå. Den lokale anmelder var fuld af ros til Kokkens dynamiske kunst, mens mine digte fik prædikatet traditionelle. Endnu en lille ting at skrive på Lollands debetregnskab.
Da det hen på efteråret lykkedes ham at banke en af mine venner og derefter hive telefonen ud af væggen, anede vi begge, hvilken vej det bar.
En aften sent ringede en kvindelig bekendt i Maribo og inviterede mig til et party. Jeg lagde en besked til en sovende Kok, tog af sted og var hjemme igen hen ad morgenstunden. Han tog det meget unådigt op, at jeg var draget af uden ham, og da jeg fortalte ham, hvad jeg mente om den ting, tog han sin kniv frem og kom hen imod mig. Og så gjorde jeg noget, som jeg aldrig havde troet, at en pæn akademiker kunne finde på: jeg tog en af Kokkens tomme ølflasker, som til alt held stadig stod på skrivebordet, knuste den mod bordkanten og holdt den op foran mig. Ét skridt til, sagde jeg og efterlignede så godt jeg kunne helten i alle de amerikanske film, jeg havde set, og du får denne her lige i halspulsåren.
Han blegnede, så at alle hans fregner trådte frem. Du er jo sindssyg, månd! sagde han. Samme aften forlod han huset uden at efterlade så meget som tre måneders forfalden husleje. End sige et savn.
III.
Året gik på hæld. Ibber og hans søster, Frank Lindegaard, Barney, en fyr, der hed Lars og led af kronisk bihulebetændelse, Flemming, en to meter høj sømand med ring i øret, og jeg flyttede i kollektiv langt ude i skoven i et hus, hvor et ubekræftet rygte ville vide, at selveste Erik Lagoni havde boet. Der var stilhed, når vi ikke lige spillede rockmusik, der var rådyr i baghaven og foran stuevinduet udsigt til en stor, høstgylden opvækst af japansk lærk. Men det er en anden - lige så forrykt - historie, og hører til et andet sted.
Hvad Kokken angår, så holdt han lav profil en rum tid. Han rykkede til udkanten af Naksov, lejede sig ind på førstesalen af et lille hus, som ejedes af et gammelt ægtepar, som aldrig havde haft lejlighed til at læse Dean Koontz og derfor ikke vidste, hvilke dæmoniske skygger, der jog hen over de lerede, lollandske marker. Dem man ellers kunne se på Kokkens billeder.
Så bevilgede Skæbnen forsøgsvis Kokken et overtræk på mirakelkontoen: han arvede en ikke ubetydelig sum penge efter sin mormor. Det er ikke deri, miraklet bestod, men i at det lykkedes ham med sikkerhed i denne sum og på sit glatte ansigt at låne et tilsvarende beløb i et pengeinstitut. Dermed havde han nok til udbetaling på det gamle ægtepars hus. Resten af betalingen skulle afvikles på den måde, at de gamle fik lov at blive boende gratis på førstesalen i huset til de døde. Desuden forpligtede han sig til, så længe han levede, at vedligeholde deres gravsted, da de ingen slægtninge havde.
Jeg kom tilfældigt forbi huset en dag, da jeg var i Nakskov; Kokken observerede mig og trak mig ind i entreen for at vise mig huset. De gamle ovenpå kom nysgerrige ud, for at se, hvad der foregik, og kiggede ned over gelænderet.
Ta´ så og skrub ind i jeres hundekurv! råbte Kokken. Jeg absenterede mig skyndsomst. Kort tid efter forlød det ude i byen, at de to gamle meget belejligt var døde, næsten samtidig, så at Kokken nu havde huset for sig selv. (Men folk i Nakskov svor på, at Kokken aldrig satte sine ben på kirkegården).
En dag havde posten ved en fejl afleveret to eksemplarer af den lokale avis i kollektivet i Nøbbøllelunde Gl. Skovfogedhus. Ibber og jeg var alene hjemme - eller de eneste, der var stået op - og vi sad i hver vor lænestol og hyggede os med den regionale sladder, da vi begge faldt over en historie, der fik os til at slå antennerne ud. Den handlede om en, om jeg husker ret, 14-årig pige fra Hillerød, der var forsvundet på nu fjerde døgn. Vidner hævdede imidlertid at have set hende på Nakskov banegård dagen efter hendes forsvinden. Ibber og jeg så på hinanden, og så kom det i kor: Kok-ken! Vi fik senere vores mistanke bekræftet: Kokken havde set hende på banegården, havde taget hende med hjem og bollet hende i en uges tid, indtil han fik kolde fødder. Så gelejdede han hende tilbage til banegården og satte hende på toget til København. Mirakuløst fik affæren ingen konsekvenser for ham. Men den øgede, om man så må sige, ikke hans anseelse i byen.
Nu nærmer vi os det tidspunkt, hvor Kokken forsvinder ud af syne. Sidste gang, jeg så ham, var på en af de få smukke dage i maj eller juni 1969. Jeg boede nu alene i Nøbbøllelunde, havde fået besøg af min nye kæreste og var sammen med hende kørt ind til Nakskov for at hilse på billedhugger Bagger. Jeg var undtagelsesvis, til ære for damen, i jakkesæt med sølvfarvet slips, vest, overfrakke og gule handsker. Vi hilser på, og Hanne beder mig finde en bager og købe nogle flødeskumskager til Baggers kaffe. Med kagerne på en bakke, dækket af papir, vender jeg næsen mod Baggers værksted, da jeg fra det modsatte fortov hører en røst fra fortiden: Hej, Palle! Tjøp, gamla dräng! Kom oiver og se, hvor fin min stue er ved at blive!
Jeg er dårligt nået indenfor i Kokkens aldeles tomme stue, da døren bliver sparket op, to tårnhøje rockere - hvem ved, kanske nogen, han engang har snittet i? - stormer ind og presser Kokken og mig op mod væggen. Nu skal du dø, hvæser den ene til Kokken. Den anden ånder mig tungt og ildelugtende ind i ansigtet; der går to minutter, ti, en evighed, og jeg når lige at tænke på det groteske i at skulle dø med flødeskumskagerne til alle Baggers kaffegæster i hænderne - foreløbig endda fuldstændig ubeskadigede - da de to forsvinder ud ad bagdøren, så hurtigt som de var kommet: en konkurrerende bande havde set dem gennem ruderne, og nu gik den vilde jagt.
Hvorfor var du så længe om at hente kager? spurgte Hanne.
Epilog.
Kort efter anskaffede Kokken sig en gravhund, som han slog og sparkede, når han gik tur med den. Hans nabo, en stor og stovt skibsværftsarbejder, lagde sig en dag imellem, Kokken trak sin kniv og stak naboen i maven. Naboen svævede mellem liv og død i lang tid, men kom sig. Kokkens mirakeldankort blev inddraget, og han fik ni år i skyggen. Da han kom ud - noget før tid - bad jeg alle fælles bekendte om at holde tæt med mine whereabouts. Og jeg har faktisk ikke set ham siden. (But sometimes they come back!)
Bagger er død forlængst. Flemming bor et sted på Fyn og har det vist godt. Lars havde stadig bihulenetændelse, da jeg så ham sidst i slutningen af 70´erne. Ibbers søster er blevet godt gift og spiller golf. Barney døde engang i halvfemserne, Frank Lindegaard er still going strong, men har fået en klædelig sordin på sit temperament, og Ibber døde for fem år siden af lungekræft. Atqve in perpetuum, frater, ave atqve vale!
Og en gang imellem, når Frank og jeg mødes og snakker om dengang og ler og indimellem pludselig bliver stille, er det som om vi ikke rigtig ved, om alle disse ting virkelig er sket, eller om de blot var en del af en drøm, af en febril uvirkelighed, man kalder Lolland.
De toner over i halvglemte sansninger fra et lavt, utroligt land i en utrolig tid:
Skærmblomstret vildnis, blå anemoner og engkabbelejer, skalægger på grøf tekanterne i maj, blomstrende hvidtjørn, kirkerudegløden fra Jimi Hendrix´guitar - men også den uforklarlige gurglen i sluseportene, rotter, der gik til angreb på bilerne og ville bide dem i struben, Sheol, Tehom, Gruben, den brændte karamellugt under roekampagnen, lugten af ensomhed, stigende vand, stigende mørke, blæsten, der buldrede over de tomme marker som i en trappeskakt, Jorden i aphelium, solen i nadir, skygger, jagende hen over månehvid grund: Kokkens billeder.
Palle Juul Holm
Odense 13 - 23. marts 2003.
|
|
|